Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Østerbro-firma udvikler spil til tv-imperium

Det danske softwarefirma Craftwork er inde i varmen hos mediemogulen Rupert Murdoch i Storbritannien, hvor selskabet netop har leveret det fjerde spil til interaktivt tv til selskabet Sky. Udfordringen: At presse en ordbog på 130.000 ord ned i et spil på 600 kilobyte.

Interaktivt tv har for de fleste danske tv-seere været mere snak end realitet, men alligevel er det lykkedes for det lille danske softwarefirma Craftwork i al stilhed at etablere sig på markedet.

Nu har kommunikationen til omverdenen dog fået et nøk opad, da Craftwork netop har fået sat en kæmpe parabolantenne op på taget af den bygning på Østerbro i København, hvor selskabet holder til.

Den sørger for at sende signalet fra den britiske tv-kanal Sky direkte ned i de lejede kontorlokaler, så både konkurrentens og egne produkter kan følges tæt.

Tjener på tv-imperium

Det er nemlig tv-kanalen Sky, der udgør en stor del af forretningsgrundlaget for Craftwork, hvis fjerde tv-spil i forrige uge fik sin premiere på Skys interaktive tv.

Som en del af mediemogulen Rupert Murdochs forretningsimperium er Sky en af de mange tv-kanaler, som i dotcom-dagene skød store beløb i interaktivt tv, men også en af de få, der har fået en god forretning ud af det.

Joel Ostrowski, Søren Mou Jakobsen og Lasse Havndrup, som udgør ledelsen i Craftwork.
- Det er en stor fordel at være inde hos Sky, for det er dem, som det er lykkedes for at tjene penge. Derfor er vi også stolte over, at Sky de seneste seks måneder har gennemgået en proces, hvor de har halveret antallet af leverandører, og vi er kommet gennem nåleøjet, siger Søren Mou Jakobsen, administrerende direktør for Craftwork.

Han fik ideen til selskabet sammen med Joel Ostrowski i sommeren 2001, da de begge havde ambitioner om at udvikle spil til interaktivt tv.

Pc-emulator af tv-styresystem

De gik forgæves trods adskillige forsøg på at få foden indenfor, og det blev i stedet Joel Ostrowskis hobbyprojekt - et emuleringsværktøj til den softwareplatform, som interaktivt tv kører på - der gav gennembruddet.

Craftworks software emulerer Open TV, der er en slags operativsystem til de settop-bokse, der står under fjernsynet og styrer den digitale kommunikation.

Med 60 procent af verdensmarkedet er Open TV langt det mest udbredte system, og i Danmark styrer det blandt andet settop-bokse fra Viasat, Telia Stofa og TDC.

- Men settop-boksene kræver en speciel udviklingsboks, som er både dyr, langsom og besværlig, og udviklerne får meget begrænset input tilbage, fortæller Søren Mou Jakobsen.

Med Craftworks software er det muligt at udvikle til Open TV-platformen direkte på en normal kontor-pc og på den måde spare både tid og en masse besvær. Craftwork har i dag solgt softwaren til en række Open TV-udviklere verden over.

Fik chancen hos Sky

Den gav samtidig det danske selskab adgang til spilmarkedet, da de to stiftere et år efter det første afslag i 2002 vendte tilbage til Sky og på ny tilbød at udvikle et spil.

Sky forstod nu, at drengene fra Danmark mente det seriøst, og den funktionsdygtige emulator understregede samtidig, at de danske ambitioner bundede i teknisk indsigt.

Det gav ordren på et snowboard-spil, det første af i alt fire spil, som Craftwork har leveret til Sky.

Craftworks fjerde spil, Scrabble, som netop har fået premiere på Skys interaktive tv-tjenester.
Craftwork får et kontant beløb for spillene af Sky, som til gengæld tager penge for at lade folk spille dem via interaktivt tv i England.

Selvom DR i sidste uge lancerede et nyt tilbud til danskere med digitale satellitmodtagere, er England langt foran på området. Her er det muligt via tv'et at indgå væddemål, mens man ser en fodboldkamp - og samtidig bestille en pizza, når man nu er i gang.

Craftwork er et af tre spilfirmaer, der arbejder for Sky, som næste år planlægger at lancere 38 nye tv-spil.

130.000 ord

Allerede for halvanden uge siden lancerede tv-kanalen dog Craftworks nye spil Scrabble.

Spillet er bygget over det kendte brætspil Scrabble, hvor det går ud på at danne ord ud fra tilfældige bogstaver.

For Craftwork bestod den største udfordring imidlertid i at presse en engelsk ordbog med 130.000 ord ned på de 600 kilobyte, som en applikation har til rådighed på settop-boksen.

- Det kræver en kæmpestor ordbog på lidt plads og muligheden for at tilgå den hurtigt. Men vi har fået en rolle, hvor de sender det over til os, hvis det er svært, siger salgs- og marketingchef Lasse Havndrup, der kom til Craftwork i 2002.

Opgaven med at lave et ordspil lykkedes så godt, at Sky efterfølgende har købt ordbogs-algoritmen fra Craftwork. Sky har givet den til de andre af selskabets spiludviklere, som skal bruge algoritmen til at udvikle et hav af ord-baserede spil.

- Vi har ikke kapacitet til at lave alle de ordspil, Sky skal bruge. De har lovet, at det ikke betyder, at vi mister ordrer, siger Lasse Havndrup.

Selskabet splittes op i to

Sky sidder også på alle rettighederne til Craftworks spil i England, mens det danske selskab selv har lov til at forsøge at sælge dem i resten af verden. Noget, der ikke er lykkedes endnu.

Netop for at fokusere forretningen overvejer Craftwork at splitte selskabet op i to, da det allerede i dag har en teknisk division og en spildivision.

Indtil videre har emulatoren krævet mest arbejde, men spillene forventes at kræve flest ressourcer i fremtid.

- Spillene bruger vi mest tid på, og vi tror, at der kommer til at ligge mest indtjening på dem fremover, siger Lasse Havndrup.

Det er derfor planen at lade emulatoren blive i Craftwork, mens spiludviklingen placeres i et nyt anpartsselskab.

I år regner Craftwork med, at de syv ansatte skaber en omsætning på knap tre millioner kroner, mens det bliver til et lille overskud. Selskabet er selvfinansieret og ejes i dag fortsat af stifterne.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere