Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
“God fredag, og må jeres drone være med jer”.
- Dave Allen, irsk humorist, med en kort langfinger.
Ja ja, det var måske en anelse plat. Undskyld.
Denne skønne fredag, den første i oktober, skal vi have det sjovt med følgende emner:
● Dronedræberen og Zelenskyi.
● Miracle Security og den globale terrortrussel mod mikrobryggerier.
● En helt ny måde at stamme på. Ikke stemme. Stamme.
● Dronegate, fortsat.
● Russisk besættelse af Christiansø.
● BREAKING! Dansk IT siger noget klogt!
● Hvad så med IT-sikkerheden?
● Larry Ellison har endelig fået indflydelse.
Og som nogle af jer måske bemærkede, så er AI-indholdet flyttet over i en separat klumme kaldet AI Lab, og nummer 7 udkommer på onsdag. Nummer 6 er her, og hvis jeg skal påpege én detalje, så er det, at en af mine venner, der skriver krimier, testede “efterlign min skrivestil”-prompten - og det virkede.
Den skrev præcist som ham.
Til sagen:
Kørte Dronedræberen og Zelenskyi sammen?
Ups ups.. ”Drone-dræberen” (den dér med en kuppel på taget) har påkørt (rygter fra kilder i Politiet torsdag eftermiddag/aften) Zelenskyjs kortege.
Totalt forståeligt: Hvis man kigger efter droner oppe i luften – så kan man ikke samtidig kigge til alle sider.
Alarm! Alarm! (Vi mangler Miracle Security)
Miracle Security blev skabt i de glade Miracle-dage af en helvedes masse dedikerede mænd og kvinder, mange med en særlig baggrund i militæret og andre steder, med det eksplicitte formål at forhindre terrorangreb på mikrobryggerier globalt.
Det var en stor, reelt umulig, opgave, som blev løftet i flok og flot.
Der er næsten altid folk fra Miracle Security til stede, hvor det er ved at brænde på. De signalerer deres tilstedeværelse ved at bevæge grene og blade på buske og træer (I vil kunne se det alle vegne, nu, hvor I kender hemmeligheden), eller - i tilfælde af vindstille - ved at fløjte som en solsort. Eller lignende.
På den måde kan I altid forvisse jer om, at Miracle Security er til stede, og I kan føle jer trygge.
Ikke én eneste gang er et mikrobryggeri blevet angrebet af en terrorgruppe, siden vi stiftede Miracle Security.
Men de gode tider varer ikke for evigt, omend der IKKE, gentager: IKKE, er tale om et mikrobryggeri.
Det er stadig et sted, hvor der brygges øl, og det burde være ukrænkeligt. Tak til Jim, der gjorde mig opmærksom på det.
Det er jo frygtelig læsning.
Disse terrorister skal findes og nedkæmpes. Det er begivenheder som disse, der retfærdiggør, at vi ikke bare ændrer Forsvarsministeriet til at hedde Krigsministeriet, som slapsvansene i USA gør, men fortsætter direkte til det logisk rigtige Angrebsministeriet.
Ikke mere pis. Vore bryggerier er under angreb. Nok er nok.
Sprogligt kaos: En helt ny måde at stamme på
Jeg har bemærket, at mange af dem, der udtaler sig offentligt til podcast og lignende i disse år, er begyndt at stamme med vilje. Det er vildt irriterende at høre på, og det ser ud til at smitte.
Det er helt almindelige mennesker, uden et talehandicap, der gør det, og de vælger, når de skal sige noget, at sige ting som gør, at det er svært at afbryde dem eller kommentere.
Konkret bruger de en masse “men, men, men”, “og, og, og”, osv. i stedet for “men” eller “og” - indskudt for at udfylde, må man formode, noget, der burde have været tavshed eller eftertænksomhed.
Selve den kunst, det er blot at sige en sætning og dernæst en sætning mere, osv. er åbenbart ikke moderne kunst.
Her er et virkeligt godt eksempel, hvor både værten (JBO) og gæsten (en agtet økonom) gør det.
Hvis nogen har en forklaring på denne nye sprogmode, hvor man ikke mere orker at lave sammenhængende sætninger og bare tale rent og dansk, men hellere vil lege med en mærkelig, kunstig form for stamning, så er jeg lutter ører og øjne på mogensxy@gmail.com.
