Artikel top billede

(Foto: Mikael Rieck)

Vinder af Årets CIO 2017: Her er Danmarks bedste CIO

Årets CIO 2017: Torben Kjær. CIO i Rambøll, vinder prisen som Danmarks bedste CIO, Årets CIO 2017, foran et meget stærkt felt af danske top-CIO'er. Se her, hvad der gør, at han er den bedste i Danmark lige nu.

Danmarks bedste CIO netop nu hedder Torben Kjær, og han er CIO i Rambøll.

Torben Kjær modtog torsdag aften den prestigefyldte pris til et stort anlagt arrangement på restaurant Mielcke og Hurtigkarl i Frederiksberg Have med deltagelse af en række af de tungeste it-folk i Danmark.

Torben Kjær, der er økonom af uddannelse, har i de seneste år transformeret Rambøll fra at være noget af en it-mæssig rodebutik til at være helt strømlinet, skalerbar og klar til vækst på globalt plan.

I begrundelsen peger dommerpanelet på, at det havde valgt Torben Kjær som Årets CIO 2017, fordi han har ‘sprængt rammerne for, hvordan en succesfuld dansk CIO ser ud.'

"På få år har Torben Kjær løftet et fragmenteret it-miljø og gjort det til en ægte global it-organisation. Undervejs har han etableret fælles platforme, reduceret omkostningerne år for år, skabt køreplaner for opkøb og skabt en arbejdsglæde, som har gjort medarbejderomsætningen til en af de laveste i Rambøll-koncernen," lød det fra Computerworlds chefredaktør, Lars Jacobsens, på juryens vegne.

Hertil peger dommerpanelet på, at Torben Kjær undervejs i hele processen har fungeret som rådgiver for Rambølls forretningsområder.

Her har han "opdraget, udfordret og faciliteret diskussionerne på en måde, så digitalisering hele tiden har været på dagsordenen," hedder det.

Du kan læse stort interview med Torben Kjær her: Torben Kjær har som CIO i Rambøll skrottet næsten alle it-systemer i koncernen: "Vi er gået fra at være 10-12 organisationer til at blive én".

Torben Kjær er i Rambøll ansvarlig for strategisk it, digitalisering og innovation med fokus på at udvikle nye løsninger og services og sikre, at eksisterende systemer og processer bliver løbende forbedret.

"Det havde jeg selvfølgelig håbet på, men det var et meget stærkt felt, og jeg er meget stolt over at kunne fortælle en god historie, som vi har arbejdet meget hårdt på i Rambøll," sagde Torben Kjær efter modtagelsen.

Han slog på målstregen de øvrige fire nominerede til titlen, nemlig Kræn Østergaard Nielsen (Coop), Kenneth Messerschmidt (TopToy), Claus Thomsen (Lundbeck) og Torben Fabrin (Arla).

De fire kan dog trøste sig med, at de fortsat er blandt de fem bedste CIO'er i Danmark lige nu og altså dermed et skridt foran langt de fleste it-chefer i landet i innovativ brug af digitalisering til at forbedre deres forretninger - både ud fra praktiske og strategiske vinkler.

Det kan du læse mere om her: Danmarks fem bedste CIO'er har en vigtig ting til fælles: Præcision.

Her er juryens begrundelse for at vælge Torben Kjær som Årets CIO 2017

"Torben Kjær er Årets CIO 2017, fordi han både har udfyldt og sprængt rammerne for hvordan en succesfuld dansk CIO ser ud.

På få år har Torben Kjær løftet et fragmenteret it-miljø og gjort det til en ægte global it-organisation. Undervejs har han etableret fælles platforme, reduceret omkostningerne år for år, skabt it-køreplaner for forretningens opkøb og skabt en arbejdsglæde, som har gjort medarbejderomsætningen til en af de laveste i Rambøll-koncernen.

Undervejs har Torben Kjær fungeret som rådgiver for Rambølls forretningsområder, hvor han har opdraget, udfordret og faciliteret, så digitalisering altid er på dagsordenen. Hårdarbejdende og likeable er ordene, som forretningen bruger om Torben Kjærs indsats. Men de kunne også have tilføjet strategisk, kompetent og indsigtsfuld.

