Det tager tid at vende og optimere en stor skude i forandring. Det kan kommune-leverandøren KMD's administrerende direktør Lars Monrad-Gylling bekræfte.
Først nu, tre år efter han tiltrådte som øverste chef for selskabet, melder han kursen klar og skuden støt fremad efter at have gennemført en grundig konsolidering og trimning af virksomheden, der har omkring 2500 ansatte.
Han har "hanket op og bragt orden i eget hus", som han siger.
Enheder er blevet samlet, kundetilfredsheden er kommet i højsædet, produktionen er blevet trimmet.
Med stævnen rettet mod fremtiden vil KMD nu for alvor til fokusere på sit marked.
Der skal først og fremmest holdes fast i den voldsomt dominerende markedsandel, som selskabet har på det kommunale IT-marked.
Sårbare overfor mindre fisk
- Med vores størrelse har vi jo i bund og grund mere at tabe end at vinde. I de fleste af udbuddene kæmper vi reelt om at genvinde en opgave, som vi allerede har. Selv om vi i kraft af vores størrelse og know-how har mange fordele, når ballet åbner, er vi grundlæggende sårbare overfor de mindre fisk, hvis vi bliver for rustne, konstaterer Lars Monrad-Gylling overfor Computerworld Online.
At klare fremtidens udfordringer vil kræve konstant udvikling og tilpasning af selskabet, og derfor har Lars Monrad-Gylling øjnene stift rettet mod flere mulige scenarier.
De inkluderer blandt andet muligheden for i fremtiden at indgå alliancer og partnerskaber med andre virksomheder, der kan bidrage til viften af produkter og dermed styrke KMD's position på markedet.
- Vi er store på det kommunale marked, men det ville være naivt at tro, at vores nuværende situation er holdbar. Der kommer hele tiden nye behov, som kræver handling, og siden vi ikke kan det hele selv, er muligheden for at indgå kommercielle alliancer og strategiske partnerskaber i forskellig valeur klart en palet, som vi er klar til at spille på i accelerende grad, siger Lars Monrad-Gylling.
Medejere ikke udelukket
På sigt kan en øget fokus på indgåelse af partnerskaber og alliancer endda ende med en udvidelse af KMD's ejerkreds, der i dag alene består af eneaktionæren Kommunernes Landsforening, vurderer Lars Monrad-Gylling.
- Men man kan jo diskutere, om en stor IT-koncern i længden ikke burde stå på egne ben, og jeg ser i hvert fald klart mulighed for, at partnerskaber kan munde ud i, at partnere bliver medejere af KMD, siger han.
Medejerskaber vil blandt andet kunne være med til at bane vejen ind på det private marked, hvor KMD i høj grad ønsker at ekspandere inden for blandt andet løn-systemer.
Trods muligheden for at udvide selskabets ejerkreds kan Lars Monrad-Gylling dog ikke forestille sig, at KMD nogensinde bliver sluppet helt fri af kommunerne i et totalt frasalg.
- Vi har jo stor indflydelse på udførelsen af en række offentlige opgaver. Man kan sige, at den konkrete udmøntning af finansloven foregår via KMD, og blandt andet derfor har jeg ikke fantasi til at forestille mig et 100 procent frasalg. Det ville være et meget stort skridt for kommunerne, siger han.
Han understreger dog samtidig, at han som administrerende direktør ikke har indflydelse på en eventuel udvidelse af selskabets ejerkreds. Den beslutning vil alene kunne tages af selskabets ejere, understreger han.
Marked i voldsom forandring
Set fra chefkontoret i KMD's hovedkvarter i industrikvarteret i Ballerup udenfor København er det kommunale IT-marked i voldsom forandring.
I de kommende år vil efterspørgslen på serviceopgaver stige i takt med, at der bliver flere ældre og flere helt unge. Samtidig vil arbejdsstyrken falde, ligesom et skattestop reelt vil udgøre en nedgang i kommunernes real-indtægtsgrundlag.
Fremtidens hårde vilkår stiller store krav til leverandørerne på det kommunale IT-marked, hvor de centrale kodeord ifølge Lars Monrad-Gylling vil blive selvbetjening og udlicitering - sidstnævnte både i form af varetagelse af egentlige IT-opgaver og i form af administrativ service, hvor leverandøren går ind med mandskab for at overtage en fuld opgave i en kommune.
Hvor bestræbelserne på at løfte den digitale selvbetjening allerede er rigtig godt i gang, er den administrative service et område, hvor KMD ser spirende tegn på udbrud.
- Vi har efterhånden rundet 70 små-kontrakter, hvor vi tager os af mindre opgaver for især mindre kommuner i en begrænset periode. Vi ser disse mindre paddehatte som forløberen for et større marked. For en mindre kommune er det nærliggende på sigt at gøre en tidsbegrænset ordning - hvor vi varetager en fuld opgave - til en permanent. For os er det oplagt også at være udførende, siger Lars Monrad-Gylling.
Ejerskab ingen konkurrencefordel
Virksomheder med kraftig dominans på et marked bliver ofte mødt med skepsis og rynkede øjenbryn af konkurrenterne.
Og sådan er det da også med KMD, der med Kommunernes Landsforening som eneaktionær, en bestyrelse bestående alene af borgmestre og kommunerne som primær kundegruppe ikke kan sige sig fri for mistanken om at have en ikke uvæsentlig konkurrencefordel på det kommunale marked alene i kraft af sit ejerskab.
Det afviser Lars Monrad-Gylling imidlertid blankt.
- Den enkelte kommune ejer jo ingen aktier i KMD, men er blot medlem af en forening, der ejer os. Jeg mener, at man groft undervurderer kommunerne, hvis man tror, at de ville vælge os, hvis vi var dårligere og dyrere, blot fordi de er medlem af en forening, der ejer os. Vi leverer en veldefineret vare i åbent udbud. Ejerskabet har ingen indflydelse i sandhedens øjeblik, siger han.
- Sidste år leverede KMD 14 millioner kroner tilbage til Kommunernes Landsforening. Er den pengestrøm ikke en grund til, at kommunerne skulle vælge KMD som leverandør fremfor konkurrenterne?
- Nej, det mener jeg ikke. Den forrenting, som KL får af os, er ikke større, end hvis pengene var sat i statsobligationer. KL har absolut ikke en abnorm forrentning af kapitalen. Og det er jo et sundhedstegn at tjene penge i fri konkurrence. Markedet er helt åbent for den, der gider byde, siger Lars Monrad-Gylling.
Du kan finde KMD's websted her.