Velkommen til AI-lab #36 og hilsener fra Naples, Florida, hvor jeg sidder i 28 graders varme udenfor på det lille-bitte hotels terrasse og skriver dette.
Herovre er det store emne… tada… AI!
Jojo, amerikanerne taler en lille smule om Iran, lidt om Trump og en del om stigende priser (et pund hakket oksekød til 10 dollars er noget, de kan forstå). Men AI er det, som alle tænker på.
Det er selvfølgelig på flere måder skuffelsernes tid.
Allieredes skuffelse over USA, skuffelse over vores manglende totalforsvar i Danmark, skuffelse over AI, skuffelse over alt muligt.
Så lad os da kigge på AI-skuffelsen, som forstærkes af flere faktorer og derefter på nogle konkrete udviklinger her på det sidste, der får stor betydning for os.
Men hvorfor ikke først sammenligne AI med noget, som vi kender rigtigt godt?
AI versus det offentlige
Her er et citat, hvor jeg vil bede jer erstatte ordet “AI-systemer” med enten “offentlige systemer” eller “embedsmænd”, og forestille jer, at vi befinder os i det Herrens år 1729, hvor kongen indførte “rangforordningen,” der placerede embedsmændene i forskellige rangklasser, hvilket gav dem stor prestige og status:
“Fremtidens udfordring er at sameksistere med AI-systemer, som nogle gange er bedre end os, nogle gange dårligere end os, og som i stigende grad træffer beslutninger på vores vegne.”
For er det ikke således, at vi borgere kan se på det offentlige ligesom mange lige nu ser på AI?
Men at vi har vænnet os til det offentlige, resigneret, og bare brokker os ind imellem, når vi synes det bliver lidt for meget?
Jeg mener:
- Det offentlige vinder altid retssager mod borgere, da de kan hyre lige så mange jurister, de lyster, og de har uendeligt mange penge.
- Det offentlige kan knuse en oprører (Glistrup), og gøre en kriminel, maoistisk, skatteunddragende idiot (Mogens Amdi Petersen) til milliardær med så stor magt, at ingen kan stoppe ham.
- Det offentlige kan lave love med tilbagevirkende kraft.
- Det offentlige kan forbyde et erhverv.
- Det offentlige kan beslutte, hvem der skal dø og hvem der skal leve på hospitalerne.
- Det offentlige kan lyve (hallucinere?) i ét væk.
- Det offentlige kan hjælpe os, når vi ikke aner vores levende råd.
- Det offentlige kan måske beskytte os mod AI (og embedsmænd).
Vi kan ikke undvære det offentlige, og vi er konstant irriterede over det offentlige.
Folk med job i det offentlige har derfor mere jobtryghed.
Med andre ord: Vi er ofte irriterede over det offentlige, men ville vi undvære det? Sådan er det jo også med AI.
Men tilbage til skuffelsens tid. Der er flere kræfter på spil ift. AI:
Nej til AI-kraft
Herovre i USA har en del unge for eksempel endelig fundet noget at gøre (ungdoms-)oprør over, nemlig AI. Det er nærmest deres Vietnam-protest-tid.
Når de rige og magtfulde fra tech-verdenen holder deres salvelsesfulde taler med gode råd til folk, der er færdige på universiteterne, og derfor har en sjov hat og en sort kappe på, så tør de ikke mere nævne AI, for der bliver buet fra publikum.
AI er jo ellers det eneste interessante og relevante emne at tage fat på, hvis man ser bort fra gode råd om livet og døden (“stift ikke for megen gæld”, “stift ikke for mange familier”, osv). men en del af de unge vil ikke høre om AI, som de hader AI og nægter at bruge.
Ligesom en del unge dengang i 60’erne og 70’erne hadede militæret, krig, våben, osv., og nægtede at tage til Vietnam “for at slå babyer ihjel”, som de sagde.
