Forestil dig en familiefest, hvor en mekanisk toastmaster har afløst den elskelige onkel, der roder lidt rundt i tingene og faktisk også taler en del for længe.
Talen ville sikkert blive kortere, mindre kikset og fri for de notorisk platte vittigheder. Men noget ville gå tabt. Noget mere væsentligt end blot den lettere kiksede underholdningsværdi.
Det er et af de eksempler, som kommentator og techekspert Christiane Vejlø nævner i "Pinlige onkler – og andet vi får brug for i en fremtid med AI", der udkommer 3. juni på Politikens Forlag.
Bogen er en opfølger på Vejløs "Argumenter for mennesker", der var blandt de første danske bøger om den nye bølge af generativ AI.
I sin nye bog drejer hun derimod perspektivet og spørger ikke så meget til, hvad AI er, eller hvad den kan. Men snarere til, hvad menneskelivet egentlig er, hvad vi som mennesker risikerer at miste, og hvad vi netop derfor skal kæmpe for at holde fast i.
Vejlø, der blandt andet sidder i DR's bestyrelse og har rådgivet to danske regeringer om AI, digitalisering og dataetik gennem Disruptionrådet og Dataetisk Råd, lægger ud med dronning Margrethes berømte nytårstale fra 2017.
Her opfordrede regenten til at gøre noget unyttigt. Noget, som ikke kunne betale sig som sådan.
Det er en pointe, der ifølge Vejlø får fornyet aktualitet i en tid, hvor kunstig intelligens har sat os på et tog i fart mod en fremtid med et nærmest ubegribeligt niveau af effektivisering, optimering, automatisering, kalkulering og standardisering.
For hvad sker der med de klodsede, men også afgørende sider af tilværelsen, når maskinerne flytter ind?
Hvad sker der med tvivlen, tilfældighederne, friktionen og fejlene? Kort sagt alt det, der opstår, når man keder sig, kører fast, dummer sig eller møder et menneske, der er anderledes end én selv.
Det er det, bogens otte hoveddele kredser om.
Først tager hun fat i "Det bøvlede" – tvivl, tilfældigheder, friktion, kedsomhed og fejl.
Dernæst "Det nære" om relationer, empati, kærlighed og krop. Videre gennem "det ægte" (originalitet, autenticitet, umage), "det alvorlige" (lighed, miljø, medier, privatliv) og "det eksistentielle" (tid og liv).
Og så er der "Vagt i gevær," som blandt andet rummer kapitlet med den meget lidt maskinelle titel "Mindre reguleret end en sandwich."
Det handler om, hvor lidt politisk og juridisk infrastruktur, der reelt er på plads omkring nogle af de mest indgribende teknologier, menneskeheden nogensinde har taget i brug.
Bogen henter inspiration i en kombination af forskning, filosofi og personlige iagttagelser, men er holdt i en letlæsbar form.
Christiane Vejlø har endda fået den canadiske AI-pioner Yoshua Bengio – ofte refereret til som en af kunstig intelligens' "godfathers" – til at skrive en hilsen lige inden trykken.
Bengio har stort kendskab til AI's potentiale og dens risici, og han bidrager til bogens samtale med en advarsel om, at konsekvenserne kan spænde fra det meget gavnlige til det alvorligt skadelige, alt efter de valg, der træffes i de kommende år.
Vejløs ærinde er hverken at hype AI eller at fremmane dommedagsscenarier. Det er snarere at insistere på, at den helt store diskussion om kunstig intelligens i sidste ende også er en diskussion om, hvad vi gerne vil bevare af det specifikt menneskelige.
Eller som hun selv formulerer det: ”Vi kommer aldrig igen i verdenshistorien til at have så meget magt over teknologien, som vi har lige nu.”
Så er spørgsmålet bare, om vi ønsker, formår eller orker at bruge den indflydelse til noget som helst.
