Efter mere end et halvt års ventetid, er Folketingets længe ventede forslag til en lov om det offentliges anvendelse af AI klar.
Den kommende lov skal sætte rammerne for det offentliges brug af AI-systemer, hvor i der indgår personoplysninger om danskerne. Det drejer sig dermed om en stor del af det offentliges arbejde.
Her har Datatilsynet i de senere år haft en relativ skrap tilgang, som flere gange har været med til at stikke en kæp i hjulet for AI-projekter i det offentlige.
Det er således meningen, at den nye lov klart skal sætte rammerne for, hvordan det offentlige må anvende persondata til eksempelvis træningsbrug af AI.
Det var egentlig meningen, at lovforslaget skulle have været behandlet forlængst, men det blev i februar pludselig taget af bordet efter, at det havde været i høring i offentligheden i blot 12 dage.
Det skyldtes, at statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev valg til Folketinget 12 dage efter, at lovforslaget var blevet sendt i høring 12. februar. Med udskrivelsen af valg blev alle lov-processer omgående annulleret og lagt i skufften.
Ny version
Nu er Digitaliseringsstyrelsen på statens vegne klar med en ny udgave af lovforslaget, der har det fulde navn "Lov om offentlige myndigheders og organers udvikling og anvendelse af AI-systemer ved behandling af personoplysninger (AI-hjemmelsloven)."
Forslaget er netop blevet sendt i høring til en række interessenter, som Digitaliseringsstyrelsen vurderer har særlig interesse i området.
De tæller organisationer som ATP, Dansk Erhverv, DI, Datatilsynet, KMD, Kombit, NNIT samt en række fagforbund og andre.
Du finder lovforslaget her.