Artikel top billede

Anmeldelse: Titanfall 2 er en shooter der udfordrer

EA og Respawn Entertainment forsøger sig med kæmperobotter igen. Er spillet endnu en forglemmelig FPS, eller kan den byde på nogle bemærkselsesværdige oplevelser?

Vi er virkelig nået til det punkt på året, hvor de helt store AAA-titler stikker hovederne frem. Lige netop november er kendt for dette, og med udgivelser som Battlefield, Call of Duty og Titanfall proppet ind i samme måned nærmest, så kan man også roligt konkludere, at vi er nået til FPS-titlernes foretrukne udgivelsesvindue.

I modsætning til CoD og BF, så er Titanfall 2 på lidt af en prøvelse. EA havde - i samarbejde med udviklerne hos Respawn Entertainment - sat det første Titanfall op på lidt af en pedestal, og selvom spillet var ganske udmærket, så blev det vist ikke den kommercielle succes, som de nok havde håbet på.

Lidt ærgerligt, men lad os være helt ærlige; den første Titanfall udgivelse var OK, tilpas underholdende, men ikke banebrydende. En udgivelse der druknede iblandt konkurrenterne. Nu er vi så kommet til den evigt svære toer; spillet, der skal viske pladen ren, og løfte sig op på næste niveau.

Så er spørgsmålet nu følgende: Er Titanfall 2 en værdig efterfølger, der forbedrer og fornyer? Det helt korte svar er "ja", spillet er bedre end sin forgænger. Men hvordan ser det ud, når man sætter spillet op imod de konkurrerende titler på markedet?

Ved første øjekast, så kunne man fristes til at tro, at Titanfall 2 var Call of Duty med store robotter. Og selvom jeg gerne ville sige, at det er langt fra sandheden, så er det næsten rigtigt nok. Det gælder dog mest multiplayer-delen, men så er vi også lidt strenge ved Titanfall 2.

Spillet er nemlig underholdende. Overraskende underholdende, hvis jeg skal være helt ærlig. Første gang der blev fyret op for spillet, så var det direkte ind i en online lobby og ud i de action-pakkede spildele. Sikke en fejl. Hvis man ikke lige har sat sig ind i hvordan man faktisk styrer sin Titan, så er det næsten ligegyldigt at bruge den, og man får en ordentlig røvfuld. 

Med den omgang tæv i baghovedet gik jeg ind i singleplayerdelen, hvor der forhåbentlig ventede en underholdende kampagne og lidt ekstra guf at tage med derfra. 

Historien er lidt skabelonsskåret. Du er en forhåbningsfuld rekrut, der håber på at blive en pilot en dag - altså, en soldat der kan styre en Titan. Du afbrydes midt i en træningssession med en af hærens legender, da der er fjendtlige styrker på vej. Dette danner rammerne for diverse missioner der i sidste ende skal redde en planet ved navn Harmony. Måske undersælger jeg selve historien, men det skal I ikke tænke på, spillet er nemlig så meget mere end det.

Mellem de mange actionssekvenser er der nemlig nogle solide puzzle-segmenter, gode dialoger og en skøn harmoni mellem pilot og Titan i form af sort, sort humor med et herligt kammeratskab. Noget der faktisk gør Titanfall 2 til et finurligt miks af Portal og Call of Duty - og det fungerer! 

Grafikken er ikke noget at råbe hurra for. Man kan sagtens nyde den, men teksturerne kan til tider virke forhastede og.. grimme. Langt hen ad vejen er det dog flot, og man føler ikke, at det er noget der hører fortiden til - heldigvis. Det samme gælder lydsiden; alle våben gør sit for, at det lyder godt, men vi rammer ikke et niveau der skriger super kvalitet. Der er tyngde i din Titan, de forskellige våben har forskellige karakteristika, og mere behøver man ikke. 

Efter at have givet sig i kast med kampagnen, så har man også stiftet bekendtskab med sin Titan. Et kerneelement i spillet, og en nødvendighed for overlevelse i onlinedelen. Med denne viden og nye evner i baggagen, besluttede jeg at kaste mig ud i de ubarmhjertige online kampe, og forhåbentlig smadre nogle n00bs. Eller noget..

Det viste sig at gå overraskende godt, og i modsætning til den allerførste kamp, så var der altså styr på tingene, og modstanderholdet fik velfortjente bank. Hvad man lærer af det er, at Titanfall 2 ikke er så nemt at give sig i kast med, når det kommer til online kampe - i hvert fald ikke hvis man er fuldstændigt ubekendt med styringen, og ikke mindst Titan konceptet.

Anmeldelsen har måske båret præg af, at spillet er blevet sammenlignet med Call of Duty, og selvom det ikke er så skidt i sig selv, så kan man godt tænke over hvor Titanfall 2 egentlig står på markedet, når det er så let at sammenligne med konkurrenten. 

Ja, det er gameplaymæssigt solidt, med gode idéer og rigeligt med underholdningsværdi, men kan denne identitet skinne igennem selve indpakningen, og ramme det rigtige publikum? 

Det er svært at sige. Titanfall 2 fortjener opmærksomheden den får, men om den kan tilegne sig en fast plads blandt de "større" drenge, det må tiden vise. Det er ganske vist en forbedring over sin forgænger, men det er forbrugerne der i sidste ende bestemmer, hvor meget det betyder i sidste ende.

Læs også: Anmeldelse: Battlefield 1 er en hæsblæsende skildring af 1. Verdenskrig



CIO
Stort CIO-interview: Lemvigh-Müllers milliard-omsætning er blevet digital
Job & Karriere
Her er Netcompanys nye hovedkvarter: Flytter til ikonisk adresse i hjertet af København - kommer til at betale million-leje