Apple hed engang Apple Computer.
Det var en hardwareleverandør, faktisk engang verdens førende leverandør af personlige computere.
Men i 2007 fjernede virksomheden “Computer” fra firmanavnet.
I 2001 lancerede Apple iPod, og i 2003 blev iPod så suppleret med iTunes, med Apples egne ord “The entertainment center of your world, a store, a player, a way to get music and more on your computer”.
Hardwarebutikken er blevet underholdningsleverandør og har oven i købet formået at fastholde kundernes høje involvering i deres “gamle” kerneprodukt, hardwaren.
iPod og iPhone er dimserne, alle gerne vil have fingrene i.
Apple har indset, at deres produkt ikke giver nogen værdi i sig selv, måske lige bortset fra den lidt udefinerlige cool-faktor.
En musikafspiller giver nu engang mest værdi, hvis der er musik på. Gerne så meget som muligt.
Historien er værd at lære af for alle andre brancher. Det er jo ikke alle, der er så heldige, at deres ”hardware” er så eftertragtet, at folket ligger i kø for at få et eksemplar.
Tænk bare som eksempler på elektricitet, landtransport, bredbåndsforbindelser, Unix-servere eller mel.
En blandet landhandel af produkter, der for det første – må vi jo nok se i øjnene – er temmelig usexede, og hvor kundens involvering først stiger, når det ikke virker, og for det andet helst skal produceres i rå mængder, for at man kan tjene penge på det.
For hvad er det, kunderne i virkeligheden efterspørger?
Hvordan tager man i praksis skridtene op ad værdikæden?
En måde er selvfølgelig for melproducenten at gå ind i bageribranchen og åbne brødudsalg.
Det er bare ikke sikkert, det er en særlig god ide. Det ville svare lidt til, at Apple begyndte at skrive musikken selv.
Vejen frem er serviceudvikling
Helt i ånden, vi kender fra it-branchen, Everything as a Service, ser det derimod ud som om, serviceudvikling på toppen af kerneproduktet er vejen frem for en række brancher – på godt dansk service enhancements: Produktions- og grossistvirksomheden, der tilbyder lagerstyring eller space management til detailhandelen.
Elselskabet, der tilbyder “den elektroniske hushjælp”, der sørger for at slukke lyset, når vi går ud ad døren. Transportleverandøren, der tilbyder track & trace på pakkerne.
Eller det offentlige, der laver webbaserede selvbetjeningsløsninger.
Fællesnævneren for eksemplerne er, at de alle sammen er digitale, en oplagt måde at nå helt ud til slutbrugeren. En anden fællesnævner kunne være, at produkt og tjeneste hænger funktionelt sammen.
Hvis vi lige et øjeblik tænker højt, på vegne af melproducenten, uden tanke på hvad der er praktisk muligt, kunne “iTunes” måske være en internetopkoblet bagemaskine og -vægt, hvor man skriver ”trekornsbrød” og derefter bliver guidet til at hælde ingredienser i via et display på fronten. Hvis man så får hældt for lidt i af én ingrediens, justeres mængden af øvrige ingredienser tilsvarende. Sådan en dims ville jeg da gerne investere i …
Et sidste spørgsmål kunne være, hvilken rolle it-afdelingen skal spille i alt dette.
Direktionen har innovation højt på dagsordenen, men det kan være svært at spille aktivt med i produkt- og serviceudviklingen, hvis man er alt for begravet i at sikre stabil daglig drift eller i at implementere administrative it-løsninger.
Ærgerligt, for det er formentlig i it-afdelingen, de fleste virksomheder finder de største kompetencer, når det handler om digitalisering.
Så opfordringen er hermed givet videre:
Det er med stor sandsynlighed med hjælp fra it, at din virksomhed finder frem til sin egen version af iTunes.
Karsten Fogh Ho-Lanng er corporate vice president og chief technology officer hos NNIT A/S
