Fremtiden er ikke et rart sted at være hvis man skal tro Ruiner, for ganske ligesom de fleste andre fortællinger der forsigtigt dypper fødderne i cyberpunk-genren, lugter det hele også her af et afbrændt samfund, kørt i sænk af overforbrug og uden særligt meget håb tilbage.
Alt og alle er blevet sammensmeltet af teknologiske dimser, og jagten på fremskridt har medført at implantater og tekniske modificeringer har gjort størstedelen af befolkningen til en slags cyborgs nærmest fra dag til dag.
Intet af dette bliver beskrevet med særligt mange ord i Ruiner, for det er der ikke tid til. Men det billede der bliver tegnet via omgivelserne og det galleri af personligheder man møder på sin færd, lader der ikke være den store tvivl om at dette tematisk er et vellykket sammenkog af flere af de bedste cyberpunk-inspirationer fra både bog- og filmverdenen.
Alt det er dog ikke noget der bekymrer den kontrollerbare antihelt i Ruiner. Iført læderjakke og en slags motorcykelhjem med et LED-display som visir, kommunikerer vedkommende udelukkende via de budskaber der løbende sendes over displayet på hans hjelm.
Manglen på kommunikation bør dog ikke bekymre nogen, for med en løst beskrevet baggrundhistorie der resulterer i en blanding af redningsmission og revanche, er det der oftest blinker over antiheltens hjem et ganske simpelt og letforståeligt ”Kill, Kill, Kill”.
Det hele ses ovenfra og ned, hvilket betyder at overblikket sjældent mangler. Det betyder også at udvikleren ikke har sparet på udfordringen, og uanset om du vælger at gå i kamp med kombinationen af mus/keyboard eller controller, kan du godt forvente at skulle investere tid i spillets mekanikker.
Fjendestrømmen er hidsig, hvilket i sig selv kan være lidt af en udfordring når de eneste våben man starter med er et rusten stykke nedløbsrør og en pistol der er mindre effektiv end en Supersoaker. Bevægeligheden er derfor et af de vigtigste værktøjer, og kravene til dine reflekser er høje altererede fra den første mission.
Erfaringspoints åbner løbende op for nye evner, ligesom fjenderne også i højere grad begynder at tabe mere potente våben, der dog alle kun kan bruges et par få gange inden deres magasiner er tømte.
Man tvinges derfor konstant til at skifte arsenalet ud, og det holder både tempoet og udfordringen i vejret. Samtidigt venter der ekstra erfaringsbonus, der stiger i størrelse desto færre våben man gør brug af under særligt heftige kampe – en snedig detalje.
Når Ruiner alligevel ikke helt kommer op og blander sig med action-genres bedste, skyldes det delvist en lidt svingende sværhedsgrad og en kedelig mangel på variation. Værst er dog at spillet både i sit koncept og udførsel minder utroligt meget om Hotline Miami, der på det nærmest perfektionerede dette sidekapitel af actiongenren i første hug.
Ruiner er i sin spilbarhed ikke lige så skarp og ”lige et forsøg mere”-fængende, som Dennaton Games Miami-farvede actionbrag, hvilket går ud over holdbarheden.
Det gør dog bestemt ikke Ruiner nogen skade at det stilistisk er et af de skarpeste spil vi har set i år. Variationen kunne bestemt godt have været større, men designet af de områder man bevæger sig rundt i er lækkert, og antihelt-hovedpersonen så fabelagtigt lækkert sat sammen at man næsten ikke kan vente med at se hvad udvikleren bag, finder på som det næste.
Der er masser at komme efter i Ruiner, hvis man har mod på et stilet, udfordrende actionspil, hvor kravet til reflekserne er høje, og udfordringen aldrig er mere overkommelig, at man altid føler, man har en chance.
Ganske vist er den basale spilbarhed set skarpere andetsteds, men fænger cyberpunk-temaet mere end udkogte cocktail-farver, er det her et solidt sted at bruge sine penge.
Læs også: Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk
