Microsoft-topchef hudfletter OpenAI-kup i retten: Lallende amatører

Microsoft-topchef Satya Nadella fik aldrig et klart svar på, hvorfor OpenAI-bestyrelsen forsøgte at fyre Sam Altman i 2023. Nu kalder han forløbet amatøragtigt.

Artikel top billede

(Foto: Microsoft/PR)

Microsofts topchef Satya Nadella lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver OpenAI-bestyrelsens dramatiske forsøg på at fjerne Sam Altman i 2023.

I retten mandag kaldte han forløbet amatøragtigt.

Udtalelsen faldt, da Satya Nadella vidnede i den juridiske tvist mellem Elon Musk og OpenAI, skriver Financial Times.

Her er Microsoft, som er OpenAI’s største investor, også trukket ind i sagen.

Elon Musk beskylder OpenAI og Sam Altman for at have svigtet selskabets oprindelige almennyttige formål og i stedet have bevæget sig mod en kommerciel forretning.

Microsoft beskyldes for at have hjulpet OpenAI og Sam Altman med den udvikling.

Fik aldrig svar på, hvorfor Altman blev fyret

Sam Altman blev i november 2023 fyret af OpenAI’s bestyrelse, der dengang begrundede beslutningen med, at han ikke havde været ærlig.

Få dage senere var han tilbage som topchef.

Forløbet blev et af de mest dramatiske øjeblikke i AI-branchens nyere historie og har siden hængt som en skygge over Sam Altman. Elon Musk har brugt episoden aktivt i sin kritik af OpenAI-topchefen og har blandt andet omtalt ham som “Swindly Sam”.

I retten blev Satya Nadella spurgt, hvorfor han valgte at støtte Sam Altman efter bestyrelsens forsøg på at fjerne ham.

Microsoft-topchefen svarede, at han aldrig fik en konkret forklaring.

"Hver gang jeg specifikt spurgte, hvorfor Sam blev fyret, gav de mig aldrig et konkret svar," lød det fra topchefen – som også kaldte hele misæren for amatøragtig.

Satya Nadella understregede dog, at det naturligvis ville være grundlag for at fyre en topchef, hvis vedkommende ikke var ærlig. Problemet var ifølge ham, at bestyrelsen aldrig gav ham et klart svar på, hvad der konkret lå bag beslutningen.

Frygtede at blive det næste IBM

Satya Nadellas vidneforklaring handlede ikke kun om kaosset omkring Sam Altman.

Den gav også et indblik i Microsofts egne bekymringer, efterhånden som OpenAI voksede i betydning og popularitet.

Forud for Microsofts investering på 10 milliarder dollar i OpenAI skrev Microsoft-topchefen i 2022 en mail til Microsoft-ledere om behovet for at få partnerskabet indrettet på en mere afstemt måde.

"Jeg vil ikke have, at vi bliver IBM og OpenAI bliver Microsoft," skrev han.

Henvisningen går tilbage til 1980’erne, hvor IBM indgik en aftale med et dengang ungt Microsoft om et operativsystem til sine pc'er. Den aftale var med til at bane vejen for, at Microsoft senere overhalede IBM.

I retten forklarede Satya Nadella, at han ville undgå en situation, hvor Microsoft ikke havde sin egen selvstændighed.

Få måneder senere satte han endnu en gang ord på sin bekymring i en mail til Microsofts finansdirektør Amy Hood.

"Lige nu er vi et meget tyndt lag oven på Nvidia, og al IP ligger hos OpenAI. Hvis vi skal bruge den slags penge og ikke have kontrol over vores skæbne, giver det ingen mening," skrev han.

"Vi var de eneste, der tog risikoen

Microsoft investerede en milliard dollar i OpenAI i 2019, to milliarder dollar i 2021 og yderligere 10 milliarder dollar i 2023.

Investeringerne har været med til at understøtte OpenAI’s udvikling fra et mindre forskningslaboratorium til en af verdens mest værdifulde AI-virksomheder.

Microsoft ejer i dag omkring 27 procent af OpenAI. Ejerandelen er vurderet til lidt over 200 milliarder dollar – eller 1.272 milliarder kroner.

I retten blev Satya Nadella konfronteret med, hvor godt Microsofts investering har udviklet sig.

"Det har fungeret meget, meget, meget godt for Microsoft, har det ikke?" spurgte Elon Musks advokat.

"Fordi vi var de eneste, der tog risikoen," svarede Satya Nadella.

Læses lige nu

    Annonce

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Cyberdivisionen søger IT-Supporter til Lokal IT Støtte i Varde

    Sydjylland

    Netcompany A/S

    Microsoft Operations Engineer

    Københavnsområdet

    Annonceindlæg fra QNAP

    Selvbygget filserver kontra QNAP NAS – Hvorfor en dedikeret NAS giver meget mere mening

    En enkel filserver i en ”gratis” PC kan ende med at koste dig tusindvis af kroner mere om året.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Martin Grooss Carpentier, Software Architect hos Kamstrup, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse
    Netip A/S har pr. 11. august 2026 ansat Emil Kristoffersen som IT-Supporterelev ved netIP's kontor i Thisted. Han er uddannet Fisker, - Emil har dermed valgt et karriereskifte. Nyt job

    Emil Kristoffersen

    Netip A/S

    Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

    Jan Julin

    Genetec

    Stine Willemoes Kondrup, Senior Project Manager hos Ascom, har pr. 22. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aalborg Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse