Test: Sennheiser HDB 630 er bare herrefed lyd på farten

Sennheiser er gået tilbage til tegnebrættet og har udtænkt en over-ear-hovedtelefon, hvor lydkvaliteten er i fokus - og uden at du skal have afdragsordning eller mangle vigtige features, når de er med ud i verden.

Artikel top billede

Sennheisers nyeste bud på en kvalitetshovedtelefon til både farten og hjemmet har stort fokus på lydkvalitet, og der medfølger USB-dongle, så du er sikret bedst mulig trådløs forbindelse. (Foto: Peter Hyldahl / Computerworld)

Hvis dit primære fokus i trådløs hovedtelefoner er lydkvaliteten, er der mange gode bud, men de fleste high-end mærker ligger i prisklassen fra 5.000 kroner og opefter.

Her sniger tyske Sennheiser ind med et interessant alternativ med HDB 630.

Prisen lyder nemlig på 3.990 kroner, og der leveres en meget høj lydkvalitet samtidig med, at de stadig kan bruges i alle miljøer i hverdagen.

Bluetooth – også med dongle

Nu er det ikke, fordi du skal give afkald på de funktioner, som mange benytter i en hovedtelefon på farten.

Det vil sige, at du stadig kan tage et opkald, har variabel ANC og så videre – mere om det senere. For fokus er tydeligt rettet mod lyd og komfort i denne model.

Det afsløres blandt andet i vægten, der er på hele 311 gram – små 50-100 gram mere end tilsvarende modeller.

Den lidt højere vægt skyldes materialer som aluminium og store drivere (højttalerenheder) på 42 millimeter.

Materialerne – især ørepuderne – er tykke, og det hele opleves lækkert og som høj kvalitet for prisen. Alt dette vil uundgåeligt få vægten op.

Ørekopperne kan let drejes i alle retninger i deres flotte ophæng i aluminium. Hovedbøjlen er til gengæld fast, og selvom den naturligvis kan bøjes, så den tilpasser sig hovedet, kan den ikke klappes sammen.

Det giver en lidt stor pakke, når du tager den med i det medfølgende – og flotte – etui, der også indeholder ekstra tilbehør som kabler, som den også kan bruges med.

Der kan tilsluttes via Bluetooth, men også via den medfølgende USB-dongle, der genererer sin egen forbindelse fra den enhed, du streamer fra, til H630.

Det giver en mere stabil forbindelse og skulle også give bedre lydkvalitet samt sikre, at du kan køre op til 24-bit/96 kHz lydkvalitet.

I praksis oplever jeg dog ikke den store forskel i lydkvalitet, om det er via Bluetooth eller donglen, men hvis der af en eller anden grund er problemer med forbindelsen, er donglen mere effektiv.

Lyd og komfort på næste niveau

Jeg får lyst til at bruge ordet sound om lyden fra 630’erne. Der er en lækker sound – som var du på en jazznatklub i New York i 50’erne. Det har jeg af mange grunde ikke oplevet – jeg var slet ikke født på det tidspunkt.

Men det er sådan, jeg tror, det har været: et varmt, fyldigt og klangrigt lydtæppe i et tætpakket lokale, med god tyngde i instrumenterne. Ikke nødvendigvis klinisk korrekt, men meget lækkert at lytte til.

Sennheiser har den bløde, let tilbagelænede lyd, der kæler for dine sanser, samtidig med at der er fin definition i lydbilledet, og detaljerne følger med.

Denne varme lyd går lidt ud over de fineste detaljer i diskanten, og bassen er heller ikke den bedst definerede i den helt dybe bund.

Men det er tilgivet, for lydbilledet gør, at jeg forventer endnu mere, end jeg faktisk kan forlange i prisklassen omkring de 4.000 kroner. Du skal til lommerne, hvis du vil have en bedre musikoplevelse – og kigge på modeller fra B&W eller lignende.

HDB 630 er god til al slags musik, men det er med akustisk musik i gode optagelser, at du kan høre dens virkelige kvaliteter.

Lytter du udelukkende til hårdtpumpet techno eller lignende, klarer de da også det, men så kan du få en næsten lige så god oplevelse til billigere penge.

Ved akustisk musik fornemmer du en god dybde og ikke mindst rummet, det er optaget i – alt sammen med til at give en mere realistisk oplevelse. Med andre ord bliver lyden aldrig trættende – forudsat musikken er godt optaget.

Intuitiv kontrol

Selvom jeg ikke er kæmpefan af ørekopper med touch, må jeg tilstå, at disse fungerer godt.

Du kan komme til at ramme dem og slukke musikken, men det er til gengæld rart at kunne justere volumen ved at lade fingeren glide op og ned ad højre ørekop.

Der medfølger en app, hvor du i detaljer kan justere lydbilledet, ANC og så videre.
ANC-delen fungerer ret fint og ikke så invasivt på lyden, som det kan være tilfældet.

Den er heller ikke den bedste i klassen til at holde al støj 100 procent ude – der er en fin balance.

Når ANC er slået til, kan du høre det lidt på lyden, som du kan med alle hovedtelefoner.

Men i langt de fleste situationer fandt jeg det ikke nødvendigt at slå funktionen til, da den lukkede konstruktion i sig selv holder lyden godt ude.

Det skyldes også de meget lækre og bløde puder rundt om øret, der slutter helt tæt.

Men ok – i et larmende lydbillede er det fint nok, at de har ANC, og på fuldt niveau lukker de støjen ude på et helt acceptabelt niveau.

Batteritiden er opgivet til 60 timer, men det afhænger naturligvis meget af, hvordan du bruger dem – med eller uden ANC og så videre.

Men de skal nok holde to fulde døgn, og det er godkendt i min karakterbog.

Attraktiv – men ikke for alle

Der hersker vist ikke tvivl om, at jeg er begejstret for denne model, og det skyldes primært, at jeg sætter lydkvalitet og komfort over alt andet i en hovedtelefon, og det leverer HDB 630 i den grad, når du vejer prisen på 3.990 kroner med.

Skal du bruge den i hverdagen, findes der løsninger, der er billigere og stadig leverer solid performance til musik, opkald og for at få ro fra omgivelserne.

Men taler vi kvalitet, lydkvalitet og komfort, mener jeg, du skal ofre mindst 1.000 kroner mere for at komme op i det niveau, denne model lægger for dagen – hvorfor jeg da også kvitterer med en høj karakter.

Læses lige nu

    Annonce

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Selvstændig IT-sagsbehandler til hardware og TV/AT udstyr i Hvidovre eller Karup

    Midtjylland

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Analytiker til Security Operations Center ved Cyberdivisionen

    Københavnsområdet

    Event: Computerworld Summit 2027 - København

    Digital transformation | København

    Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 250 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i København viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

    20. maj 2027 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Allan Hougaard, der arbejder med softwareudvikling og -arkitektur hos Sparinvest, har pr. 30. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Allan Hougaard

    Sparinvest

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

    Anne-Sofie Andreasen

    Elbek & Vejrup A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 3. august 2026 ansat Jeppe Lindberg som Developer. Han skal især beskæftige sig med at være med til at analysere, designe og udvikle skræddersyede forretningsløsninger til vores kunder i Business Central. Han kommer fra en stilling som Business Central Developer hos Evexo. Han er uddannet hos Aalborg Universitet- Master's degree, Computer Software Engineering. Nyt job

    Jeppe Lindberg

    Norriq Danmark A/S