Dansk komiker vil score millioner på Google

Den danske mester i stand up, Henrik Bruhn, lover danskerne guld og grønne skove i helsides annoncer i flere danske aviser. Med et hjemmelavet kursus mener han, at man kan score en timeløn på 600 kroner på Google. Selv går han efter at blive rig. Søgemaskineekspert advarer om, at man hurtigt kan tabe mere, end man tjener.

En række helsides annoncer i B.T., Ekstra Bladet, Urban, Metroxpress og Den Blå Avis forsøger for tiden at overbevise danskerne om utrolige indtjeningsmuligheder i søgemaskinen Google.

Annoncerne lover, at man ved at købe kurset "Adwords 101" for 995 kroner kan sikre sig selv en let indtjening på op mod 600 kroner i timen.

Bag konceptet står Henrik Bruhn, der i 2003 blev kåret som dansk mester i stand-up comedy. Nu mener han at have fundet en guldgrube i Googles annonceprogram.

5.000 Google-annoncer

Henrik Bruhn har selv forfattet omkring 5.000 rubrikannoncer til Google og har ud fra det udarbejdet materiale, som han håber på vil gøre ham rig.

- Jeg har opfundet et unikt system, der sikrer overskud. Der er en speciel måde, man kan skrive annoncen på, så det kun er interesserede, der køber, fortæller Henrik Bruhn.

Konceptet i Henrik Bruhns kursus er, at man melder sig som grossist hos forskellige annoncenetværk, hvor man får en kommission ved salg af produkter. Et eksempel kunne være flyselskaber, som giver penge til folk, der skaffer kunder.

Herefter køber man annoncer i Googles populære Adwords-program, så man via Google skaffer kunder til flyselskabet og dermed får sin kommission.

Den store indtjeningsmulighed ligger i at få indtægterne fra kommission til at overstige udgifterne til Google, og det er ikke et simpelt regnestykke, mener Rasmus Sørensen, der til daglig beskæftiger sig med søgemaskineoptimering og Google-annoncering i firmaet Notabene.

Han advarer mod Henrik Bruhns annonce-løfter om, at man kan tjene op mod 600 kroner i timen med systemet.

- Det kan løbe løbsk, og man kan hurtigt blive en fattig mand af det. Man kan lige så vel få brugt pengene på ingenting, for man er oppe mod professionelle virksomheder, som gør det her hver dag, mener Rasmus Sørensen.

Han sammenligner det med aktiehandel, hvor det gælder om at købe billigt og sælge dyrt. Problemet er, at man ikke kender salgsprisen.

- Google skal nok få sine penge, så du kan lynhurtigt komme til at bruge en masse penge uden at tjene noget i den anden ende. En ting er at købe trafik, noget andet er at konvertere det til kommissionsindtægter, siger Rasmus Sørensen.

Han nævner som eksempel, at mange søgeord inden for rejsebranchen nemt koster tre-fire kroner hos Google, mens flyselskaber som Sterling og Easyjet måske giver 50 til 100 kroner i kommission.

Det betyder, at man som minimum skal formidle salget af en flybillet ved et ud af 15 til 25 klik, hvis man skal undgå ligefrem at tabe penge.

Afviser kritikken

Henrik Bruhn mener, at det er en let sag, hvis man følger hans råd.

Ifølge avis-annoncen tjener han selv mellem 4.800 og 6.000 kroner om dagen ved at bruge metoden, og der ruller snildt over 1.400 kroner ind på bankbogen selv på dage, hvor han ikke er aktiv.

Han kalder samtidig branchen for søgemaskineoptimering skrigende inkompetent og afviser dem, der stiller spørgsmålstegn ved hans metode.

- Du hilse dem fra mig og sige, at de må tage en tudekiks. For vi er altså nogen, der har tjent penge på det her i årevis, siger Henrik Bruhn.

Ifølge ham har han købt avisannoncerne med stor rabat, fordi han er slået til i sidste øjeblik. Den samlede regning løber derfor kun op på knap 80.000 kroner, selvom listepriserne er langt højere.

I avisannoncerne understreges det, at der kun er 50 kurser til salg, fordi der ydes personlig telefonsupport, men Henrik Bruhn fortæller, at det reelt snarere er 200.

Amerikansk version skal give guld

Samtidig siger han, at han ikke bekymrer sig om overskud. Det danske kursus skal derimod udvikle sig til en amerikansk version, som Henrik Bruhn har store forhåbninger til.

- Det bliver en samlet pakke, der skal komme på amerikansk, og jeg har en forudbestilling på 500 styk. Når jeg er færdig med at udvikle det hele, ligger der en kvart million dollar og venter på mig, mener han.

Håbet om de mange penge har dog ikke fået Henrik Bruhn til at droppe sin karriere som komiker, hvor han stadig tager ud til arrangementer.

Ifølge analysefirmaet Jupiter Research oplever markedet for betalte søgeresultater i år vækstrater på 63 procent. Jupiter forventer, at der i 2009 vil blive investeret 34 milliarder kroner i betalte søgeresultater.

Annonce

Event: Computerworld Summit 2027 - København

Digital transformation | København

Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 250 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i København viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

20. maj 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

IFS Danmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Gustav Olsen som Business Development Representative. Gustav skal især beskæftige sig med forretningsudvikling & identificering af muligheder med fokus på AI, automatisering og optimering af forretningsprocesser. Gustav kommer fra en stilling som Business Development Specialist hos SAP Danmark A/S. Gustav er uddannet Cand.merc Sales Management. Gustav har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling og salgsstrategi inden for ERP-teknologi. Nyt job

Gustav Olsen

IFS Danmark A/S

T-Systems har pr. 11. november 2026 ansat Henrik Fugmann som Industry Lead, Public Sector. Henrik skal især beskæftige sig med forretningsudvikling indenfor den offentlige sektor med fokus på digital suverænitet, herunder cloud, AI og sikkerhed. Henrik kommer fra en stilling som Business Director hos DXC Technology. Nyt job

Henrik Fugmann

T-Systems

Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

Anne-Sofie Andreasen

Elbek & Vejrup A/S