Der findes sjov og samtidig sand historie om store sammenbrud og konkurser.
De kommer ikke på én gang. De kommer gradvist, og så lige pludseligt.
Sådan er det også med dansk og europæisk tab af evnen til at konkurrere.
Det sker ikke med ét stort dramatisk brag, men tilsyneladende gennem en lang række små fravalg: En investering udskydes, en teknologi tages i brug for sent og en produktivitetsgevinst havner et andet sted.
Derfor er frygten for teknologisk eller AI-drevet massearbejdsløshed, senest med udgangspunkt i Martin Thorborgs melding om AI-drevne reduktioner, interessante men også det forkerte sted at starte.
For den reelle risiko er snarere, at Danmark og Europa automatiserer og ”AI-ficerer” for lidt, for sent og dermed bliver fattigere, svagere og mere afhængige af amerikanske eller kinesiske løsninger.
Ingen suverænitet uden penge
Det var også den pointe, da finansminister Nicolai Wammen, DI-direktør Lars Sandahl og formand for Metal, Claus Jensen, i mandags mødtes i Odense for at tale om konkurrencekraft, automatisering og suverænitet.
Rækkefølgen i den oplistning er ikke tilfældig. For der er ingen suverænitet uden penge. Og der er ingen penge uden produktivitet.
Og det er i virkeligheden sagens kerne. Og en særlig opgave der venter den nye regering efter valget d. 24. marts.
For hvis Danmark og Europa vil være mindre afhængige af andre på teknologi, handel og forsyningskæder, så bliver det dyrere. Uanset om vi tager sporet med risikoreduktion, reelle valgmuligheder eller egne datacentre så koster mere strategisk frihed bare penge.
Derfor bør enhver seriøs debat om suverænitet begynde med spørgsmålet om, hvordan vi holder vores økonomi stærk nok til at betale regningen.
Det var også derfor det gav mening, at Teradyne Robottics, som afholdt konferencen, havde lokket finansminister Nicolai Wammen på scenen. Han sagde det ret direkte: Det her er ikke alene et spørgsmål om vækst og job. Det er også et spørgsmål om suverænitet.
Det er en vigtig forskydning. Men det er også dér, den danske diskussion bliver lidt for behagelig.
Hvis vi ikke sætter tempo på, bliver regningen højere senere
For i Odense var der ikke meget reel konflikt. Wammen, Dansk Metal og DI stod i store træk samme sted: Automatisering er nødvendig. Danmark har styrker. Europa er bagud. Og hvis vi ikke sætter tempo på, bliver regningen højere senere.
Claus Jensen leverede dagens mest politisk interessante pointe.
Ikke fordi den var ny i industrien, men fordi den stadig skærer imod den populære frygtfortælling om teknologi og job. Senest pustede Thorborg (igen) til ilden i Computerworld.
Dansk Metals formand sagde, at billedet i Danmark er “fuldstændig entydigt”: De virksomheder, der investerer mest i automatisering, er også dem, der ansætter flest. Dem, der ikke investerer, er dem, der ikke klarer sig på langt sigt.
Det er ikke bare et forsvar for robotter men også et frontalangreb på forestillingen om, at automatisering først og fremmest gør folk overflødige.
Wammen bakkede ham op. Han sagde direkte, at det at automatisere ikke er at afskaffe job, men at skabe fundamentet for, at job kan blive og nye kan blive skabt. Når en finansminister og en magtfuld fagforeningsleder står så tæt i en diskussion om automation, er det værd at notere sig. Ikke mindst fordi det siger noget om, hvor langt den gamle konfliktlinje er flyttet.
Hvis alle er enige, hvad er så planen?
Men netop derfor bliver det næste spørgsmål desto mere ubekvemt: Hvis alle er enige, hvor er så planen?
Det var her, konferencen blev mere afslørende end opløftende. For svaret fra den politiske side var i praksis, at potentialet er stort, men stadig uforløst.
Og Wammen sagde også det, mange politikere godt ved, men sjældent siger så åbent: Automatisering fylder ikke meget i den politiske debat. Det giver ikke “gule bjælker”. Det er vigtigt, men ikke en klassisk vindersag.
Det er præcis problemet.
For når noget både er afgørende og politisk usexet, bliver det meget nemt at skubbe foran sig. Så får man konferencer, panelenighed og de rigtige formuleringer - men ikke nødvendigvis den styring, som emnet faktisk kalder på. Det samme ser vi indenfor digital suverænitet.
Måske skyldes det en 20+ år gammel dansk angst for at få beskidte digitale fingre?
Danmark har i årevis haft en stolt tradition for teknologineutralitet i politik. Ikke i anvendelsen, men i politikken omkring teknologien.
Det betyder at staten sætter brede rammer, støtter miljøer, bygger klynger og lader i høj grad markedet finde sin vej. Det har været en fornuftig model i lang tid. Men Wammen sagde samtidig noget, der i praksis udfordrer den gamle refleks: Vi kan ikke være så naive eller så principielle, at andre lande investerer massivt, mens vi lader være.
Det er et ret stort skifte, hvis man tager ordene alvorligt.
Fra workshops til investeringer
For så er det ikke længere nok at være positivt stemt over for teknologi og lade nogle regionale erhvervshuse holde workshops.
Staten også turde prioritere nogle områder hårdere end før. Det er ikke planøkonomi, men nogle få felter, hvor Danmark både har en styrkeposition og en klar samfundsinteresse i at rykke hurtigere.
Automatisering er et oplagt sted at begynde, fordi det binder tre ting sammen på én gang: Konkurrencekraft, arbejdspladser og evnen til at kunne mere selv. Så stor tak til Teradyne Robotics, der står bag Universal Robots og Mobile Industrial Robots for invitationen sagde det selv og for at sætte fokus på Europas industrielle styrke på længere sigt og hvordan vi indhenter efterslæbet.
Sker AI kun på kontoret?
Og så er der en dansk blind vinkel, som konferencen også udstillede.
Vi taler meget om AI i kontormiljøer. Assistenter, tekst, produktivitetsværktøjer og software til vidensarbejde. Det er den version af AI, der passer bedst til kontorverdenens - og journalisternes - egen selvforståelse.
Men i debatten kom der en mere brutal og mere nyttig formulering: Teknologien skal ud på fabriksgulvet, der hvor produktivitet bliver til reelle penge. Og det er dér, investeringerne gør mest for et land, der vil leve af innovation og industriel styrke.
Derfor er testen på regeringen nu ret enkel.
Hvis den mener det alvorligt, skal den ikke nøjes med at rose Odense, tale om potentialer og love at lette nogle byrder.
Så skal den levere en egentlig dansk automationsstrategi. Den skal løfte automatisering ind som et nationalt satsningsområde.
Og den skal finde en model, der gør adoption mindre risikabel og mindre tung for de virksomheder, der faktisk skal bære investeringen. For som det også blev sagt i debatten: Vi bygger ikke apps. Vi bygger hardware.
Og hardware kræver kapital, mod og rammer, der passer til virkeligheden.
Ellers er der en risiko for, at konkurrencekraft og suverænitet ender som begreber, vi bruger om noget, vi har besluttet os for ikke at betale for.
Uanset hvad: Her ligger en stor opgave og venter på den nye regering efter valget 24. marts.
