Der findes efterhånden flere hyldemeter bøger om Silicon Valley set indefra – og heraf er Chaos Monkeys og Kara Swishers hårdkogte Burn Book blandt de mere underholdende.
Men de er typisk også skrevet af garvede brancheveteraner, der har nået at få både olie på fingrene og rynker i panden.
Det er en lidt anden historie med Theo Baker, der har skrevet ”How to Rule the World: An Education in Power at Stanford University.”
I 2022 ankom han som 18-årig førsteårsstuderende til Stanford. Baker er søn af to prominente amerikanske journalister, men var også fast besluttet på ikke selv at blive ligesom en af dem.
Ikke desto mindre blev han et år senere kåret som en af de yngste vindere nogensinde af en Polk-pris – en af USA's mest ansete journalistpriser.
Han havde samtidig væltet universitetets rektor og skrevet sig direkte ind i historien om det maskinrum, hvor en stor del af verdens teknologiske overlords udklækkes.
For det er lidt pointen i "How to Rule the World." Stanford er nemlig ikke ”bare” et universitet, men et nærmest symbiotisk anneks til Silicon Valley.
Halvdelen af dalen er nærmest bygget på skolens jord, venturekapitalisterne tager ladegreb på checkhæftet fra Sand Hill Road, og universitetet driver endda sin venturekapitalfond, der praler med, at dets startups oftere end de fleste andre når en billion dollar valuation.
Det er dog alligevel sjældent, at man hører f.eks. ITU eller RUC prale med præcis dét.
Listen over virksomheder grundlagt af Stanford-studerende tæller alt fra Google og Netflix til OpenAI og Anthropic, og Baker beskriver et lukket hierarki med sit helt eget sprog. Ja, bogen rummer ligefrem en ordbog, og man vil jo f.eks. meget hellere betegnes som "builder" eller "10x-engineer" end som en "NGMI" (Not Gonna Make It).
Her tiltrækker apps uden så meget som en forretningsmodel skyhøje millionbeløb, så længe blot fortællingen er god nok. Det er også her, at en flok voksne "hangers-on" cirkler rundt efter jagt efter teenagere med en god idé, de kan investere i, smigre og udnytte.
Selv konstaterer Baker helt nøgternt, at de studerende er en handelsvare.
Bogens dramatiske rygrad er imidlertid Bakers afsløring af rektor Marc Tessier-Lavigne; en respekteret hjerneforsker, hvis videnskabelige arbejde viste sig at hvile på forfalskning og fabrikation af data.
Det kostede rektoren jobbet, men ikke så meget andet. Han landede trods alt blødt med forlig, palæ og frisk kapital til et nyt foretagende.
Og som prikken over i'et fik Baker, der jo havde fældet ham, efterfølgende selv tilbudt startup-finansiering af en investor. Det må være det, man på LinkedInsk kalder en win-win-situation.
På den led er bogen altså både en klassisk coming of age-fortælling og en kølig dissektion af, hvordan adgang, forbindelser og hæmningsløs ambition – snarere end rent talent – afgør, hvem der ender med nøglerne og hvem, der ender som NGMI.
Samtidig giver den et håndgribeligt indblik i den mentalitet, der lige nu sidder og er med til at designe fremtidens AI og automatisering.
Og som en sidste, næsten lidt for god detalje, forbyder bogens egen kolofon udtrykkeligt, at teksten bruges til at træne kunstig intelligens. Så det må vi hellere lade være med.
