Artikel top billede

Nyt job til kendt dansk it-profil: Blæser til kamp for opgør med it-licensjunglen

Licens-junglen lægger et større og større pres på dansk virksomheder, men nu vil en nystiftet organisation skabe gennemsigtighed. Nøglefiguren er en gammel kending i it-branchen, nemlig Dansk IT's mangeårige topchef, Tony Franke.

Gennem 17 år var Tony Franke direktør i it-interesseforeningen Dansk IT.

Et job, som blev afsluttet i maj 2013.

Det kan du læse mere om her: Kendt direktør færdig som chef i Dansk IT

Nu er han igen klar til at tage tråden op med et nyt job i it-branchen.

Denne gang som direktør med ansvar for det operationelle arbejde i den dansk stiftede organisation ITAMOrg (It Asset Management Organisation), der i første omgang får afdelinger i Danmark, Storbritannien, Finland, Holland, Tyskland, Østrig, Schweiz og Phillippinerne.

Du kan læse mere om organisationen her: Danskere blæser til kamp mod licens-audits: Sådan får vi prisen ned.

Kæmpe netværk

ITAMOrg er stiftet i Danmark, og organisationen vil arbejde for større gennemsigtighed i forbindelse med licenser og licens-audits.

I første omgang i forbindelse med software men på lidt længere sigt også, når det handler om hardware, cloud-tjenester eller medarbejdere i de danske virksomheder.

"Jeg har valgt at blive en del af ITAMOrg, fordi problemstillingen omkring licensering og audits længe har eksisteret og nu er stærkt tiltagende - antallet af audits er mere end tre-doblet siden 2007," fortæller han til Computerworld.

Det er blandt andet Tony Frankes store netværk fra tiden i Dansk IT, der skal være med til at tiltrække medlemmer til den nye organisation.

ITAMOrg opbygges nemlig efter principper, der minder om dem, som anvendes i Dansk IT.

"Det er en organisation, der er baseret på medlemmer, som betaler et kontingent," fortæller han.

Netværket skal stå sammen og oplyse i forbindelse med licenser, så "Ingen snyder og ingen bliver snydt."

Licensbetingelserne er ofte uhyre komplicerede og it-audits fylder meget i virksomhedernes dagligdag, fordi de ofte bliver afviklet på software-leverandørens betingelser.

"Det skal vi gøre noget ved," siger Tony Franke.

"Grundideen er at skabe rimelige forhold mellem leverandører og kunder, blandt andet i form af mere gennemsigtighed og ved at skabe mere dialog virksomhederne imellem."

Hvordan bliver I målt på jeres succes?

"Det gør vi jo i forbindelse med, om vore medlemmer er glade eller ej. Jeg tror selvfølgelig på ideen, men grundlaget skal skabes af medlemmerne."

Certificering i licens

Målet er altså at få virksomhederne til at stå sammen mod leverandørerne, der kan være yderst skrappe, når det handler om at drive forretning på audit-området.

Det har en af ITAMOrg's to stiftere tidligere sagt til Computerworld.

"Eksempelvis er audit-området så lukrativt, at flere af de store softwarevirksomheder betragter audits som et decideret forretningsområde med egne enheder, der tjener milliarder af kroner på audits," lød det dengang fra Jan Øberg fra konsulentfirmaet Øberg Partners, der står bag foreningen i Danmark.

Ligeledes vil organisationen stå for certificeringer på licens-området.

I øvrigt er det Tony Frankes tidligere arbejdsplads, Dansk IT, der skal stå for den praktiske del af certificeringerne.

Tony Franke er tiltrådt i jobbet.

Læs også:

Danskere blæser til kamp mod licens-audits: Sådan får vi prisen ned




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere