Guide: Få data er så personlige som dine motionsdata – sådan genvinder du kontrol over dem

Års træningshistorik kan være besværlig at flytte. Vi viser, hvordan du samler dine sundhedsdata og gemmer din egen kopi.

Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Der findes nærmest ikke den enhed, der kender dig bedre, end dit smartwatch.

Det har adgang til din mobils oplysninger, mens det samtidig registrerer, hvordan du sover, hvor meget du bevæger dig, og hvordan dit hjertekredsløb har det.

Ved at sammenholde de mange data viser forskningen, at der faktisk kan ses tegn på, om man er ved at blive syg eller endda er gravid.

Over årene giver det et meget detaljeret billede af dit helbred og din fysiske form. Problemet er her dog, at oplysningerne ofte ender spredt i forskellige siloer i producenternes egne økosystemer, såsom Apples Sundhed, Garmins Connect, Samsungs Health, samt en af de mange tredjeparts-tjenester såsom Strava og Withings.

Selv om tjenesterne kan udveksle visse oplysninger, er det langt fra ligetil at få dem til at arbejde sammen.

Skifter du smartwatch, risikerer du derfor at efterlade flere års træningshistorik. Ønsker du desuden selv at analysere dine oplysninger eller kombinere data fra forskellige enheder, kan det blive besværligt hvis ikke umuligt.

Genvind kontrollen

Heldigvis findes der flere løsninger til at samle og styre datastrømmen.

Har du en iPhone, fungerer Apples Sundhed-app som et naturligt samlingspunkt for oplysningerne fra dit smartwatch, din smart-badevægt og andre smarte enheder. I Android-land tilbyder Google sin pendant i form af Health Connect.

Begge platforme lader dig udveksle sundhedsdata med dine apps efter behov og giver dig også mulighed for at eksportere oplysningerne, så du kan gemme dem selv.

Disse eksportformater er dog ikke lette at indlæse i andre tjenester.

Vil du overføre data til digitale træningsplatforme som Garmin Connect eller Strava, er det ofte umuligt eller kræver en del benarbejde at omformatere filerne og indlæse dem i mindre portioner. Mange detaljer risikerer samtidig at gå tabt i processen.

iPhone-brugere kan dog søge hjælp i appen RunGap, som har specialiseret sig i at bygge bro mellem dusinvis af tjenester, heriblandt Apple Sundhed samt træningstjenesterne Garmin Connect, Polar, Suunto og Strava.

Med denne kan jeg eksempelvis bruge et Apple Watch til at registrere min træning og samtidig få mine løbe- og cykelture overført til min Garmin Connect-konto. En operation, der ellers ville kræve, at jeg manuelt importerede de tusindvis af træningspas, jeg har logget gennem årene.

RunGap kan tilmed overføre daglige målinger som skridt, kalorieforbrug, aktive minutter og vægt fra Apple Sundhed til Garmin Connect. Denne funktion er dog fortsat på forsøgsstadiet, oplyser RunGap.

Der findes også alternativer som Health Sync, der kan udveksle sundheds- og aktivitetsdata mellem flere tjenester. Hvilke oplysninger der kan flyttes, afhænger dog både af den platform, der donerer dataene og af den tjeneste, der skal modtage dem.

Det, der ikke kan flyttes

Efter at have fortaget den store data-migration, vil du med al sikkerhed også opleve visse begrænsninger i, hvad der er blevet overflyttet, og hvad de enkelte tjenester tager med i deres beregninger.

Producenternes egne analyser, som eksempelvis Garmins Body Battery og restitutionsestimater, kan ikke uden videre flyttes mellem konkurrerende tjenester.

Det samme gælder en stribe helbredsdata såsom søvnprofiler, pulsvariabilitet (HRV) og blodtryk.

Inden du sletter dine data ved en tjeneste, skal du derfor sikre dig, at du har en backup af dine data lagret.

Mere med dine data

Når først du har fået adgang til dine egne oplysninger, åbner der sig også andre muligheder end blot at skifte smartwatch mellem forskellige producenter eller at skifte træningsapp.

Du kan eksempelvis analysere din træningshistorik i et regneark, sammenligne udviklingen i din kondition over flere år eller kombinere oplysninger fra forskellige enheder.

Over månederne og årene vil det blive til enorme datasæt, hvorfor du med fordel kan inddrage kunstig intelligens til at skabe indsigt og overblik.

Med adgang til flere års træningshistorik, søvn, hvilepuls og vægt kan kunstig intelligens i princippet analysere din fysiske udvikling, tolke mønstre i dine træningsvaner og derfra sammensætte et skræddersyet træningsprogram.

Det kræver ganske vist, at du gør dig nogle overvejelser om, hvordan dataene bliver bearbejdet til et format, som AI'en kan arbejde med.

Dertil kommer den afgørende overvejelse af, hvorvidt en AI-tjeneste skal have adgang til så personlige oplysninger.

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Norriq Danmark A/S har pr. 3. august 2026 ansat Jeppe Lindberg som Developer. Han skal især beskæftige sig med at være med til at analysere, designe og udvikle skræddersyede forretningsløsninger til vores kunder i Business Central. Han kommer fra en stilling som Business Central Developer hos Evexo. Han er uddannet hos Aalborg Universitet- Master's degree, Computer Software Engineering. Nyt job

    Jeppe Lindberg

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. januar 2026 ansat Allan Kimmer Jensen som Lead Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sikre vores kunder får en verdensklasse brugeroplevelse gennem stærk frontend-arkitektur og kodekvalitet. Han kommer fra en stilling som Freelance Consultant hos Remmik. Han er uddannet hos Center for Medie og Kommunikation, Roskilde. Nyt job

    Allan Kimmer Jensen

    Norriq Danmark A/S

    Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

    Jan Julin

    Genetec

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Maria Juliane Friedrichsen, 47 år,  som Office Manager. Hun skal især beskæftige sig med at holde overblik og sikre, at alt på kontoret kører, som det skal. Hun kommer fra en stilling som Office Manager hos Kontorhotellet H2M. Hun er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed og har en korrekturlæseruddannelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med korrekturlæsning og den daglige drift af kontorer. Nyt job

    Maria Juliane Friedrichsen

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,