Hugo og Hitman øjner håndholdt Playstation

En række danske spiludviklere ser store muligheder i Sonys nye håndholdte spilkonsol, PSP, og både Hugo og Hitman kan derfor være på vej til spilkonsollen. Firmaerne advarer dog om, at PSP ikke er nogen simpel genvej til at skabe et spil.

Sony har store forventninger til den nye bærbare Playstation, PSP, som kom til Danmark i denne måned, og det samme har flere danske spiludviklere.

Ingen vil fortælle, at de er i gang med konkrete projekter, men de tre store danske spilfirmaer - IO Interactive, Deadline Games og ITE - har alle overvejet at springe med på PSP-vognen.

Ifølge Computerworlds oplysninger har Deadline Games besluttet sig for at udvikle et PSP-spil, og firmaets kreative direktør, Simon Andreasen, har i et interview kaldt PSP'en sin nye "darling".

- Jeg kan ikke udtale mig, om Deadline er i gang med at arbejde på et PSP-projekt, men vi har bestemt kigget på det og synes den er interessant, siger Chris Mottes, administrerende direktør for Deadline Games.

Selskabet lancerede med en stor Mexico-inspireret fest fredag sin største satsning til dato i form af spillet Total Overdose, som udkommer til både Xbox, Playstation 2 og pc.

Begrænsninger

De samme platforme mestrer man hos Danmarks største spilfirma, IO Interactive, som også har Sonys PSP kraftigt med i overvejelserne.

PSP'en er trods sin lille størrelse og vægt på blot 280 gram en ganske kraftig maskine med en fremragende skærm i bredformat på 4,3 tommer og muligheden for at spille trådløst mod andre via Wi-Fi.

Alligevel er bekymringen hos IO Interactive, om maskinen kan levere en grafik og et gameplay, som lever op til IO's og i sidste ende forbrugernes krav.

- Du har masser af begrænsninger omkring hukommelsen og skærmstørrelsen, der skal arbejdes grundigt med, for at det bliver rigtigt sjovt. Forbrugerne stiller tårnhøje krav, siger administrerende direktør Janos Flösser.

Selskabet har allerede valgt at lade spilfirmaet Morpheme Wireless skabe en mobil-udgave af det fjerde Hitman-spil, der på grund af salget af britiske Eidos til SCI først sendes på gaden næste år.

Ingen genvej

Janos Flösser advarer dog mindre firmaer mod at tro, at den håndholdte Playstation er en genvej til spilbranchen på samme måde som mobiltelefoner og Nintendos håndholdte Game Boy Advance i dag er det for flere danske firmaer.

- Man skal kunne ganske meget for at kaste sig over den, hvis man vil lave et ordentligt spil. Når man først har sat et niveau for, hvad den kan og hvordan det ser ud, så er det ikke simpelt på nogen måde, fortæller Janos Flösser.

Også hos Deadline Games peger Chris Mottes på, at en Sony PSP udviklingsmæssigt ikke er langt fra en Playstation 2.

Hos ITE, der står bag skærmtrolden Hugo, er man også interesseret i PSP'en, men man ser indtil videre tiden an for at vurdere, hvordan spilkonsollen slår igennem hos målgruppen, der er i den yngre ende.

Ældre målgruppe

Her kan en vejledende udsalgspris på over 2.000 kroner indtil videre være en barriere.

- Det er en heftig pris for et barn på seks-syv år. Vi vil nok vente og se, om den kommer lidt længere ned, så den kommer i skoletasken. Så vil den helt klart være en kandidat, siger administrerende direktør Søren Sørensen, ITE.

Indtil videre har Sony PSP været en salgsmæssig succes, hvilket betød at danskerne måtte vente til begyndelsen af denne måned med at få fingre i en ad officielle kanaler.

Sony forventer ifølge BBC at have sendt 13 millioner enheder på markedet inden marts 2006. I Danmark forventer Nordisk Film at sælge 75.000 eksemplarer af Sony PSP inden nytår.

Navnenyt fra it-Danmark

Renewtech ApS har pr. 1. marts 2026 ansat Emil Holme Fisker som Customer Service Specialist. Han skal især beskæftige sig med at levere høj kvalitets kundeservice og hjælpe Renewtechs kunder med at få de rette løsninger til deres behov. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Camro A/S. Han er uddannet som salgselev hos Camro A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med at udvikle gode kunderelationer, opsøgende salg og udvikling af salgsaktiviteter. Nyt job

Emil Holme Fisker

Renewtech ApS

Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

Dan Toft

Pinksky ApS

Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

Mohamed El Haddaoui

Dafolo A/S

Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

Daniel Eriksson

Sharp Consumer Electronics