Er det her den perfekte CISO?

Klumme: Høj integritet, høj kvalitet – og indimellem lidt svær at håndtere. Har du mødt enneagrammets personlighedstype 1?

Artikel top billede

(Foto: Vitaly Gariev / Unsplash)

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Kender du hende her?

Hun afleverer altid gennemarbejdede og strukturerede rapporter.

Hun er fremragende til at finde fejl og komme med forslag til at rette dem.

Hun går op i detaljer, men har også et helhedssyn og kan tænke strategisk.

Hvis du har mødt hende (eller ham), har du mødt personlighedstype 1 i enneagrammet.

Enneagrammet er et værktøj til personlighedsanalyse. Det opdeler personer i ni grundtyper, der hver er kendetegnet ved en række karaktertræk.

Jeg skrev om enneagrammet i min seneste klumme. Her lovede jeg også at beskrive hver enkelt personlighedstype og hvordan de indgår i CISO'ens hverdag.

Det tager jeg hul på i dag med denne klumme om enneagramtype 1.

Vi kan kalde type 1 for perfektionisten.

Fair, høj integritet og sort-hvid

Type 1 er fair. Hun handler ud fra en forståelse af, hvad der er det rigtige at gøre. Og hun forventer, at andre gør det samme.

Hun er kendetegnet ved en høj integritet.

Hun ser verden meget sort-hvidt. Alting er enten rigtigt eller forkert. Der er ingen gråzoner.

Uden at sige det direkte, er hendes holdning ofte "my way or the highway".

Personlighedstype 1 er rigtig god til sit arbejde. Hun går op i det, og arbejder gerne over, hvis der er brug for det.

Typens fokus på det perfekte gør desværre også, at hun aldrig bliver helt tilfreds. Hver gang hun har afleveret en opgave, tænker hun over, hvad der var galt med den, og hvad hun kan forbedre til næste gang.

Type 1 som CISO

Type 1 er rigtig god til at løse opgaver, hvor kravene er klart defineret.

Derfor kan en type 1 være egnet til at være CISO (Chief Information Security Officer) i en organisation, hvor compliance og dokumentation er i fokus.

Så længe det handler om at kunne dokumentere, at man overholder klart definerede krav, er type 1 på hjemmebane.

Sådan er det bare ikke længere i ret mange organisationer.

De fleste har opdaget, at compliance ikke er det samme som sikkerhed. Compliance er nødvendig, men der skal mere til.

Her kan type 1 komme til kort.

Det gælder for eksempel i opgaven med at lede medarbejderne.

Type 1 respekterer medarbejdere, der har en høj faglighed. Det gælder især inden for de områder, hun selv kender til.

Men hvis hun ikke forstår eller ser værdien af de opgaver, en kollega udfører, har en type 1 svært ved at engagere sig i at lede vedkommende. Måske ser hun ligefrem ned på medarbejderen.

For 10-15 år siden mødte jeg flere CISO'er af type 1 i mit netværk. I dag kender jeg ikke nogen.

Det viser, at kravene til CISO'en har ændret sig: I dag skal CISO'en være pragmatisk, diplomatisk og indstillet på at understøtte forretningen.

De krav kan en type 1 have svært ved at leve op til.

Type 1 som medarbejder

Hvis du som CISO har en type 1 som medarbejder, er der meget at glæde sig over: Du har en loyal og dygtig medarbejder, der leverer gode resultater og gerne yder en ekstra indsats.

Men du må også være forberedt på konflikter.

Type 1-medarbejderen kan altid finde noget, der kan forbedres. Han fokuserer mest på det, der ikke er i orden.

Men i en organisations dagligdag må man indgå kompromiser. Det er sjældent nødvendigt at have den helt perfekte løsning.

Den rigtige løsning er den, der opfylder de vigtigste krav og som kan accepteres ud fra økonomiske og organisatoriske forudsætninger.

Så du skal have kant, hvis du skal få glæde af din type 1-medarbejder. Ellers risikerer du, at han styrer udviklingen i en uheldig retning.

Vær åben for input

Samtidig vil jeg råde dig til at være åben over for type 1's input. Han er god til at se holistisk på tingene og kan tænke strategisk. Så han kan være en god sparringpartner for dig som leder.

Sørg for at give type 1-medarbejderen opgaver, der passer til personlighedstypen. Det vil sige opgaver, der kræver struktur, nøjagtighed og sans for detaljerne.

Som nævnt er type 1 engageret i sit arbejde. Det engagement er en klar styrke. Men det kan også kamme over.

Nogle gange har type 1 brug for at få at vide, at nu er det tid til en pause. Ellers risikerer han at få stress eller på anden måde brænde ud.

Det hænger sammen med, at type 1 bliver ved med at rette fejl. Resultatet kan aldrig blive godt nok. Det er belastende for dem.

Samtidig ser jeg ofte, at type 1 har det bedst, når der er klare krav til opgaven og en deadline, der skal overholdes. De føler mere stress og frustration i de forberedende stadier, hvor det endnu ikke afklaret, hvad der skal afleveres hvornår.

Ville jeg vælge en type 1 som CISO?

Hvis jeg som leder skulle ansætte en CISO, ville jeg så vælge en type 1?

Du kan måske gætte svaret ud fra denne klumme.

Men ellers må du vente til den sidste klumme i min serie om personlighedstyper i informationssikkerhedsverdenen.

Her vil jeg tage det spørgsmål op igen.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.

Læses lige nu

    Annonce

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Analytiker til Security Operations Center ved Cyberdivisionen

    Københavnsområdet

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Specialister til Netværksoperations til Forsvarets nye Digitale Backbone

    Midtjylland

    Forsvaret

    AI engineer til Forsvarets AI Center

    Københavnsområdet

    Styrelsen For It og Læring

    Forretningsanalytikere til tilskuds- og uddannelsesadministration

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

    Anne-Sofie Andreasen

    Elbek & Vejrup A/S

    Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

    Jan Julin

    Genetec

    IFS Danmark A/S har pr. 1. november 2026 ansat Pernille Solvig Graux som Senior Director, Demand Generation. Pernille skal især beskæftige sig med Demand Generation i Europe North. Pernille kommer fra en stilling som Director, Commercial Excellence hos Kahoot. Pernille er uddannet Akademiøkonom. Pernille har tidligere beskæftiget sig med kommerciel ledelse med fokus på salg og marketing. Nyt job

    Pernille Solvig Graux

    IFS Danmark A/S

    Dansk AM Hub har pr. 1. november 2026 ansat Rasmus Pedersen som Chief Digital Officer. Rasmus skal især beskæftige sig med fokusudviddelse fra additive manufacturing til produktinnovation gennem AI, automatisering og andre nye teknologier. Rasmus er uddannet maskiningeniør med speciale i produktudvikling og med ph.d. i udvikling af modulære produktplatforme. Rasmus har tidligere beskæftiget sig med transformation og digitalisering i værdikæden fra produktudvikling til produktion. Nyt job

    Rasmus Pedersen

    Dansk AM Hub