Undertiden går det godt, når man kombinerer et stramt budget og en endnu mere stram tidsplan med en uoverskuelig organisation, en kendt svaghed i konstruktionen, en elendig beslutningsproces og en flok chefer og ingeniører, der ikke helt taler samme sprog.
Andre gange gør det ikke.
Når slutmålet desuden er et komplekst stykke maskineri, som sendes ud i verdensrummet med adskillige gange lydens hastighed på ryggen af knap 2.000 tons brændstof, så ender det alt for let helt galt.
På en råkold vintermorgen i januar 1986 eksploderer rumfærgen Challenger i femten kilometers højde, da en kritisk gummipakning svigter.
De syv ombordværende omkommer få sekunder efter, og op mod en femtedel af den amerikanske befolkning følger chokeret med i den livetransmittede opsendelse.
I den nyligt lancerede Netflix-dokumentar i fire dele – Challenger: The Final Flight – kommer man hele vejen rundt om katastrofen, der afstedkom en ekstremt kompleks undersøgelse og holdt de amerikanske rumfærger på jorden de følgende knap tre år.
Dokumentaren kommer omkring både de tekniske og organisatoriske elementer samt de dybt rørende menneskelige aspekter.
Man hører for eksempel besætningsmedlemmernes familie og venner fortælle om de afdøde. Herunder om gymnasielærer Christa McAuliffe, der var særligt udvalgt som den allerførste civilist i rummet.
Challenger: The Final Flight scorer 88% på kritikersitet Rotten Tomatoes, hvilket – kombineret med det grundlæggende ekstremt interessante emne – placerer den højt på undertegnedes liste over ting, der helt afgjort skal ses på en af de stadig mørkere efterårsaftener i den kommende tid.
Titel: Challenger: The Final Flight. Kan ses på Netflix