Drone-gate ad nauseam fortsat
Det er ikke tit, det sker i vores gennem-jyske land, hvor man altid liiige skal tage den lidt med ro, slå koldt vand i blodet og se, om det mon ikke går over af sig selv.
MEN ALLE, uanset job, status, alder, køn og ølsmag, som jeg har talt med, har været virkeligt, ægte forargede, forundrede og irriterede over den komplet manglende vilje til at gøre noget som helst, som alle myndigheder har udvist med hensyn til dronerne, der fes rundt over det hele.
Vores venner fra South Carolina, der besøger os i disse dage, er ligeså forundrede, omend de stadig tror, at man ikke bare render om hjørner med vikinger. De er meget høflige, de amerikanere.
En af mine venner har for eksempel overbevist sine to teenage-sønner om, at de skal søge ind i militæret, men de havde meget fornuftigt spurgt ham forleden, hvorfor de skulle gøre tjeneste i et forsvar, hvor man ikke må skyde på nogen, der angriber os?
Han (min ven) mumlede i telefonen, at man også altid tydeligt har kunnet se forskel på norske og danske vikinger i sagaerne. Jeg håber, athan for en gangs skyld vrøvler.
David Heinemeyer, en klog it-mand, der har boet i mange år i USA, blev spurgt for et stykke tid siden, hvad de største forskelle var på USA og Danmark, og det, som han bestemt ikke havde savnet ved Danmark og danskerne, var vores ubeslutsomhed. Av.
Og dronefarcen fortsætter jo, for fanden, både med de menneskelige af slagsen og de flyvende.
En pudsig, måske komisk, fællesnævner er militærfolks manglende evne til at sige andet end truismer og generaliseringer på et højt abstraktionsniveau.
Dette pseudo-snak er stukket helt af for dem i de sidste par årtier:
“Et antal kapaciteter indsat”, “kapable operatører”, osv. Ævle-bævle og snikke-snakke. De er tilsyneladende ude af stand til at sige noget konkret og/eller forståeligt.
Som de sagde i Weekendavisens Hans & Arne-podcast: “Forsvaret har altid brugt mærkelige ord. Og når de bruger almindelige ord, lægger de trykket et mærkeligt sted (ARtilleri)”.
Gad vide, om officererne også taler sådan til hinanden internt, og på én eller anden måde synes, at det er det fedeste?
Ligesom specialiserede akademikere med deres helt egne udtryk og indforståede tolkninger af almindelige ord, der gør det uforståeligt for rigtige mennesker?
“Sociologists invent words that mean industrial disease”, som Dire Straits sang.
I Danmark straffer man dem, der træffer beslutninger
Forestil jer, at russerne besætter Christiansø med en deling grønne mænd.
Hvad vil vi så gøre, udover at indkalde til endnu flere møder, udstede talrige erklæringer og skrive lange ting på Facebook uden indhold (se næste afsnit)?
Nå ja, og skynde os at bede om hjælp fra de andre i Nato…det kunne jo tænkes, at de havde det nødvendige grej, for vi har det ikke.
Vi sukker - kollektivt, som nation - efter folk, der bare - please! - gider og tør træffe beslutninger i disse år, men når nogen ind imellem gør det, så forfølger vi dem resten af deres liv, gør nar af dem, kræver dem straffet, osv.
Et eksempel, som jeg personligt finder dybt pinligt for nationen, og hvor det er mest populært i Folkedybet at mene noget helt andet, er Mette Frederiksens korrekte beslutning om nedlukning af minkene.
Minkavlerne løj i de dage bevidst over for myndighederne om deres klart ulovlige deling af Baltikum-medhjælpere, hvilket forårsagede spredningen af smitten på 50 km (og ud af sikkerheds-zonerne man havde etableret) på én nat.
Myndighederne prøvede virkeligt at finde ud af, hvordan det var sket. Måger? Rotter? Nope, ikke, når det var 50 km.
Og minkavlerne fastholdt deres lodrette løgn.
På det tidspunkt og under de omstændigheder var der kun én beslutning, jeg ville have taget, nemlig den samme som Mette og rådgiverne tog.
