Artikel top billede

Tre firmaer i finalen: Slås om dansk it-ordre til en milliard kroner

Region H og Region Sjælland har valgt det endelige finalefelt i et it-sundhedsudbud til en milliard kroner. Se taberne og hvad de tre finalister nu skal igennem for at score milliarden.

IBM, Epic og Cerner Ireland er de tre it-selskaber, der ryger videre i finalen om at blive den endelige leverandør af den store it-sundhedsplatform i Region H og i Region Sjælland.

Det betyder samtidigt, at Siemens og Cambio Healthcare Systems i lighed med CSC Scandihealth i en tidligere runde er siet fra til den endelige leverandør-udvælgelse på it-sundhedsplatformen, der har en prislap på knap en milliard kroner.

"Vi har fået tilbud fra fem leverandører, der alle leverer moderne og effektive sundheds-it-systemer til andre store kunder. Tilbuddene er nu blevet vurderet ud fra de kriterier, vi har opsat, og derefter har vi valgt de tre tilbud, som vi samlet set vurderer bedst dækker vores behov," udtaler Lars Onsberg Henriksen og Svend Hartling, koncerndirektører i henholdsvis Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Mange øjne om buddene

De fem leverandører har op mod semifinalen i alt afleveret 10 flyttekasser med udprintede tekniske specifikationer som svar på regionernes godt 1.500 overordnede krav til systemet. 

Med udvælgelsen af det endelige finalefelt skal der nu fjernes fire af de 10 flyttekasser. 

75 folk - heraf 65 læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale - har siden 11. marts været fuldtidsbeskæftigede med at granske de fem leverandør-tilbud, hvor de nu tre bedste målt på funktionalitet, økonomi og implementering står tilbage.

I alt vil langt over 500 medarbejdere ud af en personalegruppe på i alt 44.000 sundhedsmedarbejdere have deltaget i den foreløbige kravspecifikation og testning af det kommende system, når det bliver indkøbt mod slutningen af året.

Og det er i høj grad hjælp til selvhjælp, for overordnet skal it-platformen gøre sundhedspersonalet mere effektivt og data-understøttet foran computerskærmen, så de i højere grad kan koncentrere sig om deres faglige arbejde frem for at logge ind og ud af systemer dagen lang.

Det endelige system bliver indkøbt som værende "det mest økonomisk fordelagtige" for de to regioner, som derved opnår betydelige it-stordriftsfordele til deres tilsammen 17 sygehuse.

"Regionerne står i samme situation, vi mangler simpelthen systemerne, for vi kan ikke tvinge mere ud af vores nuværende stand-alone-systemer," siger sektionsleder Claus Balslev, fra Region Hovedstadens IMT (It, Medico og Telefoni), der sidder som programchef for sundhedsplatformen.

Regionerne har været på studieture i blandt andet Holland, Spanien og ikke mindst USA for at kigge på best practice-systemer, da regionerne ikke ønsker et udviklingsprojekt.

Nu skal de tale sammen

Claus Balslev forklarer, at det kommende forløb i udbuddet bliver "konkurrencepræget dialog", som han nævner kun har været brugt omkring 50 gange i Danmark.

"Vores system bliver så komplekst, at det er nødvendigt at tale med leverandørerne undervejs," siger han.

Derfor ryger Danmark op i verdenseliten

Konkurrencepræget dialog betyder, at regionerne mere indgående skal diskutere funktionalitet, tilkøbsydelser og videreudvikling/versionering af systemerne med de tre finale-leverandører, så den endelige kravspecifikation til vinderen bliver så præcis som mulig.

I løbet af den absolut sidste udbudsfase skal de tre tilbageværende systemer demonstreres for 500 medarbejdere i på forhånd udvalgte moduler, mens systemerne i sensommeren bliver testet mere indgående i på Herlev Hospital.

Når den endelig vinder er fundet i efteråret, er det planen, at platformen bliver rullet ud på sjællandske hospitaler som de første i 2015, hvorefter systemet vil være fuldt implementeret også i Region H i løbet af 2016 - eller 2017 alt afhængig af, hvad den endelige vinder ender med at love. 

Danske hospitaler mod i it-eliten

Meget tyder på, at indkøbet vil bringe Danmark op i den absolutte verdenselite på it-understøttede processer i sundhedssektoren, når den amerikanske non-profit organisation Healthcare Information and Management Systems Society (HIMSS) vurderer hospitalers it-parathed.

Kvalitet, tilgængelighed, sikkerhed, omkostningseffektivitet i implementeringen af sundheds-it er blandt de parametre, som HIMSS-organisationen baserer sin EMRAM-model (Electronic Medical Record Adoption Model ) på.

EMRAM-modellen angiver it-modenheden på et hospital fra en skala fra 0 til 7.

0 er ingen it-understøttelse, mens 7 er udtryk for en komplet udrulning af elektronisk patientregistrering med eksempelvis datadeling, data warehousing, papirløse arbejdsgange og it-styret prioritering med folk på skadestuen, alt efter hvor slemme deres skader er.

Med den samlede it-platform i Region H og Region Sjælland vil Danmarks hospitaler formentligt i 2016/2017 score gennemsnitligt 6 på EMRAM-skalaen.

I dag er Odenses Universitetshospital det eneste sygehus herhjemme, der scorer 6.

Samlet har Europa kun ganske få hospitaler, der scorer 6 og 7, mens det er mere normalt i USA, hvor 40 procent af hospitalerne scorer 4 eller derover.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere