”Plug and play? More like plug and pray.”
Sådan skriver Robert Triggs i netmediet Android Authority i en enormt lang nedsabling af USB-C fra 21. maj 2024.
Her har Triggs ikke svært ved at bevare sin pessimisme.
Jeg foretrækker at læse ham sådan, at brugerne behøver bedre mærkning af kablerne og deres emballager samt mere kvalificeret rådgivning hos forhandlerne. Det kan enhver vel tilslutte sig.
Én standard, mange stiktyper
Selv om jeg bilder mig ind, at jeg er nogenlunde god til at finde rundt i alt mit grej – og skrotte forældede kabler, fylder min samling af USB-kabler et par klodsekasser.
Hvilke kabler, der er hvad, forklarer oversigten ovenover.
Hvis bare det var så enkelt…
Det er selvfølgelig skønt, at vi nu kun behøver én stiktype, men det betyder hverken, at alle USB-C-kabler vil kunne det samme, eller at de vil kunne gøre det hele lige godt.
Derfor ynder jeg at sige, at C’et i USB-C ikke repræsenterer det tredje bogstav i alfabetet, men er en forkortelse for Confusion – forvirring.
Her skal det indskydes, at selv om USB-C nu er det standardiserede ladestik til smartphones med videre, er det stik, som skal sættes ind i opladeren, ofte stadig af den gode gamle USB-A-type.
Hvis der altså følger et ladekabel med din nye telefon. Opladeren må du selv anskaffe, for denne vitale enhed er efterhånden sparet bort til de fleste modeller.
Hurtigere opladning med PD (Power Delivery)
Høje datahastigheder er det altid godt at have, men hurtig opladning er heller ikke at kimse ad – bare spørg enhver elbilist.
Hvis du bruger en veludstyret smartphone med stor skærm og masser af datakraft, svarer en traditionel USB-lader på 5 V/1 A til en almindelig stikkontakt til en Tesla. Begge dele fungerer, men processen tager tid.
Med PD-teknologi er det muligt at hælde mere juice på en smartphone eller laptop på kortere tid.
Meget kort beskrevet fungerer teknikken ved at lade opladeren og klienten kommunikere indbyrdes, så ladeprocessen kan styres meget mere præcist end med en ”dum” oplader.
Det foregår på den måde, at klienten fortæller, hvor høj spænding og strømstyrke, den kan håndtere.
Så sørger opladeren for at levere den ønskede vare og holde ladeeffekten inden for, hvad batteriet kan tåle.
Desuden tages der højde for temperaturen, og der lukkes ned for ladestrømmen, når klienten er ved at være fuldt opladet.
Men som sædvanlig med USB kan det være skuffende at tage noget for givet.
Et eksempel på vellykket inklusion er min ikke helt nye Deltaco strømforsyning, hvor den enlige USB-C-port er mærket ”PD 45W”.
Denne udgang leverer 5V til de enheder, der kan klare sig med det. En OnePlus 11-smartphone bliver opladet med omkring 9 V/1,5 A eller cirka 15 W, og min Acer-laptop kan blive fødet med op mod 2 A ved 19 V eller næsten 40 W. Alle er glade.
Proprietære løsninger
Under min research til denne historie har jeg også besøgt Manhattan Products, som har skrevet følgende om USB-C PD:
“It is an open standard, so you don't have to worry about proprietary (firma- eller mærke-eksklusive) chargers.”
Formelt set er dette korrekt, og jeg har heller ikke oplevet opladere med et PD-logo, som ikke har overholdt de grundlæggende specifikationer.
Men ellers anser jeg citatet for temmelig naivt. Erfaringsmæssigt betyder åbne standarder ofte, at enhver kan bygge videre på principperne og tilrette dem efter ønske. Som med Linux.
Eksempelvis er der flere kinesiske og taiwanske smartphone-mærker, som har brugt lynladning meget aktivt i deres markedsføring og kæmper hårdt om at tilbyde de kraftigste lynopladere på markedet.
Den aktuelle rekordholder i min klodsekasse med mobilopladere kommer fra OnePlus og er på 100 W.
Disse lynopladere kommer ikke et med PD-logo. De fungerer efter de samme principper som PD-strømforsyninger, men de er typisk optimeret til netop den eller de enheder, der kommer med dem i kassen og inkluderet i prisen.
Endnu et eksempel fra det virkelige liv: Jeg har et SuperCharge-strømstik, der kan fylde op til 66 W (11 V/6 A) på en Honor-smartphone.