Jeg sad på det tidspunkt i Corona-hotlinen i Jonstrup-lejren, og man anede ikke, hvad der skete, og hvordan den ukendte, nye sygdom kunne sprede sig. Sikkerhed først er et rigtigt godt princip i den slags situationer.
Siden har INGEN taget dem, der løj, og dermed skabte en kæmpe krise og en ret stor regning for os andre - en krise, som de selv bliver rige af - i kraven og krævet dem sat for en rigsret eller bare en dommer. Eller bare bedt om en forklaring.
Derimod forfølger man Barbara Bertelsen, som, ved at råbe rigtigt højt, trods alt formåede de uendeligt træge embedsmænd - Brostrøm og Mølbak legede da især Admiralen på Pinafore - og Mette Frederiksen, der jo ikke er dummere end et menneske og vidste, at det var en nødvendig risiko, hun løb.
Igen og igen straffer vi folk, som tager en (i dette tilfælde korrekt, men det er ikke pointen) beslutning.
Vi holder os dermed selv dumme og fastholder en nul-fejls-kultur med en kombination af pøbel og presse. Hvorefter vi brokker os over, at ingen tør tage beslutninger. Men det er vores egen skyld. Tøhø.
Hvis Churchill havde været dansker, havde han aldrig fået overtalt os til at gøre modstand mod tyskerne. Tænk, hvis de fandt på at bombe os.
Den gamle Computerworld-redacteur, Lars, skrev først en god leder om dronerne, der blandt andet indeholdt denne sjove sætning:
"Erfaringen fra FE's nu lukkede sensornetværk viser, at hemmelige systemer uden reel åben værdi for civilsamfundet ikke er nok.”
Fangede I den? “...FE’s nu lukkede sensornetværk…” - njah, det var jo HELT lukket fra starten 🙂.
Dernæst skrev han en anden god leder om det, som vi har lært af drone-gate.
Det er bemærkelsesværdigt, at redaktøren for Computerworld har de bedste analyser af hele situationen, mens de “rigtige” nyhedsmedier ikke magter eller orker at stille de rigtige spørgsmål og gøre de rette konklusioner.
Big smoke, no fire - hilsen fra en minister
Lad os slutte drone-afsnittet for denne gang med en inspirerende Facebook-perle fra en siddende minister.
Man fornemmer SÅ tydeligt, at NU sker der noget, ikke? Ikke? Hør blot:
"Droner over danske lufthavne skal ikke få os til at ryste på hånden - tværtimod skal vi stå fast, styrke vores forsvar og fortsætte støtten til Ukraine.
Vi har netop set Rusland krænke både Polens og Rumæniens luftrum - og de seneste dages droneflyvninger over København og Aalborg lufthavne minder os om alvoren i den situation, Europa står i.
Jeg ved godt, hvad i alle tænker om, hvem der står bag. Jeg tænker det også selv.
Derfor er det en topprioritet for det danske EU-formandskab, at Europa bliver i stand til at forsvare sig selv:
👉 Vi skal have en konkret køreplan for, hvordan Europa kan stå på egne ben forsvarsmæssigt senest i 2030.
👉 Hele Europa skal investere langt mere i vores fælles forsvar.
👉 Vi skal samarbejde langt mere – med fælles standarder og fælles indkøb, så vi kan købe mere og billigere og få mere ud af hver krone.
👉 Reglerne på forsvarsområdet skal forenkles og ensrettes, så det bliver nemmere for forsvarsmateriel at krydse grænser.
👉 Og vi skal fortsætte den massive støtte til Ukraine, som lige nu kæmper med alt, hvad de har, for at holde russerne tilbage.
Vores fjender ønsker, at vi tøver. Men det kommer aldrig til at ske.
God weekend til jer alle ❤️"
Gud bevare Danmark, hvis den slags tomgangs-snak er alt, hvad vore ministre kan præstere. Måske bruger de ChatGPT, men det er nok ikke engang nødvendigt.
BREAKING! Dansk IT siger noget klogt
“Sådan risikerer nulfejlskultur og særinteresser at blokere digitaliseringen | Her er 9 grunde til, at Danmark er blevet for komplekst”
Det var overskriften fra Dansk IT efter en faglig dag, og de tilføjer:
"Nulfejlskultur, overdreven hensyntagen til særinteresser og for meget lovgivningsarbejde bag lukkede døre er nogle af årsagerne til den stigende kompleksitet i den offentlige sektor, og det slider på sammenhængskraften.
