Strukturreform udløser scanning for milliarder

Strukturreformen vil sætte ekstra skub i digitaliseringen af det offentlige Danmarks arkiver og udløse scanningsopgaver for milliarder. SKI har lavet scanningsaftaler for det offentlige med seks selskaber.

Fusioner af kommuner og nedlæggelse af amter vil udløse scanningsopgaver for milliarder af kroner, når kilometervis af hyldemeter med dokumenter i de offentlige arkiver skal sikres for fremtiden.

Det er meldingen fra Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), der forventer, at en god del af kontrakterne vil blive indgået via SKI's rammekontrakter om scanning med seks it-selskaber.

- Vi taler om ordrer for adskillige hundrede af millioner kroner. Reformen vil sætte ekstra skub i digitaliseringen af arkiver i hele den offentlige sektor, siger SKI-direktør Niels Frederiksen.

Udbud fra Domstolsstyrelsen

Det er blandt andet kommunale arkiver over byggesager og amternes mange miljøsager, der kan forventes digitaliseret i forbindelse med strukturreformens ændringer i det offentlige.

Også andre steder i det offentlige venter større scanningsopgaver de kommende år.

Alene Domstolsstyrelsens planlagte digitalisering af tinglysningen forventes at udløse en scanningskontrakt med en anslået værdi på 150 millioner kroner i løbet af kort tid.

Den opgave forsøger blandt andre flere af de seks it-selskaber med SKI-aftaler om scanning at lægge billet ind på.

SKI-rammekontrakter skal spare kunderne for selv at gå i udbud med opgaverne. Aftalerne er indgået med Arkivrommet, Dansk Scanning, Express Fulfilment Service, JWN Data, Vester Kopi og Post Danmark-selskabet Data Scanning.

- Generelt ser vi et meget stort marked for scanning de kommende tre til fem år, siger salgschef Jens Hauerbach, Data Scanning.

- Domstolsstyrelsens udbud af scanning af 70.000 tinglysningsdokumenter er et af de største i øjeblikket, men der kommer flere, siger han.

40.000 kort scannes

Det er ikke mindst sammenlægningen af 271 kommuner til 98 nye storkommuner, der får Jens Hauerbach til at forvente flere store scanningsopgaver i den nærmeste fremtid.

Ifølge Jens Hauerbach ligger Data Scanning i øjeblikket i forhandlinger med 10 kommuner.

Udover strukturreformens ændringer har også et generelt stigende ønske om digitalisering i det offentlige sat skub i markedet.

Eksempelvis valgte Kort- & Matrikelstyrelsen i december sidste år virksomheden Vester Kopi til at digitalisere 40.000 kort fra perioden 1860 til 1997. Alle nyere kort findes allerede i digital form.

Opgaven for Kort- og Matrikelstyrelsen løber over et halvt år med aflevering af 1500 scanninger om ugen.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job
    IFS Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Lasse Hounsgaard som AI Account Executive. Lasse skal især beskæftige sig med udrulning af IFS.ai Logistics i Norden. Lasse kommer fra en stilling som Manufacturing Account Executive hos Autodesk ApS. Lasse er uddannet cand.merc. i International Virksomhedsøkonomi. Lasse har tidligere beskæftiget sig med digitalisering af danske og nordiske virksomheder. Nyt job

    Lasse Hounsgaard

    IFS Danmark A/S

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Steffen Bendix Søjberg som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Rødekro. Han kommer fra en stilling som Systemadministr,og har været i branchen i mange år. Nyt job