Torsdagens aviser om it

Få chipkort-betalinger. LO dropper støtte til musikpris. E-fakturaer forældet før start. Elektronisk fakturatvang kræves udskudt. Svært at beskytte firmanavn på nettet.

Få chipkort-betalinger

Mange butikker har fortsat klistret deres chipkort-terminaler til, så kunderne i stedet skal bruge magnetstriben på deres nye chip-Dankort. Jysk er en af de kæder, som har holdt fast i chipkortene, selvom det har voldt problemer. "Vi har haft ventetider på over et minut og også nedbrud, og det er ikke godt i julehandlen," siger informationschef Kim Schibsted fra Jysk. Hos PBS lover man ny PSAM, der sidder i bunden af automaten, til april, og blandt andet hos Statoil afventer man opdateringer, før man piller tapen af automaterne. "Med den nye software kan kunden begynde at taste sin pinkode, inden beløbet kommer frem på displayet. Samtidig kommer chippen til at køre hurtigere," lover direktør Johnny Bennedsen fra PBS. (Berlingske Tidende)

LO dropper støtte til musikpris

Musikkritikernes pris "Steppeulven" mister endnu en sponsor, fordi kritikerne har valgt at indstille Piratgruppen til prisen "Årets ide". Denne gang er det LO, som trækker en støtte på 50.000 kroner, der i stedet skal gå til en ung udøvende musikkunstner. "Vi har været glade for samarbejdet med Steppeulven, men med nomineringen af Piratgruppen giver Foreningen af Danske Musikkritikere indirekte støtte til piratkopiering og undergraver dermed danske kunstneres rettigheder," siger LO's næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger. Dansk Artist Forbund og Danske Musikeres Forbund har tidligere trukket deres støtte til prisen. (Berlingske Tidende)

E-fakturaer forældet før start

Det offentlige kan få svært ved at bestille varerne elektronisk, når det fra 1. februar kun vil modtage digitale fakturaer. Regeringen har valgt et system, hvor grundstenen er en forældet dansk version af et internationalt digitalt sprog, UBL (universal business language). Loven bygger på en udgave beregnet på at modtage fakturaer, ikke til at sende vareordrer. Amtsrådsforeningen frygter, at det hindrer integrerede løsninger og dermed den fulde gevinst ved at gå over til digital handel. "Al sagkundskab taler for, at man anvender version UBL 1.0, da denne standard kan anvendes i et integreret indkøbsforløb og dermed kan danne grundlag for egentlige effektiviseringsgevinster," skriver Amtsrådsforeningen i et brev, som den har ventet svar på i to måneder. (Berlingske Tidende)

Elektronisk fakturatvang kræves udskudt

Fire organisationer har henvendt sig til finansminister Thor Pedersen og bedt om udsættelse, så kravene til digitale fakturaer først indføres 1. juli. Handel, Transport og Serviceerhvervene (HTS), Dansk Transport og Logistik, De Samvirkende Købmænd og Dansk Byggeri mener, at informationskampagnen har været meget sen. "Vi hører fra mange virksomheder, at de ikke bliver klar. De offentlige myndigheder har været meget sene med deres informationskampagne over for virksomhederne, og vi har indtryk af, at mange virksomheder fortsat ikke er bevidste om, hvad der kræves af dem inden 1. februar," siger chefkonsulent Christian Seestoft fra HTS. (Berlingske Tidende, Erhvervsbladet)

Svært at beskytte firmanavn på nettet

Klagenævnet for Domænenavne slår igen fast, at det er svært at beskytte sit firmanavn på nettet, hvis man bruger en almindelig betegnelse. Virksomheden Stilladsreklame har længe brugt siden www.stilladsreklame.dk, men nu får konkurrenten City Reklame alligevel lov til at bruge adressen www.stillads-reklame.dk. (Erhvervsbladet)

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Tinne Schjoldan Gyllich, Director, CX & Services (Customer Adoption) hos TDC Erhverv, er pr. 1. juni 2026 forfremmet til Senior Director, Head of Partnerships. Tinne skal fremover især beskæftige sig med at drive strategiske partnerskaber, styrke økosystemet og skabe vækst gennem partnerbaseret omsætning. Forfremmelse
    Immeo har pr. 16. marts 2026 ansat Honey Arora som Senior Manager. Han kommer fra en stilling som Data Product Owner hos Centrica Energy. Nyt job

    Honey Arora

    Immeo

    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S