Sådan lyder det fra gruppen af topledere, eksperter, forskere og tidligere politikere, der er med i Dansk IT's Innovationsforum Samfundskompleksitet. I sidste uge afholdt gruppen sin anden workshop med fokus på løsning af ni centrale politiske problemstillinger.
"Vi kan ikke blive ved med at indføre kompliceret sektorlovgivning, hver gang vi støder på et nyt problem. Så ender vi med at indrette vores samfund på måder, som ingen længere kan overskue, og som er utrolig vanskelige at digitalisere. Det gør os langsommere, dræner statskassen for milliarder og skaber grobund for mistillid til vores demokrati og velfærdssamfund."
Det mener Ejvind Jørgensen og Peter Pietras, hhv. formand for og medlem af Dansk IT's udvalg for it i den offentlige sektor og initiativtagere til Innovationsforum Samfundskompleksitet."
Godt brølt, løver.
Hvad så med it-sikkerheden
Alle vi i it-branchen skal i det hele taget ikke komme for godt i gang med at fnise af den totale mangel på handling i det offentlige.
At kalde it-sikkerhed for alt muligt fancy a la it-governance, data-governance og cybersikkerhed, etablere et utal af nye jobs indenfor disse kategorier (der besættes med folk uden baggrund eller interesse), hyre konsulenter i spandevis og dernæst få skrevet MANGE ting til hinanden og andre ligesindede i ledelser og styrelser i Word og Excel, har forbløffende nok IKKE hævet sikkerheden, som I kan se dokumenteret her.
Når man en dag afholder VM i Governance og ikke-aktive pseudo-tiltag, der ligner handling, så står vi stærkt.
Eller hvad med at afholde VM i papirflyvere mod droner?
Retfærdigvis skal det siges, at der også sker noget godt hist og pist.
Netværkssegmentering er i gang hos vigtige private aktører (aka kritisk infrastruktur), hos Statens It og måske endda hos Politiet, militæret og Skat.
Huawei-grej skiftes hist og pist. Adgangskontrol dukker op hist og pist.
Jeg har endda hørt om et vigtigt kontrolrum, hvor der nu sættes pullerter op, der kan stoppe selv tunge køretøjer
Men det sker med en hastighed, der får gletchere til at ligne Nicki Lauda.
Larry Ellison har fået indflydelse
Mit gamle moderskib, Oracle, kaldes “Verdens kedeligste virksomhed” i den seneste Prompt-podcast.
Andre har for nogle år siden udtalt, at Oracle er lige så sexet som WordPerfect, det vil sige. at fire procent af de adspurgte vidste, hvad det var.
Men nu skal jeg da love for, at der sker noget.
Oracle’s boss, Larry, og hans søn, hygger sig med deres nye ven, Trump, og køber dele af TikTok, lover flere datacentre, indgår aftaler med OpenAI og fører sig i det hele taget frem på imponerende vis.
Det minder i dén grad om de glade oligark-dage i Rusland, hvor de - hvis de var gode venner med Putin - kunne købe hele gasnetværket for to rubler og så ellers gå i gang med at skovle penge ind.
Larry var endda verdens rigeste mand i et par dage, og han har måske pustet nyt liv i Oracle ved at satse på AI-datacentre.
Hvordan han kan få sig selv til at lyve og fedte for Trump ved jeg ikke, men nogle gange mindes jeg det gamle, kinesiske ordsprog om, at der bag enhver formue ligger en forbrydelse.
Det positive er, at så kan vi da ikke påstå, at der er begået ret mange forbrydelser i Danmarks it-landskab 🙂.
Det var dét. Vi må se, om franskmændene vitterligt har fanget det skib, der stod bag alle drone-hændelserne. Vi må se, om en minister på et tidspunkt siger noget forståeligt. Vi må se, om Forsvaret er i stand til at tale dansk i stedet for floskelfyldt Powerpoint’sk. Vi må se. Skriv meget gerne til mig på mogensxy@gmail.com med gode råd til at gøre ministre, militærets top og andre beslutsomme. Danmark har brug for det. Tror jeg. God weekend. Træf nogle gedigne beslutninger.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.