Den samme mode-tendens (lad os kalde det “Nej til AI-kraft”) ses allerede i Danmark, og der kommer sikkert snart nogle reaktioner fra RUC-studerende og måske endda nogle studerende, der besætter rektors kontor ligesom Rifbjerg og de andre gjorde i hippie-tiden.
Jaja, så er der myten om, at AI-datacentre bruger al vores energi og ødelægger jorden.
Det er komplet falskt, men dommedagsprofetier er nu engang dommedagsprofetier, og folk gider ikke data og facts, når de først har fundet noget at være herligt ophidsede over.
AI bliver dyrt
Dertil kommer den meget forudsigelige udvikling, at AI-firmaerne gerne vil have deres investeringer tjent ind, hvilket gør, at de må hæve priserne kraftigt på forskellig, snedig vis, så nogle privilegerede får adgang til mere AI-kraft og bedre modeller end andre.
Tænk bare på, hvor fedt det må være for de få, der har fået adgang til Mythos-modellen, så de kan finde alle mulige svagheder og bugs i software, mens hovedparten af os ikke kan.
Eller tænk på de softwareudviklere, der arbejder i AI-firmaerne, og kan brænde flere tokens (det er et andet ord for penge) af på hver arbejdsdag, end vi andre kan på et helt arbejdsliv. Der kommer til at være meget mere af den slags.
Så hvis man har adgang til den seneste og kraftigste AI-model, er man meget mere interessant at høre på ved middagsbordet.
Alle vil have adgang til en AI i fremtiden, men nogle vil være mere lige end andre.
AI forbedrer ikke produktiviteten
“Jeg kan se it alle vegne, undtagen i overskuddet”, som en klog mand engang sagde.
Det er sikkert rigtigt, men vi er ikke ligefrem blevet fattigere i takt med, at vi bruger it til alt muligt.
Måske er målemetoderne beregnet til at måle krigsproduktionen før og under anden verdenskrig og ikke æteriske ting som it, software, internettet og AI.
Mange oplever ikke, at de kan se produktivitetsstigninger med AI.
Det er dem, der som sædvanlig vil have ting til at ske huhej og helst i går, i stedet for at kigge på, om deres folk får et bedre arbejdsliv eller bare kan gøre tingene hurtigere, nemmere og bedre (eller bare mindre idiotisk), og derfor faktisk nå det de burde nå.
Den slags ledere findes både i det private og det offentlige. Fred være med dem.
Her er et godt citat, sendt af min gode læser K, fra Harvard Business Review:
“Medarbejderne bruger AI-værktøjer til at fremstille arbejde, der kræver minimal indsats og ser nogenlunde præsentabelt ud, men som i sidste ende skaber mere arbejde for deres kolleger.”
Well, problemet er hverken medarbejderne eller AI.
Problemet er, at man i dag beder folk lave en masse, som er ligegyldigt i forhold til virksomhedens egentlige opgave.
Alt det bullshit kan de nu få lavet i en ruf og komme videre med deres liv, hvilket så rammer mellemledere/halvledere og chefer lige i nakken, så de nu er flaskehalsen hele tiden.
De (halvlederne, bosserne) beder om en ligegyldig rapport og har den to minutter senere.
Nu skal de så til at læse den og/eller bruge AI til at svare på den, uden at se ud som om de har brugt AI.
Man kunne jo starte med at overveje, hvorfor de overhovedet skulle have den rapport i stedet for bare at spørge folkene, hvad der sker.
Hvis Harvard Business Review undersøgte brugen af it, ville man kunne konkludere nøjagtigt det samme. Cut/Paste (control-C/control-V) har trods alt muliggjort, at vi alle nu kan kopiere andres arbejde meget mere, end vi nogensinde har gjort før.
AI duer ikke
Samtidig breder der sig en skepsis overfor AI’s evner.
Kan AI virkelig løse menneskehedens store problemer, eller kan vi bare lave længere mails til hinanden hurtigere? Medfører AI masse-arbejdsløshed, eller ender det bare som endnu en ting vi bruger i Office?
