For ganske få år siden var et spritnyt eksamensbevis nærmest guld værd, hvis uddannelsen handlede om it.
Klip til 2026, og de unge har fået sværere ved at lande et job i it-branchen.
Også inden for jura, finans, marketing, administration og kommunikation er AI i færd med at ændre de arbejdsopgaver, som mennesker traditionelt har løst.
Så hvad pokker skal man egentlig opfordre de unge, som går i folkeskolen og gymnasiet, til at uddanne sig til?
Det spørgsmål har økonomiprofessor Daniel Susskind sat sig for at besvare, selv om han i bogen ”What Should My Children Do?” indrømmer, at det bliver sværere og sværere at komme med et simpelt svar.
Udfordringen er, at vi ikke kan regne med, at de uddannelser, man anbefaler unge i dag, også vil give dem gode muligheder i fremtiden.
Tidligere regnede man med, at automatiseringen især ville ramme industrien og meget praktiske job, mens højtuddannede var bedre beskyttet.
Susskind fremhæver, at kunstig intelligens netop er stærk til mange intellektuelle arbejdsopgaver, mens den har begrænsninger, når det handler om fysisk arbejde.
Ifølge Susskind er det nemlig næsten umuligt at forudsige, hvilke erhverv der vil opstå, og hvilke kompetencer samfundet vil efterspørge.
Han fremhæver selv den industrielle revolution. Ingen i 1780’erne kunne have forestillet sig, hvor mange mennesker det moderne sundhedsvæsen ville komme til at beskæftige.
Og i begyndelsen af 1990’erne ville jobtitler som social media manager og SEO-specialist ikke give meget mening.
På samme måde kan vi ikke i dag forestille os alle de nye erhverv, AI kan skabe.
Her er en måske overraskende melding fra professoren: Han ser nemlig generelt positivt på udviklingen. For ham er det ikke en kamp, menneskeheden nødvendigvis vil tabe.
Tværtimod mener han, at vi skal lære at udnytte teknologien til at opnå ting, som hidtil har været umulige.
Men tilbage til bogens centrale spørgsmål om rådene til den unge generation.
Susskinds generelle svar er, at vi ikke skal forberede vores børn på bestemte job, men på at kunne tilpasse sig en verden, hvor ingen ved, hvilke job der findes i fremtiden.
Det handler altså om at gentænke vores forestilling om uddannelse, arbejde og karriere i en fremtid, som ingen kan forudsige.
Han foreslår, at unge tager udgangspunkt i et problem, de gerne vil løse. Behovet for bedre behandling af sygdomme forsvinder for eksempel ikke, selv om lægers arbejde ændrer sig.
Og ja, det kræver, at man lærer at bruge AI effektivt. Men samtidig skal man bevare de grundlæggende færdigheder og evnen til at tænke selv.
Vi skal også indstille os på, at uddannelse ikke længere er noget, vi primært tager som unge. Når teknologien løbende ændrer arbejdsopgaverne, skal uddannelse og kompetenceudvikling foregå hele livet.
Det kræver markante ændringer i, hvad vi underviser i, hvordan vi underviser, og hvornår vi uddanner os.
Susskinds optimisme på menneskehedens vegne er et interessant perspektiv i en tid, hvor både unge og ældre er nødt til at indstille sig på livslang læring.
Og så påpeger han, at AI kan blive et af de mest spændende områder at arbejde inden for. Faktisk siger han, at han selv ville satse på AI og naturvidenskab, hvis han skulle vælge uddannelse i dag.
Også selv om ingen ved, hvilke job der venter i fremtiden.