Intel løfter denne uge sløret for en ny forårskollektion af processorer tiltænkt skrivebordet: Core Ultra 200 Plus-serien.
Her tilbydes i første ombæring blot to nye processorer i Arrow Lake-familien: Core Ultra 7 270K Plus og den mere prisvenlige Core 5 250K Plus.
I forhold til deres respektive forgængere tilbyder Intels nye kollektion tre klare fordele:
Flere regnekerner og højere frekvenser, en optimeret forbindelse til hukommelsescontrolleren samt understøttelse af hurtigere ram og til sidst, men ikke mindst, lavere priser.
Mere power og båndbredde
De nye processorer markerer sig indledningsvist ved at tilbyde flere regnekerner: Core Ultra 7 270K Plus får nu fire ekstra strømoptimerede E-kerner og matcher dermed sidste års Core 9 Ultra 285K med sin 8P + 16E konfigurationer.
Core Ultra 5 250K får også fire ekstra strømoptimerede kerner, så den i alt tilbyder 12 E-kerner ud over sine seks performance-optimererede P-kerner. Top-frekvensen hæves her med 100 MHz til 5,3 GHz.
Intel optimerer her samtidig den såkaldte ’die-to-die’ kommunikation ved at hæve frekvensen på hukommelses-controleren markant.
Dertil understøttes nu op til DDR5-7200 hukommelse samt den nye CU-DIMM standard der med sin indbyggede clock-driver (CKD) kan opnå endnu højere hukommelsesfrekvenser samt understøtte op til 128 gigabyte hukommelse per klods.
Sammenlægges alle gevinsterne ved den nye platform, giver det op til 15 procent højere i spil ved 1080-opløsning, lover Intel.
Skarpe priser
Den nye processor-kollektion slippes løs fra 26. marts til listepriser på 199 og 299 amerikanske dollar for henholdsvis Ultra 5 250K Plus og Ultra 7 270K Plus processorerne.
Omsat til danske kroner svarer det til 1.290 og 1.930 kroner før eventuel told og moms.
Begge processorer er kompatible med eksisterende bundkort i 800-serien.
Serien bliver den sidste i Arrow Lake familien frem til sidst i 2026, hvor Intel forventes at løfte sløret på Intel 300-serien, de såkaldte Nova Lake-processorer, til desktop-enheder i samspil med en ny LGA 1954-sokkel.
Her kan Intel vise sig at kunne overføre de gode takter fra 'Panther Lake' laptop-processorne og overføre dem til skrivebords-computere.