Det er – i mangel af bedre ord – imponerende, når billedet toner frem på Sonys nye OLED.
Jeg tester kun 55”-udgaven, og alligevel får jeg lyst til at se storslåede film.
Farvernes dybde og alle de små nuancer er nærmest vanedannende. Det er helt, som det skal være med et OLED i high-end-klassen. Denne 55” er blandt Sonys topmodeller, og du må da også slippe mere end 20.000 kroner for herlighederne.
Panel med power
Panelet leverer film- og serieoplevelser i høj, høj klasse. Mere om det senere. For det første, jeg lægger mærke til, er, hvor lysstærkt billedet er.
Der er en energi og lysintensitet i billedet, der gør, at det har power som de bedste LED-modeller. Det vil sige, at du ikke har problemer, som nogle OLED-modeller kan have i meget lyse omgivelser.
Selvom jeg helt personligt har OLED som min favorit-teknologi, indrømmer jeg gerne, at på de mest solrige dage kan det være vanskeligt at se, om Vingegaard er ved at sætte resten af feltet.
Det er naturligvis overdrevet, men at levere lys nok har været OLED-teknologiens akilleshæl, og det hjælper sjældent at skrue op for lysstyrken.
Sony har flere indstillinger til dette – men reelt kan du vælge mellem to og blot bruge én til om dagen og én til om aftenen.
I den mest lysstærke indstilling får du rigeligt med lys. Bruger du samme indstilling om aftenen, bliver det for voldsomt. Noget af dynamikken og kontrasten vil uvægerligt forsvinde, når der skrues meget op for lyset.
Kendetegnet ved et godt tv-panel er netop, at det kan levere alt, du har behov for, uden at der er skruet op for lyset. Et godt panel leverer detaljer i både højlys og skygge, når billedet er justeret korrekt.
Så det vil du alt andet lige miste lidt af, når du sætter Sony på høj lysstyrke – men det står stadig flot og dynamisk. Og helt perfekt til daytime-tv eller sport.
Med lidt hjælp fra filmbranchen
Sony kalder panelet for QD-OLED, og det har højere kontrast og dynamisk område end forgængerne – hvilket du, som beskrevet ovenfor, da også opdager med det samme.
Samtidig har du det gode OLED, der kan levere filmoplevelser i mørke omgivelser. Det er stadig her, Sony brillierer.
De bruger en billedprocessor, der har et kæmpe lager af billeder, den kan sammenligne med og justere billedets farver og nuancer efter. Dette lager og knowhow har de ikke mindst på grund af samarbejde med film- tv-branchen, og pro-udstyr hertil.
På dette felt er Sony – sammen med Panasonic – bedre end nogen andre i high-end-klassen. Således også med denne nye perle.
Der er en dybde i farverne og mikrodetaljer, der er betagende. Jeg synes stadig, deres forrige topmodel – og Panasonics ditto – har mere glød og dybde. Vi taler her detaljer for feinschmeckere. Begge nævnte kan dog ikke levere den høje lysstyrke, dette Sony er i stand til.
Ambitiøst lydsystem fejler
I Sonys føromtalte tidligere topmodel var jeg imponeret over lydsystemet fra det flade tv.
Bravia 8 II er lige så tynd og har en avanceret automatisk justering af lyden. Den udsender lydpulser og justerer ind derefter. Ret avanceret for et tv. Du opnår da også en rimelig surroundeffekt, og lyden kommer ud i stuen.
Men lydbilledet er spinkelt og nærmest pinligt ringe i forhold til billedet, så her er dømt soundbar eller et sæt aktive stereohøjttalere.
Selv stemmer står for spinkelt, og når jeg tænker på sidste års model, ved jeg jo, at Sony sagtens kan gøre det bedre. Så lydsystemet er en ommer.
Opsætningen af Bravia er noget langstrakt, da du skal igennem de obligatoriske Google-konti med mere. Men når det er gjort, mangler du ikke noget – og især integrationen med Android-smartphones kører godt.
Menusystemet, du bruger i det daglige, er ret enkelt – faktisk så enkelt, at jeg, der er vant til mere avancerede menuer, blev lettere forvirret.
Skal du ned i detaljen, skal du trykke nogle gange for at komme ind i ekspertindstillingerne. Men i det daglige kommer der få symboler frem på skærmen, og under dem kan du vælge de mest brugte. Det er elegant og enkelt løst.
Et fandens godt kompromis
Sonys nye tv er lidt af en perle og et kompromis, der gør det ret godt. For at kunne opnå et niveau, som er meget tæt på de bedste og dyreste OLED-modeller, samtidig med at du har lige så meget lys som i et godt LED, er lidt af en bedrift.
For billedet har ikke fået tilført kunstigt lys – som at booste en bils motor med en chip. Her er tale om ægte hestekræfter og gjort med respekt for det gode panel.
Lyddelen kan bestemt bruges, men lever ikke op til tv’ets ellers høje niveau. For få tusinde kroner oveni kan det problem fixes.
Den testede 55” koster 21.999 kroner, hvilket er højt for et tv i den størrelse. Vil du op i den mere udbredte 65”-udgave, koster den kun 3.000 kroner mere.
Trods småfejl leverer Sony høj klasse – og derfor kvitteres med en høj karakter.
