Withings BodyScan 2 er kandidat til at være verdens vildeste badevægt, der kan sende strøm gennem dig og måle din kropssammensætning på et uhørt detaljeret niveau.
Den er oplagt til feinsmeckere og fitnessfolk, der også er villige til at betale prisen for herlighederne.
En badevægt, der kan måle sammensætningen af muskler, fedt, knogler med mere, er ikke noget nyt, men Withings' topmodel tager det til nye højder og er på mange måder ret imponerende.
BodyScan 2 har således indbygget et farve-LCD-display, så du bare kan stille dig på vægten, og den fortæller alt fra din vægt til fedt- og muskelmasse.
Her får du ikke kun at vide, hvor meget fedt og muskelmasse du har, men også hvordan det er fordelt på kroppen.
Det er normalt for denne type vægte, at strømmen, der skal måle kroppen, sendes gennem dig, men her sendes den også gennem håndtaget, og hele processen tager 90 sekunder.
Det skal understreges at du naturligvis ikke kan mærke den svage spænding, men har du pacemaker eller lignende skal du naturligvis lade være, hvilket der også bliver gjort opmærksom på under opsætningen.
Vigtigt er også at have med, at uanset hvor avanceret den er, vil den aldrig kunne fortælle den fulde sandhed, og har du den mindste tvivl, skal du naturligvis gå til en læge.
En badevægt som denne kan sammenlignes med et smartwatch, der tracker din søvn – du får et ret godt bud på og indblik i din søvn, men ifølge videnskaben får du nok kun 50 procent af sandheden.
Ikke desto mindre er det vildt, at en glorificeret badevægt kan måle din sundhedstilstand.
Den indbyggede AI analyserer for eksempel, om du har tegn på sukkersyge, hjerteproblemer eller forhøjet blodtryk.
Måler kropssammensætning ret fint
Ud over de mere almindelige målinger, som beskrevet herover, kan der også aflæses EKG, puls, vaskulær alder, iltmætning i blodet og meget mere.
De overordnede data kan aflæses på LCD-displayet, mens der måles, men de mere detaljerede samles i en app, hvor du kan se alle målte markører.
Her kan du også følge din udvikling og få en masse at vide om din generelle kropssammensætning og sundhed.
Som sagt kan andre vægte noget af det samme.
Det, der adskiller BodyScan 2, er, hvor mange parametre den måler på og viser i din app bagefter.
Er du typen, der tracker din søvn, skridt med mere meget nøje, vil du elske dette måleinstrument, som det reelt er.
Igen skal alle data tages med lidt forbehold, men du får helt sikkert et bud, der er i nærheden af virkeligheden.
Det kan jeg sige uden at væve, da jeg har fået kontrolleret mine data af en diætist, der niver godt i dellerne med en gammeldags tang.
Her er konklusionen, at BodyScan 2 ikke er 100 procent præcis, men i mit tilfælde nok rammer 70-80 procent af virkeligheden. Det er et tal, der vil og kan variere meget fra menneske til menneske.
Så alt andet lige imponerer BodyScan 2, der da også skulle have mere end 50 patenter indbygget.
Den oplades via USB-C, og den skulle kunne holde strøm i et år, hvilket jeg af gode grunde ikke kunne afprøve i testperioden.
Til gengæld lover den en nøjagtighed på 50 gram på vægten, og det holder den faktisk.
App tager sig godt betalt
Vægten sættes op via Bluetooth, kan tilsluttes Wi-Fi og kan nu samarbejde med mange af de sundhedsapps, du allerede har på din smartphone.
Det er vildt, hvor meget du kan læse og lave statistik på med mere – imponerende, men reelt brugbart for få og mindre væsentligt for de fleste.
App’en er ikke den letteste at navigere rundt i, men har mange grafiske visninger, der øger gennemskueligheden på hver måling.
Er du i et forløb, hvor du skal følge din vægt, fedtmasse, muskler med mere meget nøje af helbredsmæssige årsager, skal det ske via en diætist eller læge, men BodyScan 2 kan være et vildt fedt værktøj at have med i processen.
Når det er sagt, får jeg næsten slugt tungen for at sige, at det er ganske fremragende for os, der går lidt op i vores sundhed og prøver at holde vægten og ikke mindst kan få en gadget til at gøre det for os.
At se muskelmasse, fedtmasse, EKG med mere løbende via diagrammer er ret underholdende. Problemet er blot, at skal du have det fulde potentiale af vægtens muligheder, skal du betale abonnement.
Det koster pt 899 kroner om året, som du skal smide oven i vægtens pris på små 3.800 kroner.
Det er altså lige i overkanten i mine slebne brilleglas og betyder, at var det min vægt, ville jeg nok benytte færre funktioner og spare pengene på et abonnement.
Heldigvis er der en gratis prøveperiode med fuld adgang i 14 dage, så du kan opleve, hvad du går glip af, og eventuelt kan fravælge abonnementet.
Badevægt i sværvægtsklasse
Withings' topvægt er for feinsmeckeren og fitnessentusiasten og på mange måder helt ude af en tangent, når vi taler badevægte. Men hold op, hvor er det sjovt.
Den er uden tvivl den vildeste på markedet, og derfor skal den også have et stort fem-tal i karakter.
Jeg svinger mig ikke op på de seks, da der findes professionelle modeller på markedet, der kan tæt på det samme – plus at den alt andet lige ikke kan være 100 procent korrekt.
De fleste af os kan nøjes med første version af BodyScan, der fås til omkring det halve, men det gør ikke 2'eren mindre imponerende.