For otte-ni år siden sagde jeg farvel til livet, da jeg var ved at drukne lidt nord for Sejerø.
Min far har den gamle fyrmesterbolig på spidsen af Sejerø. Min far, hans kone, min ekskone og vores to børn var derovre for at holde påskeferie.
Jeg var ude at kitesurfe, og vandet var omkring to grader varmt. Jeg havde været ude på vandet i tre timer, det blæste, og det var fedt.
Jeg har sejlet hele mit liv og var en af de første i Danmark, der startede med at kitesurfe, så jeg er rigtig god til det.
På et tidspunkt udfører jeg et hop, men boardet ryger væk fra mig.
Samtidigt løjer vinden, og jeg kan ikke komme tilbage til mit board, der er drevet væk fra mig.
Jeg er en kilometer fra kysten, så jeg prøver at svømme ind til land, men mine fødder bliver viklet ind i linerne.
Jeg har været ude på vandet alt for længe på det her tidspunkt, og vandet er koldt, så min krop begynder at gå i kramper.
Jeg ligger langt fra land, og der er ingen, der kan se mig. Til sidst opgiver jeg.
Jeg lægger mig på ryggen, og mit ben bliver ved med at gå i krampe. Jeg ligger og kigger op på himlen, og så tænker jeg: “Fuck, det var dét liv. Jeg kommer aldrig til at se mine to børn igen.”
Jeg ved, at jeg ikke kan mere. Jeg ligger og kigger op mod skyerne og ved, at ingen finder mig. Jeg vil besvime og drukne. Sådan vil det blive.
Efter et stykke tid drejer jeg hovedet. Jeg kan se en lille mand, der vinker inde på land.
Jeg kan huske, at jeg håber, at det er min far. Det giver mig en eller anden form for fornyet energi.
Så jeg triller ned i vandet igen og svømmer over mod et sted, hvor der ligger et stenrev.
Jeg når hen til en af de sten, der er i revet, og derfra kan jeg vinke tilbage til manden inde på stranden. Håbet om, at det er min far, gør, at jeg i løbet af de næste tre kvarter kæmper mig vej tilbage på land, hvor jeg falder om.
Den hændelse har gjort, at jeg har en ret klar holdning til livet. Jeg vil kun lave ting, som jeg på en måde føler giver mening. Jeg vil ikke have et job, hvor jeg ikke føler, at jeg er det rigtige sted.
Mange har spurgt, hvordan jeg har energi og drive til at blive ved med at forsvare Atea, selv om der kommer sådan en kedelig sag [Atea-bestikkelsessagen, red].
Og det har jeg, fordi vi gør det rigtige. Når jeg så ser på sagen, så tænker jeg: "Væk med den”.
Det er få mennesker, det handler om, og jeg står med en virksomhed, der omsætter for næsten syv milliarder kroner, så der er masser at være stolt af.
Jeg har drevet den her virksomhed igennem denne krise og fået medarbejderne med igennem. Fortæl mig, hvem der ellers kunne gøre det i Danmark.“
Morten Felding
Administrerende direktør, Atea Danmark.
