Apple og den defekte Macbook Pro: Her er den egentlige skandale

ComputerViews: Efter en massiv klagestorm, der har stået på i flere år, er Apple nu tvunget til at anerkende et hardwareproblem i Macbook Pro. Hardwarefejlen er dog slet ikke den egentlige skandale.

Artikel top billede

ComputerViews: Kunden har ikke altid ret.

Kunderne (i flertal) vil dog før eller siden altid få ret - hvis altså der bare er nok af dem, og de bliver ved med at brokke sig længe nok og højt nok.

Det er den sandhed, der bør tages til efteretning i disse dage i Cupertino i Californien, efter at Apple i sidste uge valgte at anerkende et hardwareproblem i en lang række Macbook Pro-modeller, der er blevet sendt på markedet fra 2011 til 2013.

Problemet har været kendt længe, og kunderne har naturligvis også henvendt sig til Apple én for én, hvilket de dog som udgangspunkt ikke har fået meget ud af - og slet ikke når garantien på maskinerne var udløbet.

Det var nemlig først, da klagestormen var så massiv, at selv Tim Cook og Jonathan Ive havde svært ved at ignorere den, at der kom skred i tingene, og Apple indrømmede, at selskabet havde produceret fejlbehæftede Mac-maskiner.

Her begik Apple en klar fejl

Alle virksomheder begår fejl. Og alle virksomheder må fra tid til anden sande, at et produkt, man har sendt på markedet, ikke lever op til den standard, man ønsker at levere til kunderne.

Det er i sig selv ikke nogen skandale; det er et grundvilkår, når man er en stor it-biks, hvor samlebåndene kører stærkt 24/7/365.

Macbook Pro-skandalen, som vi nu er vidne til, handler derfor heller ikke om, at grafikprocessoren har en defekt, der betyder, at maskinerne ikke vil starte op, og at der er streger og forstyrrelser på skærmen.

Den egentlige skandale er, at der skulle gå så lang tid, før Apple ville stå ved problemerne.

Den uskyldige forklaring er, at Apple lige skulle have tid til at undersøge problemet til bunds, før selskabet kunne melde noget officielt ud.

Den mindre uskyldige er, at det gør ekstra ondt med den slags problemer hos et selskab som Apple, fordi det sælger premium-produkter, hvor hovedbudskabet er: "It just works."

Men nu har Apple uanset hvad anerkendt, at der er tale om en fabriksfejl. Det betyder, at maskinerne kan blive repareret på Apples regning.

"Apple har konstateret, at billedet er forvrænget, billedet mangler, eller at der sker en uventet genstart af systemet på en lille procentdel af MacBook Pro-systemer. Disse MacBook Pro-systemer blev solgt mellem februar 2011 og december 2013," lød beskeden fra Apple i sidste uge.

Blev solgt for op til fire år siden

Og så burde alt jo være godt, og alle kan blive glade igen?

Måske, men problemet er, at netop de problemer, som Apple her oplyser om, jo har været kendt ganske længe.

Apple skriver selv, at de ramte Macbook Pro-maskiner er solgt siden februar 2011. Med andre ord har det taget Apple fire fulde år at indse, at der var en fejl på maskinerne, der gjorde dem ubrugelige.

En af debattrådene på Apples eget supportforum med overskiften Problems with amd gpu on early 2011 macbook pro blev oprettet i december 2012.

En anden tråd, 2011 MacBook Pro and Discrete Graphics Card, blev oprettet af en uheldig Macbook Pro-ejer den 1. februar 2013, altså for mere end to år siden.

Denne tråd er nu set 4,1 millioner gange og har 12.262 kommentarer.

Underskriftsindsamlinger og Facebook-protester

Og her stopper det ikke med de signaler, som Apple umuligt kan have overset:

Der er oprettet flere digitale underskriftsindsamlinger om problemet, eksempelvis på mbp2011.org, hvor 37.000 personer indtil videre har afleveret en digital stemme på, at Apple skal gøre noget ved problemet.

Samtidig har flere Facebook-grupper (blandt andet her og her) forsøgt at gøre opmærksom på problemet - og man skal ikke have kigget ret længe på debatten for at forstå, at problemet med Mac-computerne fra starten har været ganske konkret og irriterende for Apple-kunderne.

Det kan med andre ord umuligt have gået Apples næse forbi, at der var et 'issue' med maskinerne.

Apples beslutning om at anerkende problemet som en fabriksfejl har været udsædvaneligt længe undervejs, og det er interessant, at beslutningen kommer, efter at der i efteråret blev indledt et massesøgsmål mod Apple på grund af Mac-problemerne.

Apple har trukket sagen i langdrag, hvilket naturligvis ikke er i orden. Det er der, den egentlige defekt er i denne sag.

Læs også:

Massiv klage-storm tvinger Apple til at reparere defekte Macbooks

Apple-kunder i afmålt jubel: Nu bliver vores Mac-computere måske brugbare

Vrede Mac-brugere: Skærmen hakker og fryser - og Apple gør intet ved det

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Norriq Danmark A/S har pr. 3. august 2026 ansat Jeppe Lindberg som Developer. Han skal især beskæftige sig med at være med til at analysere, designe og udvikle skræddersyede forretningsløsninger til vores kunder i Business Central. Han kommer fra en stilling som Business Central Developer hos Evexo. Han er uddannet hos Aalborg Universitet- Master's degree, Computer Software Engineering. Nyt job

    Jeppe Lindberg

    Norriq Danmark A/S

    Netip A/S har pr. 11. august 2026 ansat Emil Kristoffersen som IT-Supporterelev ved netIP's kontor i Thisted. Han er uddannet Fisker, - Emil har dermed valgt et karriereskifte. Nyt job

    Emil Kristoffersen

    Netip A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. december 2025 ansat Thomas Harboe Hald som Director Commercial Excellence. Thomas skal især beskæftige sig med opbygge og lede vores nye Customer Excellence Office. Thomas kommer fra en stilling som Partner hos Deloitte. Thomas er uddannet hos Copenhagen Business School som Graduate Diploma in Business Administration, Sales & Marketing. Thomas har tidligere beskæftiget sig med digital transformation, IT-strategi, ERP og forretningsudvikling. Nyt job

    Thomas Harboe Hald

    Norriq Danmark A/S

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Nathalie Kajberg Knudsen som Supportkonsulent i Evita/Forsyning. Hun skal især beskæftige sig med support af Evita/Forsyning samt bidrage til videreudviklingen af supportsetup på Evita og Appia. Hun kommer fra en stilling som support indenfor Kundeadministration og Afregning hos KMD Easy Energy. Hun har tidligere beskæftiget sig med kørselskoordinering og kørselsledelse hos FKS Slamson og Godik. Nyt job

    Nathalie Kajberg Knudsen

    Elbek & Vejrup A/S