Den 1. juni 2009 bad det amerikanske bilfirma General Motors, der dengang producerede Buick, Chevrolet, Saab, GMC og Cadillac, retten i New York om at blive beskyttet af de amerikanske love om betalingsstandsning, det såkaldte chapter 11.
Samtidig kæmpede Ford med en kæmpe gæld og solgte mærker fra, mens engang så stolte Chrysler blev overtaget af FIAT og den amerikanske regering. Finanskrisen havde reelt knækket de store bilfirmaer med base i Detroit, også kendt som the Big Three.
Tro, håb og lave benzinpriser
For bilgiganterne havde i mere end 10 år dumstædigt fokuseret hele deres produktion og udvikling på benzinslugende firehjulstrækkere i en blind tro på, at benzinen ikke ville stige i pris. Så da olie- og benzinprisen steg, og realindkomsterne faldt, ramlede korthuset.
Men Paul Ingrassia argumenterer indædt i sin bog for, at kimen til katastrofen skal findes længere tilbage i tiden. For Detroit-firmaerne har begået bommerter, ikke mindst da Henry Ford II fik tilbudt Volkswagen efter krigen, eller da han afviste et samarbejde med Honda om små motorer umiddelbart før den anden oliekrise i 1979.
Men de forkerte beslutninger blegner ved siden af den giftige kombination af håndsky bil-direktører og en aggressiv fagbevægelse, som Paul Ingressia kortlægger i sin bog.
I første halvdel af århundredet havde Ford ellers opfundet samlebåndet og effektiviseret produktionen, mens General Motors opfandt den moderne virksomheds måde at organisere sig på.
Magtfulde fagbevægelser og svage bosser
Men allerede i de amerikanske bilers storhedstid i 1960'erne er der sorte skyer i horisonten, efterhånden som den amerikanske bilarbejderfagforening UAW får forhandlet bedre og bedre veritable livstidskontrakter igennem med bilfirmaerne.
Til sidst tjener en bilarbejdere tre eller fire gange så meget som andre ufaglærte, har alle helbredsudgifter betalt og har ret til en livsvarig pension efter 30 år uanset alder.
Det er fint, så længe markedet vokser, men på trods af de gode vilkår er kvaliteten på de amerikanske biler sjældent i top - og det bliver betragtet som et uforanderligt vilkår. Faktisk så uforanderligt, at da de japanske konkurrenter i 1970'erne under politisk pres vil til at samle biler i USA, bliver det hilst velkommen af de amerikanske firmaer - ud fra en idé om, at deres kvalitet også vil falde, når amerikanske arbejdere skal samle Hondaer og Toyotaer. Men sådan går det ikke helt...
Det er kombinationen af sådanne små historier og de store linier der gør Crash Course: The American Automobile Industry's Road from Glory to Disaster til en interessant bog - også selv om man ikke nødvendigvis brænder for amerikanske biler.
Af og til er fortællingen lidt ujævn, når der bruges lang tid på enkelte nedslag og kortere tid på andet, men rigtigt forstyrrende bliver det aldrig.
Historien om hvordan det kørte i grøften
Paul Ingrassia formår helt basalt at gøre lidt mere end 100 års bil- (og samfunds-) historie vedkommende, mens vi følger bilgiganterne tjene og spendere enorme milliardoverskud - mens de skubber gæld og et kæmpe udviklingsunderskud foran sig.
Indtil de til sidst står i 2008-2009 med kæmpe firehjulstrækkere i sortimentet, ingen moderne miljøvenlige biler, en elendig byggekvalitet og op til 5 gange så mange pensionister som ansatte, der skal brødfødes.
Det måtte gå galt, og Paul Ingrassias historie er fortællingen om, hvordan de på overfladen succesfulde bilfirmaer kørte sig selv i grøften igennem mere end 30 år. Det er spændende industrihistorie om en industri, der engang var lige så dominerende, som it-branchen er i dag. Også selv om vi kender slutningen.
Paul Ingrassia: Crash Course: The American Automobile Industry's Road from Glory to Disaster. Udgivet af Random House i januar 2010. 320 sider. Anmeldelsen er udgivet i samarbejde med Bogblogger.dk.