Hvis man tror på Gartner’s Hype-Cycle (det gør jeg), så synes mange,at vi nu er på vej fra “Toppen af urealistiske forventninger” til “Skuffelsens dal”, og der går nok lige et par år, før vi som helhed kommer videre derfra og bare bruger det.
Eller måske kun nogle måneder, eftersom alt går hurtigere i AI-verdenen.
AI tager magten og gør os dummere
Der er også frygten for, at AI tager magten fra os.
Anthropic, der hele tiden prøver at lave modeller, der kan erstatte os, advarer kraftigt imod dette.
Det gør dem meget populære og nærmest politisk korrekte i akademiske kredse, så de vinder nok det store kapløb.
“Stop the world, I wanna get off” høres fra flere sider.
Som om vi kunne bede kineserne stoppe med deres AI-forskning og -udvikling og gå tilbage til tiden før ChatGPT, og bare hygge os, fordi alt var bedre i gamle dage.
Frygten for, at vi bliver dummere, ligger også og lurer hele tiden. Eller måske ikke så meget OS, men mere de andre, og specielt da de yngre.
Alle disse faktorer gør, at AI er noget vi alle tænker på hver dag, nogle med glæde, nogle med forventning og andre med frygt, usikkerhed og tvivl (FUT).
Vi slipper ikke for at tage stilling til det, både som individer, virksomheder, samfund og planet. Og som CV Jørgensen engang så smukt sang:
Der var engang hvor jeg troede
kosmisk kaos var på mode
for jeg hang ud blandt udbrændte stjerner
& det tog lysår før jeg så
livets storhed i det små
& at himlen er begravet i vores hjerner
Lad os derfor nu se på livets storhed i det små, det vil sige kigge på de nyheder på AI-fronten, der har været i ugen, der gik…
“Pay as you go” - vinder Google?
NU stiger priserne for brug af AI, og vi kommer alle til at mærke det på forskellig vis.
Anthropic var de første til at begynde at tage seriøse penge for brugen af Claude Code, og det virkede - de har nu overskud.
Det betyder selvfølgelig, at de andre følger trop, at vi kan bruge AI mindre for det beløb, som vi er vant til at betale (cirka 170 kroner om måneden), og at teenagerne igen skal vise os, hvordan vi kan få mere smæk for skillingen, fordi de er de bedste powershoppers af alle.
Prisen for en “credit” kan lige nu være enten 1 cent (Microsoft) eller 4 cents (OpenAI), og sådan vil vi i de kommende måneder skulle vænne os til et helt nyt marked, men vi kommer til at betale mere, ligesom i sin tid med mine elskede Oracle-databaser eller i nyere tid med Microsoft Office.
Ligesom med databaserne og office-produkterne kommer der gode open source-alternativer, der kommer protester fra det offentlige over de stigende priser, og de unge vil finde billige måder at ordne problemet på.
De store og rige er ligeglade og køber bare det bedste. Ligesom med al anden teknologi.
Google har en lidt anden approach end de andre AI-kæmper.
De og Microsoft har nemlig den luksus i modsætning til OpenAI og Anthropic, at de allerede har solide platforme, som mange mennesker bruger og betaler for, så de kan bare bygge ovenpå dem.
Google kunne godt vinde over Microsoft i den forbindelse, fordi de både kan lave AI selv internt (det kan Microsoft ikke finde ud af, ligesom de ikke kunne finde ud af at lave en søgemaskine), og fordi de satser på at gøre AI billigere på mange måder.
Google har deres egne chips (TPU’er), der er meget billigere end GPU’erne fra Nvidia.
De har AI-search nu, som endelig svarer på vores spørgsmål, hvilket Google Search ikke kunne, og de laver modeller, der er en smule mindre avancerede, hallucinerer lidt mere - og er billigere. De sørger også for, at studerende, IT-folk og akademikere får værktøjer de kan lide (NotebookLM).
