Lisbeth d'Arc og hendes 50 specialister

Portræt: Lisbeth Zornig Andersen er chef for it-virksomheden Specialisterne, hvor de ansatte har autisme. Og de, som ikke har, går under betegnelsen "de ikke-diagnosticerede".

Artikel top billede

"Jeg er viceværten i huset på Christianshavn. Jeg er den, der samler kuglen op, når den falder på gulvet. Jeg er hende i den brune kittel," siger Lisbeth Zornig Andersen, administrerende direktør i Specialisterne. Foto: Torben Klint

De målbevidste skridt på trappen afslører to ting: Det er kvindefødder, der er på vej op til kontoret på første sal.

Og fødderne tilhører tydeligvis også et menneske, som ikke vil komme for sent til en aftale.

En aftale er en aftale. Det er et princip, som Lisbeth Zornig Andersen under ingen omstændigheder går på kompromis med, fortæller hun senere.

"Man holder en aftale. Ellers kan jeg ikke arbejde sammen med folk. Man kan glemme, men så kan man skrive ting ned i en lille bog. Det sjove er, at efterhånden som folk lærer mig at kende, så glemmer de ikke noget," siger hun og slår en latter op.

Det gør hun tit, slår en latter op, altså. Og hun kommer heller ikke for sent, men til den aftalte tid, og viser indenfor i de nye lokaler i Tåstrup, som it-virksomheden Specialisterne har lejet.

Den beskæftiger mennesker diagnosticeret inden for autismespektret og vokser hele tiden.

Overtog hjertebarn

Den 1. januar overtog 40-årige Lisbeth Zornig Andersen jobbet som administrerende direktør for 50 medarbejdere, og ansvaret for forretningsudvikling og daglige drift af den organisation, som stifteren Thorkil Sonne søsatte i 2004.

Thorkil Sonne bruger i dag sin tid på at rejse rundt i verden som formidler af Specialisternes unikke viden om grænselandet mellem autisme og jobmarkedet.

Det er planen, at virksomheden skal blive et holdingselskab, så der kan laves Specialisterne-virksomheder i resten af verden.

"Det er ikke typisk for en erhvervsmand at give kontrollen fra sig og have tillid nok til at lægge sit hjertebarn i hænderne på en anden. Det siger meget om Thorkil," mener Lisbeth Zornig Andersen.

Det siger også meget om Lisbeth Zornig Andersen, at hun befinder sig som chef for den meget specielle virksomhed. Blandt andet fortæller det noget om de værdier, hun har i tilværelsen.

Vellønnet projektchef

Indtil sidste år var hun vellønnet projektchef i KMD med ansvar for skatteområdet, otte projektledere under sig og en forretning på over 100 millioner kroner.

Hun sagde sit job op uden at have et andet på hånden, og lovede sig selv, at hun ikke ville søge nyt job den første måned.

"Jeg er problemknuser og igangsætter. Men jeg var blevet en controller, der sendte opgaver videre, uden egentlige beføjelser. De skulle ikke have sådan en type leder som mig. Når det først kører, keder jeg mig gudsjammerligt," fortæller hun.

Den ny Thorkil

Hun lærte sin efterfølger i KMD op, og forlod virksomheden, som i dag er en af Specialisternes gode kunder.

Et par år tidligere havde hun mødt Thorkil Sonne. Han kom til KMD for at tilbyde Specialisternes arbejde. Dengang kunne hun ikke finde en egnet opgave til ham.

Men hun var straks fascineret af hans brændende engagement og tænkte: Ham kunne jeg godt tænke mig arbejde for.

Thorkil Sonne tilbød hende et job som projektleder.

"Det sagde jeg nej til, men når Specialisterne begyndte at vokse, ville jeg gerne være med i den proces. Så da der var gået måned, ringede til Thorkil og sagde: Thorkil, så er det nu."

God timing

Det var tilfældigvis god timing. Thorkil havde brug for en ny Thorkil. For hvem skulle udvikle og drive forretningen, mens han selv rejser verden rundt og taler på autismekonferencer og inspirerer andre med sit eksempel?

Lisbeth Zornig Andersen var det oplagte svar.

"Jeg er idealist. Jeg brænder for mine folk, og jeg er en løvemor. Hvis nogen har været efter mine medarbejdere, får de med mig at bestille. Omvendt kan jeg ikke tage klynkeri. Det kan godt virke hårdt på folk, men de skulle vide hvor hårdt det kan være," siger hun.

Hun hentyder til den del af sin barndom, som hun i virkeligheden ikke vil tale om.

Ikke fordi, at det er hemmeligt eller skamfuldt.

Men hun gætter på, at historien om, at hun er vokset op på børnehjem og senere kostskole, tager fokus fra den historie, hun mener, er den vigtigste.

