Stor vækst hos it-forhandleren og konsulenthuset Syscom skal fortsætte i 2005 med en partneraftale med Microsoft om software til kundestyring (CRM).
Aftalen med Microsoft kommer på trods af, at Syscom længe har haft sit eget CRM-produkt, som i 2004 var med til at sikre en omsætning på knap 20 millioner kroner.
Administrerende direktør Bjørn Strømboe Petersen mener, at det er muligt at sælge både selskabets eget CRM-produkt og det konkurrerende produkt fra Microsoft, så længe der er tale om åbenhed og saglig dokumentation.
Går efter bedste match
- I nogle sammenhænge er det bedste match med Microsoft, og i andre tilfælde er det vores egen software. Det er ligesom, du ser andre softwarehuse, der både har SAP og Oracle, siger han.
Syscom har i Skandinavien i alt 70 ansatte. De 17 sidder i Danmark, hvor væksten sidste år var omkring 30 procent og overskuddet lød på 816.000 kroner.
| Syscom A/S | Årsregnskab | |
| Millioner kroner | 2004 | 2003 |
| Bruttofortjeneste | 9,7 | 7,4 |
| Resultat af primær drift (EBIT) | 1,2 | 0,8 |
| Resultat før skat | 1,2 | 0,9 |
| Resultat | 0,8 | 0,6 |
| Egenkapital | 1,9 | 1,9 |
| Antal ansatte | 14 | 13 |
Senest har selskabet været med til at etablere et globalt support center hos Vestas efter fusionen med NEG Micon.
Positiv indvirkning
Syscom forhandler software fra HP og BMC Remedy, men tog sidste år en ny model ind i programmet, som kommer med forslag til, hvordan processerne kan se ud.
- Man får nogle konkrete processer tegnet færdig, som man kan forholde sig til og lave ændringer i i stedet for at designe helt fra bunden. Det har helt klart haft en positiv indvirkning på forretningen, siger Bjørn Strømboe Petersen.
For 2005 er ambitionen vækst på omkring 25 procent, og Syscom er derfor på udkig efter nye sælgere og konsulenter.
Som et tredje ben i forretningen har Syscom også en aftale med Symantec om selskabets sikkerhedsprodukter, som firmaet sammen med Microsoft-aftalen vil koncentrere sig om.
- De partnerskaber forventer vi meget af, og det er dem, vi har tænkt os at have fokus på i år, siger Bjørn Strømboe Petersen.