Spørgsmålene var mange da Nintendo første gang fortalte at de var i gang med at arbejde på deres egen variant af skydespils-genren. Naturligvis var det ikke gået den japanske gigant forbi at Call of Duty-serien havde siddet godt på toppen af salgslisterne, men lige præcis et konkurrencefyldt skydespil virkede tematisk som meget fjernt fra det man normalt kender fra Nintendo.
Det hele gav dog mening ved udgivelsen af Splatoon, for naturligvis havde Mario-firmaet igen brygget deres helt egen variant af genren, der med et væld af originale ideer, kulørt grafik og masser af personlighed, adskilte sig markant fra alt andet på markedet.
Helt lige så meget nytænkning var der ikke at finde i efterfølgeren, hvor det i stedet virkede som om der var blevet arbejdet på at fintune de oprindelige ideer. Netop derfor er det også en glædelige overraskelse at det tredje og nyeste spil i serien, både formår at byde på nye ideer, samt seriens skarpeste spilbarhed til dato.
Har man ikke tidligere forsøgt sig med Splatoon-serien, kan det være en fordel at vide at der er tale om et skydespil fra tredjepersons-perspektiv, hvor ammunitionen er maling, og våbnene alle er nogen der kan sprede denne på forskellig vis.
Man har på alle tidspunkter en begrænset beholdning af maling, men ved dykke ned i de maling klatter man skyder på fjender og baner, kan denne fyldes op igen. Dykker man ned i de maling-stier man selv har lavet, vil man også bevæge sig hurtigere og mere frit, hvilket gør det muligt at udforske banerne yderligere.
Det er dog ikke muligt at skyde mens man fylder sin malingbeholder op, og derfor skal man konstant veksle mellem at ”maling-dykke” og angribe, hvilket resulterer i et skydespil med høj fart og mobilitet, der stadig formår at belønne spillere med styr på sigtet.
Ønsker man at spille alene, hives man denne gang ind i en fjollet historie der i høj grad minder om den fra de tidligere spil. Det hele er dog blevet frisket op ved at man nu selv kan vælge sin vej gennem den mange missioner.
Den omkringliggende verden er således blevet indhyllet i en gang giftig slim, som dog heldigvis kan opløses hvis man har moneterne til det. Man vælger selv i hvilken rækkefølge man låser det hele på, og de forskellige områder gemmer både på nye baner, opgraderinger og hemmeligheder.
Variationen er også blevet langt større i de mange baner. Som i andre af de bedste Nintendo-udgivelser, er der også her blevet fokuseret på at hver bane byder på nye udfordringer, på en måde så man sjældent ved hvad man har i vente. Samtidigt har udvikleren sørget for at banerne også løbende introducerer spilleren for nye værktøjer, muligheder og våben, sådan at man har styr på teknikkerne når man på et tidspunkt vover sig online.
Og netop online-komponenten af spillet har fået en større overhaling. I seriens tredje kapitel har man derfor nu mulighed for at spille sammen med andre menneskelige spillere mod digital modstand, ligesom man også har mulighed for udelukkende at teste evnerne mod andre menneskelige spillere.
Spilvarianterne som kan findes online, er også blevet flere og mere diversificerede. Nybegyndere anbefales stadig at starte ud med ”Turf War” hvor det vindende hold er det som har malet mest af banen i deres farve, når tiden løber ud.
Spiloplægget er simpelt, men teknikkerne for at forpurre planerne for modstanderne er mange og tempoet er konstant højt. ”Salmon Run Next Wave” er for dem, der i stedet ønsker at spille co-op med en ven, og her er det i stedet missioner mod computer-styrede modstandere der står på programmet, mens belønningerne for gennemførte missioner kan bruges til at åbne for mere potent udstyr.
Nintendos originale skydespil har aldrig fungeret bedre end i dette tredje kapitel, og både de nye tilføjelser, samt de gamle som her står skarpere end nogensinde før, gør at Splatoon 3 er seriens bedste spil til dato.
