Der er få ting, der er så special forces-agtigt som at kravle på maven gennem en regnvåd mark for derefter at flankere en håndfuld onde makkere, mens du én efter én lægger et velplaceret skud i pandebrasken på hver af dem.
Det skulle da lige være, hvis du er sammen med tre gode venner, og I synkroniserer jeres skud således at de alle falder med timing så præcis, at Tag Heuer vil vide, hvordan I gør.
Ghost Recon: Wildlands er stedet når det kommer til at lege specialstyrker i en åben verden. Det hele foregår i Bolivia, så forvent alt fra tørre stepper til regnvåde skove og sumpede floder. Forleden var undertegnede så heldig at sikre sig en billet til den lukkede beta, og selvfølgelig blev der testet løs - både solo og med gode venner - i bedste Ghost Recon stil.
Tom Clancy's Ghost Recon er en serie der er kendt for sin taktiske tilgang, hvor spilleren skal overveje sine handlinger nøje. Fremgangsmåden er forsigtig, og Rambo-stilen fungerer som regel ikke hvis man vil videre i historien. Kendere af serien vil kunne nikke genkendende til den forsigtighed spillene kræver, og den følelse af realisme - og ikke mindst sammenhold med sit team - der hører til.
Læs også: Anmeldelse: Titanfall 2 er en shooter der udfordrer
Wildlands er første gang, at serien begiver sig ud i en fuldstændigt åben verden, komplet med historie-missioner, såvel som en ordentlig ladning side-missioner. Det er heldigvis ikke en ny formel for Ubisoft, men man efterlades med en idé om, at det er en anelse skabelonskåret.
Faktisk kan man opsummere Ghost Recon: Wildlands som lige dele Just Cause og Far Cry, hvilket egentlig er en fin kombi. Der er bare et eller andet der mangler. Men det er betaen vi taler om - selvfølgelig er der mangler. Vi er dog blot en måned før udgivelse, og der måtte gerne være færre mangler at tale om på dette stadie.
Ved første øjekast er den åbne verden en fryd at træde ind i. Man mødes af farverige landskaber fyldt med muligheder, og det er bestemt ikke kedeligt at begive sig rundt i den bolivianske setting.
Læs også: Anmeldelse: Battlefield 1 er en hæsblæsende skildring af 1. Verdenskrig
Der er sjove køretøjer, både til lands og til vands, og endda flyvemaskiner og helikoptere.
Man kan dog ikke sige, at de nævnte transportmidler er decideret lette at styre, og det hører bestemt ikke til sjældenhederne, at man pludselig befinder sig i frit fald ud over en kløft, som resultatet af en mislykket håndbremsevending.
I luften er det heller ikke helt nemt, for helikopteren virker uintuitiv når man skal fremad, mens flyvemaskinerne er ganske arkadeagtige. De er dog ingenting i forhold til biler og motorcykler, der alle føles som over- eller understyrende køretøjer, der sjældent kan holde sig på vejen. Faktisk føles det som om, at de alle besidder én af blot to indstillinger: "Tokyo Drift" og "lige-ud-eller-ingenting".
Man får faktisk lyst til slet ikke at køre, når det er så svært at nyde fornemmelsen af at drøne igennem landskabet. Dog byder det på ekstremt komiske øjeblikke, som amplificeres i selskab med venner. Måske går det lige op i sidste ende? Ved nærmere eftertanke; nej. Det bliver forhåbentlig fikset, således at man ikke frygter at skulle sætte sig i førersædet i en kilometerlang køretur.
Apropos kilometerlange køreture, så lader spillet til at være kæmpestort. Den lukkede beta gav dig adgang til én af hele 21 områder - og det føltes ret så grande i den ene provins man havde som prøvesmagning. Det tegner godt, men der er nogle punkter der kan bringe lidt tvivl om den overordnede kvalitet af progression og indhold.
For det første, så er en åben verden både god og ond mod et spil som Wildlands. Områder er grandiøse og flotte, men når man begynder at grave ned i landsbyernes detaljer og variationen i de interaktive miljøer, så kan det virke meget "copy/paste" agtigt. Mange af bygningerne ligner sig selv, fjenderne varierer ikke meget i de faktioner vi mødte, og man har hurtigt prøvet køretøjerne af.
Dertil er der det faktum, at din karakter kan stige i level, men kun via markering af diverse tønder, paller og andet stads, som lejlighedsvist dukker op i missioner, fjendernes lejre og langs vejene.
Det føles hurtigt som en byrde at skulle løbe hen til disse, og selvom de er fint placeret i områder af en vis interesse, så er det stadig ikke det fedeste.
Men de ting som Wildlands gør godt, er faktisk rigtigt godt. De fleste våben føles lækre, og de har alle en vis tyngde som gør, at man nærmest glæder sig til at affyre nogle skud afsted mod intetanende mål. Om du er til sniper-rifler, store geværer eller lyddæmpede SMG'er, er der noget for enhver situation og smag.
Gadgets er der heller ikke mangel på, og udover din trofaste drone, der bruges til at spejde fremad og markere fjender, er der også diverse ting som faldskærme, air drops og rebelske støtte-styrker som man kan gøre brug af. Det åbner op for frie tilgange til missioner, og det gør oplevelsen den tand mere Ghost Recon agtig.
Overordnet set, så er Wildlands lidt hvad du selv gør det til. Når man infiltrerer en fjendtlig narkobule der består af en mark og en håndfuld bygninger, så er der noget magisk over det, at snige sig ud fra buskadset og eliminere alle trusler på egen hånd.
Desværre føles det som meget af det samme, men Ubisoft har en måned til at polere og gøre ved. Forhåbentlig ved de hvad der skal tages fat på, og hvad der fungerer rigtigt godt. Heldigvis er det Ghost Recon, og heldigvis er der stadig masser af sjov at finde i selskab med spillet.
