28. februar 2027 befinder to F-16-piloter fra Taiwan sig i rutinemæssig patrulje over Taiwanstrædet, da tre kinesiske fly nærmer sig uden at reagere på radiomeldinger.
Det ender med en kollision, en kinesisk nedstyrtning og en død pilot – og så går det stærkt. De kinesiske statsmedier klipper videoen af hændelsen til, så Taiwan fremstår som aggressoren. Vreden blusser op på de sociale medier.
Beijing bruger hændelsen som afsæt for en eskalation, der ender med angreb. USA er lammet af indre konflikter og reagerer for sent. Rusland, Iran og Nordkorea bakker Kina op.
Taiwan falder, bliver annekteret, og verden befinder sig i et geopolitisk morads uden sidestykke, som vi europæere egentlig helst ikke vil forholde os til, fordi det hele foregår så langt væk.
Det er udgangspunktet for ”Hvis Kina vinder” af den tyske politolog og Kina-ekspert Andreas Fulda, der udkommer i dansk version på Kristeligt Dagblads Forlag.
Bogen er dels et fiktivt scenarie med et persongalleri, der reagerer på krisens eskalation, dels en seriøs geopolitisk analyse funderet i Fuldas mere end tredive år lange forskning i Kina, Taiwan og asiatisk politik.
Formatet minder om Carlo Masalas ”Hvis Rusland vinder” – der fik en del omtale sidste år – og det er da heller ikke nogen tilfældighed. Begge bøger bruger den nærmest journalistiske, scenariedrevne form til at gøre det abstrakte konkret og det fjerne nærværende.
Fulda lægger ikke skjul på sin intention. Han beskriver bogen som "ikke en fatalistisk prognose, men en advarsel."
Og advarslen er, at Europa er sårbart på en måde, som de færreste europæiske politikere og beslutningstagere har indset.
Det gælder særligt Europas økonomiske lokomotiv, Tyskland, der er dybt afhængigt af samhandel med Kina.
Bogen skildrer dels krigens gang, dels de mekanismer, der i praksis kan lede dertil: Informationskrig, havblokade, splittelse i Vesten og en aksedannelse mellem Kina, Rusland, Iran og Nordkorea, som Fulda kortfattet kalder CRINK.
Süddeutsche Zeitung har skrevet om bogen, at den bør læses i Europas hovedstæder.
Ikke mindst lige nu, hvor vi af gode grunde har mere travlt med, hvad Putin kan finde på i og omkring Østersøen – og med, hvordan vi forholder os til, at vores 80-årige alliance med USA risikerer at gå op i limningen.
