Det er tvivlsomt at H.P. Lovecraft nogensinde havde turdet tro på at hans gyser-historier om Cthulhu, lang tid efter han selv var gået bort, skulle komme til at inspirere millioner af fans og populære medier.
Ikke desto mindre har de originale fortællinger dannet grobund for monster og gyser-historier i en masse forskellige former og størrelser, og det gælder også det seneste spileventyr fra Thunder Lotus Games.
Mini-udvikleren, der tidligere har forsøgt sig med en spilfortolkning af nordisk mytologi i form af rollespillet Jotun, har dog ikke kun skiftet den tematiske baggrund men også genren. Således er der denne gang tale om et actionspil i 2D, hvor alt dog ikke nødvendigvis er, som det først ser ud.
Med kontrollen over den nærmest ubeskrevne heltinde Eshe, sendes man således af sted i en ukendt undergrundsverden, der som en anden labyrint kræver, at man undersøger alle dens afkroge for at finde vejen frem.
Der spilles dog ikke med helt rene regler, for hver gang man starter forfra, flytter spillet automatisk rundt på dele af baneopbygningen, således at man på ny må udforske sig frem.
For at man ikke skal starte komplet forfra hver gang, befinder særligt vigtige punkter sig altid på det samme sted, og det er ligeledes muligt at låse op for smutveje, der kan gøre progressionen hurtigere.
Vidste man ikke bedre, ville man inden for de første minutter kunne forledes til at tro at her var tale om et stilfærdigt platformspil med udforskning i fokus, men den slags tankegang bliver på voldsom vis afbrudt første gang lydbilledet rives itu af den sirene, der indikerer at en horde fjender er på vej.
Fjendernes frygtindgydende former og kuldegys-fremkaldende skrig er blot et af de steder hvor udvikleren synes at have lånt fra Lovecrafts fantasti. Faktisk bliver det hurtigt til et højdepunkt at støde på nye fjender, for størstedelen af dem er ret originale i forhold til, hvad man ellers normalt bliver budt på i spilregi.
Besejrede fjender efterlader forventeligt erfaringspoints, som først efter at Eshe’s livsenergi endegyldigt er rendt ud, kan veksles til mere styrke, helbred eller særligt potente bonusser. Det er med andre ord udviklerens måde at holde gang i kedlen på, for hver genstart er i teorien et nyt spil, hvor du dog hver gang er lidt mere robust end sidst.
Selv om der er tale om en god ide, er udførslen dog desværre ikke lige så elegant som man kunne have håbet på.
Din fremfærd i eventyret har således en tendens til at blive stoppet når spillet ønsker det, og ikke når det pacing-mæssigt giver mening. Således sendes horder af fjender efter Eshe, på nærmest tilfældige tidspunkter. Da de, i modsætning til heltinden selv, har mulighed for at skyde gennem mure og vægge, angribe fra vinkler hvor man ikke kan se dem, samt ofte optræder i hobetal, synes det hele en smule urimeligt.
En måde at balancere dette på, havde været at give Eshe adgang til et robust kampsystem med et væld af forskellige muligheder eller en dybde der havde holdt det hele friskt, men det finder man ikke her. I stedet bør man hurtigst mulig mestre de basale undvigelses-manøvrer, samt gøre klar til at hamre løs på slagknappen.
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at den slags alt for hurtigt bliver trivielt, og det er en virkelig stor skam, fordi der ikke skulle have været gjort meget for at gøre det hele så meget mere fornøjeligt.
Ligeledes bliver det konstant ommøblerende banesystem i højere grad en hæmsko end en original løsning, for omgivelserne er ganske simpelt ikke varierede nok, hvilket bliver udpenslet, når man konstant bliver bedt om at bruge ekstra lang tid på dem, fordi man ikke kender vejen frem.
På det grafiske er det paradoksalt at fjenderne og dele af omgivelserne kan være så smukke og velanimerede, mens dele af de baner man bliver bedt om at krydse gang på gang, nærmest er udmagrede for liv.
Der skal ikke herske nogen tvivl, om hvor godt Sundered som helhed kunne have været, for i enkelte momenter er det som om alt fungerer fuldstændigt som udvikleren havde ønsket det.
Oftest kommer dette til udtryk i kampene mod de gigantiske boss-fjender, der størrelsesmæssigt får Eshe til at ligne en myg i kamp med en elefant. Disse fjender er fabelagtigt designedes og animeret, og frygtindgydende på en måde som ville have gjort Lovecraft stolt.
Ikke kun kræver eventyret her at du har fuld kontrol over heltinden og hurtigt kan aflure en strategi, det viser sig også fra som smukkeste, bedste animerede og mest uhyggelige side, når mastodonterne forsøger hurtigst mulig at gøre det af med den diminutive heltinde.
Sundered er tydeligvis lavet af en udvikler med en masse gode ideer og intentioner, men desværre er lever det samlede eventyr ikke helt op til potentialet. Der findes allerede andre titler der gør mange af de samme ting som Sundered, og medmindre udvikleren i fremtiden tager sig tiden til at genoverveje nogle af dets største problemer, er det svært ikke i højere grad at anbefale en af konkurrenterne.
Læs også: Anmeldelse: Switch-versionen af Mario Kart byder på få nyheder, men er stadig fantastisk