Denne artikel er trykt i Computerworld Top 100 den 21. september 2001.
Internettets vækst, data warehouse-projekter, udbredelsen af e-business og en stribe andre faktorer har i de senere år medført en voldsom eksplosion i erhvervslivets informationsmængder.
Den udvikling har skabt en tilsvarende eksplosion i efterspørgslen efter storage-hardware og -software og på rekordtid forvandlet storage-branchen til uigenkendelighed.
I en tid hvor dotcom-miséren og et generelt køligere økonomisk klima har ramt afsætningen i IT-branchen, er storage-området blevet et lyspunkt. Et område hvor indtjeningen er sund, og tilliden til de fremtidige afsætningsmuligheder stadig er intakt hos verdens IT-analysevirksomheder.
For eksempel hos IDC, der spår, at den globale omsætning på markedet for storage-hardware og -software inklusive relaterede services, vil vokse til svimlende 40,4 milliarder dollars fra det nuværende niveau på 29,2 milliarder i 2001.
Revolutionerede branchen
I disse tal er inkluderet IDC's forventninger til markedet for Storage Area Networks (SAN) og Networked Attached Storage (NAS), der spås en vækst fra to milliarder dollars i 1999 til 16 milliarder dollars i 2002.
Voksende kompleksitet
Historisk set har produktionen af storage-hardware ligget i skødet på leverandører som IBM, Sun Microsystems og Hewlett-Packard.
EMC kom til senere og revolutionerede branchen med storage-systemer, der kunne kobles til de øvrige leverandørers hardware på tværs af forskellige platforme.
I den sidste halvdel af 90'erne gav den strategi bonus i en grad, der gjorde, at EMC i flere år var foran de nærmeste rivaler.
Et forspring der siden er blevet reduceret markant i takt med, at de øvrige leverandører har ændret deres strategier på storage-området.
Senere fulgte udviklingen af netværksorienterede storage-modeller herunder teknologier som Networked Attached Storage (NAS) og Storage Area Networks (SAN).
NAS mødte markedets efterspørgsel efter storage-enheder der kunne kobles direkte til et lokalnetværk (LAN), mens SAN opfyldte behov efter at koble storage-enheder til netværket (Fibre Channel) ved hjælp af internetprotokoller.
Løfter og barrierer
Andelen af den samlede storage-kapacitet installeret i SAN- og NAS-systemer er stadig begrænset. Gartner estimerer, at kun 16,3 procent af den samlede storage-kapacitet kommer fra SAN, men at tallet allerede i 2005 vil udgøre mere end 70 procent.
Den væsentligste årsag til, at SAN endnu ikke er slået helt igennem er, at mange af løfterne bag teknologien endnu ikke er blevet til virkelighed på grund af manglende fælles standarder i storagebranchen.
Ikke desto mindre er fleksibiliteten i både SAN- og NAS-løsninger i dag blevet en ekstrem lokkende udvej for de mange selskaber, der døjer med en voksende storage-kapacitet og et miks af hardware, der har gjort administrationen kompleks og kostbar.
De er på udkig efter løsninger, der kan overvåge, forudsige og kontrollere storage-relaterede omkostninger og sikre, at de investeringer, der gives ud på storage, tjener sig selv hjem. Og det er især fra storage-software-fronten, at slutbrugerne måske vil få det, de higer efter.
- I løbet af det kommende år er der ingen tvivl om, at vi vil se mere og mere storage management-software komme på markedet. Behovet for at genfinde data, administrere og replikere det har aldrig været større, siger Jørgen Winther, administrerende direktør hos storage-distributøren Four Leaf Technologies.
Nye storage-teknologier på vej
Løsninger, der understøtter virtualisering eller evnen til at anskue storage-systemet som én holistisk enhed i stedet for en række enheder, er nu ved at dukke op fra både storage-hardware- og -softwareselskaber.
Virtualiserings-software gør det muligt at dele pladsen på en disk ud mellem flere servere, således at enhver server i for eksempel et SAN-system får adgang til alle diske i det.
- Virtualisering skaber Èn samlet "pool" af storage-kapacitet. Udfordringen er at tackle de storage-arkitekturer, der er på plads ude i den virkelige verden. De fleste storage-infrastrukturer har stadig et miks af direkte forbundne storage-enheder DAS (Direct Attached Storage) blandet sammen med andre storage-modeller - for eksempel SAN eller NAS. Det repræsenterer et problem, siger Peter Laursen, salgschef i storage-integratoren ProAct.
Et andet rødglødende område i storage-branchen er software til Storage Resource Management (SRM). SRM lover slutbrugerne at administrere storage-kapaciteten, forudsige det fremtidige behov og kortlægge, hvordan storage-infrastrukturen udnyttes optimalt.
De førende spillere på dette felt omfatter blandt mange andre spillere EMC, Veritas og selskabet HighGround, der i april blev opkøbt af Sun.
- I løbet af de sidste fem år har storage-software udviklet sig fra at være simpelt backup, til konfiguration af et disksystem ved hjælp af grafiske interfaces. Nutidens systemer er avanceret software, der går efter at give overblik over hele storage-infrastrukturen. For eksempel information om tilgængeligheden og typen af data og hvor ofte den rent faktisk anvendes, siger Peter Laursen.