Nemlig den, om de mennesker, der arbejder hos Specialisterne, og som sandsynligvis slet ikke ville have et job, hvis det ikke havde været for Thorkil Sonne.

Som 13-årig kom hun på husgerningsskole, der også var en kostskole for specielt udsatte piger. Lærerne spottede hurtigt, at hun var kvik, så mens de andre lavede mad, lavede Lisbeth lektier.

"Men jeg har også lært at lave mad," griner hun.

Et lykkeligt børnehjemsbarn

Efter gymnasiet startede hun på universitet som 18-årig, blev mor til sit første barn som 20-årig, og cand.polit. som 25-årig.

"Jeg er et lykkeligt børnehjemsbarn. Jeg tager rundt og holder foredrag om det. Noget af min idealisme kommer helt sikkert herfra. Jeg kæmper for de svage. Jeg synes faktisk, man skal fjerne flere børn fra hjemmene," siger hun.

Lisbeth Zornig Andersen har selv fem børn, den mindste er seks. Hun er enlig mor, for det var umuligt at få karriere, børn og ægteskab til at lykkes.

Hun blev skilt for to år siden og deler børnene med deres far, som er blevet hendes bedste ven og støtte, siger hun.

"Nu skal jeg bare sørge for mine børn og mit arbejde. Det har aldrig været mine børn, jeg har ofret på karrieren. Det har desværre nok været mit ægteskab. Sådan er det," siger hun.

"Jeg ejer ikke noget"

Når Lisbeth Zornig Andersen er færdig med dagen, starter hun sin Citroën og henter Magnus i børnehaven, handler, køber fredagsslik, laver mad og går til forældremøder i skolen eller i pigernes håndboldklub.

"Hvis jeg ser lidt træt ud, er det fordi, de alle sammen har fødselsdag i den samme måned."

Børnene sover i køjesenge i hendes lille lejlighed i Rødovre. Men der er masser af ekstra sengepladser, for der skal være plads til overnattende venner.

"Jeg er meget nøjsom. Jeg ejer ikke noget, og jeg kan lide at leve simpelt. Mine børn og venner er mit netværk. Jeg har gode venner, og vi passer på hinanden. Jeg synes, jeg har en god balance i mit liv," siger hun.

En gang om måneden tager hun op til de norske fjelde og sin norske kæreste.

"Herhjemme er jeg mor og direktør og er meget struktureret. En gang om måneden trækker jeg stikket ud og tager på fjeldtur."

Den største sejr

Den største sejr som chef for Specialisterne havde hun for nylig. En virksomhed havde fået løst en opgave.

"Jeg ringede for at sige tak for ordren. Det undrede dem ærlig talt lidt, for de havde bare fået løst en opgave. De vidste da godt, at vi er en virksomhed med et tvist, men vi bliver opfattet som ligeværdige forretningspartnere. Og det er lige det, vi vil," siger hun.

Når Specialisterne breder sig til andre lande ude i verden, vil Lisbeth Zornig Andersen og Thorkil Sonne blandt andet satse på en forretningsmodel, der ligner Microsofts.

Microsoft er en god sammenligning, mener hun:

"De er førende på deres område, vi er førende på vores. Vi vil, ud over at etablere Specialisterne med Thorkil Sonne som ejer i strategiske lande, også lave partnerskaber, og lade de enkelte landes ildsjæle etablere selv.

Vi vil så sende dem nogle konsulenter og en pakke. Thorkil var lidt bange for at miste kontrollen ved den model, så det syntes han ikke, vi skulle, i starten. Men det synes han nu," griner hun.

Event: Platform X 2026: Forretning, teknologi og transformation

It-løsninger | København V

Mød verdens stærkeste og mest effektive platforme der driver den digitale transformation samlet i København - og dyk ned i den nyeste teknologi.

27 maj 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

Jouni Salo

Renewtech ApS

Mark Michaelsen, teknisk systemejer og projektleder hos Aarhus Kommune, har pr. 26. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Mark Michaelsen

Aarhus Kommune

Renewtech ApS har pr. 1. februar 2026 ansat Kirsten Skriver som Warehouse Team Lead. Hun skal især beskæftige sig med udviklingen af det globale lagersetup hos Renewtech. Hun kommer fra en stilling som Lagerchef hos BORG Automotive Reman A/S. Nyt job

Kirsten Skriver

Renewtech ApS

Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Per Forberg som Account Manager for Sustainable Relations. Han skal især beskæftige sig med etablere nye partnerskaber med henblik på ITAD og sourcing kontrakter med hostingvirksomheder og strategiske slutbrugere. Han kommer fra en stilling som Nordic Key Account Manager hos Tesa. Han er uddannet hos Lund University og har en MBA i Management. Han har tidligere beskæftiget sig med at styrke salgsaktiviteter og partnerskaber på tværs af nordiske markeder. Nyt job

Per Forberg

Renewtech ApS