Når jeg tilslutter en OnePlus 11, gearer denne oplader ned til 5 V, og så er der ikke meget lyn over opladningen.
En lignende erfaring har jeg med min reference-mobilrouter, den seje Nighthawk M6 Pro fra Netgear. Med sin egen oplader og det originale USB-C-kabel kan den – uden at have det genopladelige batteri isat – køre på 9 V med forhøjet sendeeffekt.
Dette nægter den, når den fødes af Honor-strømstikket via et generisk USB-C-kabel. Og hvis jeg isætter batteriet, vil mobilrouteren godt tale med det fremmede strømstik, men kun ved 5 V.
Honor og OnePlus med flere gør ikke noget ulovligt, men når de designer deres produkter, så de ikke kan køre optimalt med andre opladere – og omvendt, er der ikke de store gevinster at hente for brugerne og deres miljøbelastning.
Torden og lynild
Endnu en finurlig ting ved USB-C-stikket er, at det nu også bruges til de universalkabler, der er udviklet af Intel og Apple og markedsføres under navnet Thunderbolt (tordenslag på dansk).
Tilbage i 2011, mens vi Windows-kiggere stadig bøvlede med USB-kabler med et A-stik i den ene ende og enten et klodset B-stik eller et mini- eller et endnu mere håbløst microB-stik i den anden, lancerede Intel og Apple et sandt columbusæg.
Det blev døbt Light Peak og kunne overføre PCIe (PCI Express) og DP (DisplayPort) som to serielle signaler og ovenikøbet levere strøm – alt via et enkelt kabel.
Light Peak var oprindeligt konciperet til optiske kabler, hvor navnet gav god mening. Af økonomiske årsager skiftede Intel og Apple til kobberledere, og Thunderbolt blev registreret som varemærke.
I 2016 blev det oprindelige Light Peak-stik med 20 kontakter afløst af det dengang nye USB-C-stik med 24 kontakter, og Thunderbolt 3 var en realitet.
I dag taler vi Thunderbolt 4, og den endnu mere kraftfulde version 5 er blevet tilgængelig på de helt nye Mac Mini (M4 Pro) samt 14” og 16” MacBook Pro (M4 Pro/Max), der hver har tre Thunderbolt 5-porte.
USB-C versus Thunderbolt
Inden jeg præsenterer flere tal, en kort opsummering af de vigtigste forskelle mellem de to kabelstandarder med USB-C-stik.
USB-C betegnes ofte som det folkelige produkt. Det er imponerende, hvad USB-C i 3.x- og USB4-varianter kan præstere, men Thunderbolt kan endnu mere.
Derfor er Thunderbolt ikke blot en eksklusiv Apple-specialitet, men også en udbredt i feature i Windows-udstyr i den højere ende og opefter.
For eksempel har jeg to Thunderbolt 4-porte på mit Asus ProArt Z690 Creator WiFi-motherboard. Dem er jeg glad for, for ellers skulle jeg bruge en af de få PCIe-sokler til dette formål.
Apple-hardware med Thunderbolt er kendt som en af de foretrukne platforme til film- og videoproduktion, og det skyldes ikke mindst support for flere og mere avancerede skærme, end USB-C og USB4 kan tilbyde.
Mekanisk er et USB-C-kabel kompatibelt med et Thunderbolt-ditto. De er jo begge monteret med den samme stiktype.
Normalt fordyrer lyn-symbolet dog Thunderbolt-typerne, og det tilskrives blandt andet, at Intel sidder på Thunderbolt-rettighederne og kræver licensbetaling for brug af logoer.
Intel stiller også en lang række tekniske krav til licenstagerne, hvad der bør gøre brugerne mere trygge, end hvis de køber et no-name USB-C-kabel til en tier på Temu-platformen.
Fortsættelse følger…
For en technørd kan et umiddelbart banalt emne som et serielt kabel nemt blive til et større projekt.
Under min research til denne guide har jeg eksperimenteret meget og gjort en del observationer, som jeg gerne vil dele med et modtageligt publikum.
På emnelisten står der foreløbig:
- Signalement af et godt USB-C-kabel: Hvordan du kan se og mærke, om der er ”gods” i et kabel.
- Test af overførselshastigheder: Flere kabler, heriblandt et, som reducerer hastigheden med mere end 98 procent.
- Test af modstand i kabler: Vigtig parameter ved opladning og drift af strømslugende enheder.
- Undersøgelse af E-Marker-kabler: Jeg har bestilt et lille instrument til formålet – og krydser fingre for, at det lever op til producentens løfter.
- Test af kinesiske kabler: Trick or Treat?