Samarbejdspartnerne i Rambølls forretningsled fremhæver især, hvordan Torben Kjær er god til at bygge en klar governance-struktur op, men samtidig er manden, som ikke er bange for at erkende, at samme governance kan slå ideer ihjel hvis ikke man passer. Og at der skal andre strukturer til for at sikre innovationen gode vilkår internt.

Derfor er opstartstankegangen, begreber som fail fast og opgaven med at præsentere Rambøll for anderledes tænkende en vigtig del af Torbens værktøjskasse.

Selvfølgelig er hygiejnefaktorer som styr på drift, omkostningsbevidsthed og gode lederegenskaber stadig afgørende. Men i en global virksomheder skal der i 2017 nok mere til. Dette mere er mere eventyrlyst, mere opstartstankegang, mere fail fast og mere viljen til at vove noget.

For Torben Kjær betydet det at vove, at han i foråret slap tøjlerne for den daglige ledelse af Rambølls globale it-afdeling. I stedet leder Torben Kjær nu et to-mands team, som arbejde direkte med at rådgive, udfordre facilitere den digitale transformation i Rambøll - med direkte reference til Rambølls CEO.

'Man bliver nødt til at vove noget' var hans svar, da vi i juryen spurgte om, hvordan det var at slippe tøjlerne for driften og kaste sig selv og sin stilling ind i digitaliseringen af hele Rambøll.

Men faktum er, at det er en unik position, som Torben Kjær ikke er kommet sovende til. Og han har da også vist, at han mestrer den klassiske drift i it-afdelingen. Derfor har ledelsen i Rambøll også taget deres bedste mand og sat ham i spidsen for digitaliseringen.

Det er modigt. Det er fremsynet. Og det er blandt andet derfor at Torben Kjær er Årets CIO 2017."

Læs interview med alle de nominerede

Kræn Østergaard Nielsen, Coop


Coop's CTO er nu koncerndirektør: "Det gamle Coop IT råbte og skreg, men blev ikke taget alvorligt i forretningen. Det er blandt andet derfor, at vi har skiftet navn til Coop Teknologi"
Før Kræn Østergaard Nielsen kom til Coop hed it-afdelingen Coop IT. Nu hedder den Coop Teknologi og er med til at reformere hele den over 120 år gamle andelsforening.

Kenneth Messerschmidt, TopToy


CIO i TopToy mærker nye vinde blæse: "Børnene er i dag meget mere digitale end før, og det er en af de tendenser, der i øjeblikket har størst indvirkning på os"
Når julehandlen skydes i gang, skal tungen holdes lige i munden, når man er CIO i legetøjsbranchen. For et enkelt fejltrin kan være kostbart, lyder det fra Kenneth Messerschmidt fra Top-Top, der er nomineret til Årets CIO

Claus Thomsen, Lundbeck


Lundbecks CIO har trimmet it-afdelingen og skåret masser af stillinger væk: "Teknologi skal understøtte produktet - ikke være produktet"
undbeck har gennem de seneste to år vendt op og ned på it-afdelingen, der er blevet effektiviseret for hundredevis af millioner. Ifølge CIO Claus Thomsen er digitalisering slet ikke en selvfølge i medicinalindustrien.

Torben Fabrin, Arla


CIO i Arla: Sådan henter vi millioner på bundlinjen ved hjælp af algoritmer og dataanalyser
Torben Fabrin står i spidsen for en it-organisation med 220 medarbejdere, der effektiviserer og digitaliserer mejerikoncernen Arla Foods. Det handler om masser af digitale eksperimenter og agilitet, fortæller han i dette interview.

Torben Kjær, Rambøll


Torben Kjær har som CIO i Rambøll skrottet næsten alle it-systemer i koncernen: "Vi er gået fra at være 10-12 organisationer til at blive én
Torben Kjær har på fem år flyttet Rambøll fra at være en it-mæssig rodebutik til at være globalt strømlinet. Nu har han skiftet rollen som CIO med ansvar for 200 medarbejdere og it-driften ud med strategisk ansvar og krystalkugle.