En sjælden gang imellem støder man på en spil-oplevelse der overrasker på alle kanter og leder. Et godt eksempel på den slags var det første Darksiders der udkom hele vejen tilbage i 2010, og fortalte historien om Apokalypsens ryttere, kanaliseret gennem et actionspil der havde lånt glædeligt fra genrens bedste eksempler.
Til trods for at de på det tidspunkt aldrig havde udgivet et spil før, var modet hos udvikleren stort og ideerne veludførte.
Med lige dele komponenter lånt fra Zelda, Metroid og God of War, var det således lykkedes at sammensætte et action-eventyr der kvalitativt ikke lå langt fra sine inspirationskilder.
En efterfølger var nærmest garanteret. Ambitionerne var i anden omgang således skruet helt i vejret, i mens enhver tanke om at satse på det sikre var smidt for døren. Endnu engang formåede Vigil Games at overbevise med et fornøjeligt action-eventyr der havde styr på detaljerne og var fyldt med indhold, hemmeligheder og en interessant historie.
Med dette i tankerne havde det således været naturligt at forvente, at seriens tredje kapitel ville være det mest ambitiøse til dato, men sådan forholder det sig desværre ikke.
Udgiveren gik konkurs
Kort tid efter udgivelsen af Darksiders 2 gik udgiveren således konkurs, mens Vigil Games blev opløst og de mange udviklere måtte se sig om efter nyt arbejde.
Flere af dem valgte at slå sig sammen under et nyt navn, Gunfire Games, og trods at de endnu engang viser at de har hjertet på det rette sted med seriens tredje kapitel, er det også tydeligt at mærke at både de og branchen er et andet sted i dag.
Hovedpersonen er denne gang den tredje ridder af apokalypsen, Fury (hvor det tidligere var henholdsvis War og Death) der her er gengivet som en metal-pisk svingende heltinde, med iltert temperament og meget lidt tålmodighed.
Stilen er dog lagt lidt om. Hvor både det første og særligt det andet kapitel, satsede på store og til tider åbne verdner, er Fury’s historie fortalt gennem en meget mindre og mere kontrolleret verden, hvor der oftest kun er en rigtig vej frem.
Belønninger er der stadig at finde i form af forskellige bonusser, hvis man tager sig tiden til at kigge i banernes afkroge, men det er i mere begrænset format end tidligere.
Det hele er nogenlunde ligeligt fordelt mellem udforskning, platforms-action og kamp, men ikke alle komponenterne fungerer lige godt.
Kluntede bevægelser
Platformsekvenserne lider fra tid til anden under at Fury er en smule kluntet i sine bevægelser, hvilket betyder at man engang i mellem træder ved siden af i essentielle situationer, fordi det på det nærmeste virker som om figuren har sin egen mening om hvad hun skal. Resultat er flere sekvenser må gentages adskillige gange, før det hele makker ret.
Udforskningen er bedre og trods at verdenen som nævnt er blevet mindre, fodres lysten til at søge efter hemmeligheder stadig, grundet et snedigt opgraderingssystem som kun udbetaler sine bonusser til de som har taget sig tiden til engang i mellem at kigge det hele efter i sømmene.
Med kampsystemet har man denne gang forsøgt at flytte balancen en smule. Det har blandt andet betydet at det hele nu handler lige så meget om forsvar som angreb, uden at det dog nærmer sig noget som Dark Souls serien, som ellers i bred grad populariserede denne tilgang.
Samtidig er de offensive manøvrer også spredt over færre knapper end tidligere, hvilket man må formode er gjort for også at give finger-overskud til den defensive side af systemet.
De forskellige komponenter lider dog alle under at udvikleren har skruet ganske voldsomt op for sværhedsgraden, og desværre ikke på en måde hvor det virker som om det er blevet gjort for at fremprovokere en anden stil eller balance i forhold til forløberne.
Eksempelvis følger fjendernes styrkeniveau dig på alle tidspunkter, hvilket betyder at de også bliver stærkere hver gang dine egne evner forbedres. Som man har set det før i de fleste andre spil der også har benyttet sig af denne opsætning, betyder det at man hurtigt mister enhver motivation til at opgradere sin helt.
Blivere mere og mere frustreret
Bedre bliver det heller ikke af at selv de mindste fjender er i stand til at gøre enorm skade, hvis en parade for eksempel glipper og således skal man på alle tidspunkter holder tungen lige i munden, hvilket kunne have været en herlig oplevelse hvis resten af oplevelsen var tunet til den slags.
Sådan er det dog desværre ikke, og i stedet ender man derfor hurtigt med blot at blive mere og mere frustreret over at blive sendt tilbage til et tidligere startpunkt.
Retfærdighedsvist skal det siges at udvikleren siden udgivelsen har udsendt opdateringer, hvor man kan bruge et kampsystem mere lig det i de forrige spil, samtidigt med at man ikke længere bedes om at starte håbløst langt væk, hver gang man mister den sidste livsenergi.
Det kan alt sammen lyde lidt hårdt, men faktisk er Darksideres III trods kritikken ikke noget dårligt spil, for fungerende takter fra både gammeldags Zelda og God of War finder man her stadig.
På samme tid er det dog utvivlsomt en oplevelse som til virker til at være skruet sammen med flere restriktioner end tidligere, og det er ærgerligt når man før har oplevet hvad udvikleren er i stand til når tøjlerne bliver sluppet.
