Den succesfulde spiludvikler Blizzard har for vane at tage sin tid om at udvikle deres spil, og med mantraet om at et spil først udgives ”when it’s done” har fans af deres eventyr, af flere omgange måtte vente i årevis på at se hvad udvikleren har formået at fremtrylle. Det er ganske givet ikke blevet bedre af at udvikleren på det sidste har haft travlt med at rydde op i en forkvaklet firmakultur, og det hav af forfærdelige historier der sidenhen er kommet frem fra tidligere ansatte.
Det er måske også forklaringen på at det er 10 år siden Blizzard sidst sendte alle dets fans på djævlejagt med Diablo III. Serien der om nogen definerede opskriften for det loot-drevne action-rollespil, hvor jagten på nyt magisk udstyr, fantastiske evner og djævlen selv, var hvad der drev millioner af spillere til at fortabe sig i det hele.
Udviklingen af Diablo 4 har på nuværende tidspunkt været i gang tre år, men ud over et par historiesekvenser og mikroskopiske scener fra selve spillet, har udvikleren holdt kortene særdeles tæt til kroppen. Til gengæld annoncerede de for nogle år tilbage at man havde startet udviklingen af et Diablo-eventyr til smartphones, hvilke blev modtaget lige omtrent lige så katastrofalt som man kunne have forventet af de mange fans der frygtede det værste for seriens fremtid.
Diablo Immortal er navnet på det mobile eventyr, der dog her kort tid før udgivelsen også blev annonceret til udgivelse på PC, hvilket er versionen denne anmeldelse er skrevet ud fra.
Allerede fra den første opstart af spillet arbejdes der hårdt for at fortælle at alt er som det altid har været i serien, og gammelkendte personligheder fra tidligere spil introduceres hurtigt, mens figurklasser og spilsystemer er som stjålet direkte fra Diablo III. Det er forståeligt, men også lidt kedeligt og overraskende når nu udviklingstiden burde have givet grobund for mere.
Heldigvis er der eksperimenteret lidt mere med opbygningen, hvor et konstant voksende udbud af mini-missioner, glidende multiplayer-funktioner hvor andre spillere mødes i spillets tilflugtssteder og nemt kan rekrutteres hvis man ønsker at uddele monster-bank i tag-team form, gør at det hele føles mere moderne end tidligere. Hvorvidt det nødvendigvis gør det hele sjovere er en anden diskussion, som måske skal genoptages igen når Diablo 4 engang udkommer, da det i høj grad virker som om mange af elementerne i Immortal er en slags åben beta for seriens senere udvikling.
En ting det nyeste djævle-eventyr gør bedre end tidligere kapitler, er den frekvente brug af stort opsatte, unikke missioner og kampe, hvor særlige fjender først mødes når man har tævet sig vej gennem deres tematiserede baner. Blizzard kaster i højere grad end tidligere om sig med mere varierede omgivelser, hvilket betyder at de efterfølgende kampe føles mere specielle.
Her stopper rosen dog også, for desværre er Diablo Immortal ganske frivilligt og med tilsyneladende stor glæde, hoppet direkte i den fælde som størstedelen af seriens fans frygtede første gang en mobil-version af serien blev offentliggjort: mikrotransaktioner.
Mulighederne for at forsøde spiloplevelse ved at punge ud for en gang digital valuta, er der allerede fra starten. Dog bør det siges at Diablo Immortal faktisk i lang tid gør et godt stykke arbejde i at lade alle og enhver få en forsmag for det hele, uden at man føler det nødvendigt at bruge penge på det.
De fleste som har brugt mere end de timer det kræver at gennemføre Diablo-seriens tidligere udgivelser, vil dog vide at gennemførelsen af selve historien blot er en slags forsmag på det rigtige spil, hvor unikke kombinationer af udstyr, evner og færdigheder åbner op for den egentlige dybde i spillet.
Sådan er det også i Diablo Immortal, men forskellen er her at man kan se frem til at skulle betale sig til det. Billigt bliver det ikke hvis man vil maksimere sin karakter fuldt ud, som Youtuberen Bellular fandt ud af, da han gik spillets systemer igennem og endte på en pris der lød på $110,000 pr karakter.
Købsklare bonusser gør således at chancerne for at besejrede fjender taber unikt udstyr er langt større end normalt, og uden dette er der ikke megen grund til at spille videre efter de første 6 timers spil. Den slags har man set i massevis af spil før, men det der her er så forbløffende, er at Blizzard som sådan ikke engang forsøger at ligge skjul på, hvor enorm forskellen er mellem de der betaler får at opleve, sammenlignet med de der blot ønsker at prøve det hele gratis.
Systemet er nærmest ubegribeligt grisk sat sammen, og det er hovedrystende at den erfarende udvikler eksempelvis ikke i højere grad har kigget på en af deres største konkurrenter, Path of Exile, der siden 2013 har formået at tilbyde en fuldstændig gratis oplevelse uden indbyggede hæmsko.
Diablo: Immortal ender derfor som endnu et spil i den bunke af udgivelser, der kunne have været gode eller ligefrem fremragende, hvis ikke det havde været fordi at hele fundamentet havde været bygget med ønsket om konstant at klemme så mange kroner og ører ud af spilleren som muligt.