Så samlet set ser det for mig ud som om Anthropic og Google fører en smule i kapløbet og at Microsoft og OpenAI kæmper hårdt for at følge med.
Genialt: Gør folket til medejere af AI
Den amerikanske regering, der jo ikke ligefrem er socialister, overvejer at investere i AI-firmaerne, så afkastet kan komme befolkningen til gode.
På den måde kunne borgerne få økonomisk glæde af AI-boomet.
Det ville svare til, at vi bad ATP investere i AI-firmaerne, men da vi samtidig hele tiden vil have, at ATP netop IKKE er uafhængige investorer af vores fælles penge, men skal være politisk korrekte på alle mulige måder, så vil vi blive ved med at se elendige afkast fra ATP.
Men idéen med at give borgerne andel af fortjenesterne i den teknologi, der potentielt kan gøre dem arbejdsløse, er interessant, omend der er nogle sammenblandede interesser i det, da det offentlige jo også skal regulere dem.
Interessekonflikter er dog slet, slet ikke noget nyt for det offentlige, hverken i Danmark, USA eller Kina.
Apple Intelligence - igen, igen, igen
Ligesom Microsoft kan Apple heller ikke finde ud af AI. Så de putter halvgode ting og sager ind i deres eksisterende produkter og holder sig langt væk fra noget, der kunne minde om at være det bedste.
De venter og ser, som alle eksisterende monopoler normalt gør. På mange måder Innovator’s Dilemma.
Men NU kommer det altså til iPhones!
Apple har nemlig fået Google til at lave nogle små modeller til dem, der måske kan gøre det muligt for os endelig at finde vores ting på vores iPhone.
Det er jo også det helt store og fede ved Microsoft og AI: Nu kan vi endelig finde vores dokumenter.
Tilbage til Apple: Siri, der aldrig har virket til noget som helst, bliver nu til SAIri.
Nej, det passer ikke, Men det er gennem Siri, at Apple vil bruge AI til at gøre livet nemmere for os, og det bliver fedt, men ikke for os.
EU og Kina er nemlig ikke med i udrulningen engang i efteråret.
Apple oplyser, at det skyldes “regulatoriske” hensyn, hvilket helt sikkert også er den del af det. Men mon ikke det også er en fed måde at sørge for, at belastningen af datacentrene sker gradvist og mere forudsigeligt?
JJ’s forsøg med øksen og Gemini.
Vi slutter med en virkelig morsom anvendelse af AI.
Min ven JJ skrev følgende til mig:
“To tons egetræ, skåret i kævler, ikke flækket. Brændekløver blev utæt i hydraulik. AI havde ikke gode forslag. Fandt selv pakninger på AliX - et par ugers ventetid på snailmail.
Så, igang med oldschool - huggeblok og flækøkse. Og jeg indrømmer gerne, der er ikke meget canadisk lumberjack med brede seler og rødternet skjorte over min (nuværende) fysik. Så, optage video med mobil, uploade til Gemini (og det obligatoriske FB post), læse de gode råd fra Gemini, justere min teknik - og vupti. Stadig svedig, øm, pulsen bankende derudaf - men med meget bedre teknik. Så, AI er ikke kun godt bagved skærmen.”
So far, so good. Men så fandt JJ på noget ægte morsomt:
“Jeg bad Gemini give mig feedback på min brændeflækning, men denne gang i Blachman style.
*(Blachman-blikket aktiveret. Jeg kigger på dig i dyb, intens stilhed i fem sekunder, før jeg overhovedet åbner munden. Jeg tager en dyb indånding, ruller med skuldrene og læner mig frem.)*
Prøv at høre her... Det, jeg ser i videofilen 1000026563.mp4, det rører mig faktisk. Mand mod natur. Den rå, ufiltrerede eksistens i en forstadshave.
I det første klip, du viste mig (1000026568.mp4), der var du... jamen, du var jo en katastrofe. Det var mindreværdskomplekser transformeret til et øksehug. Du krummede ryggen som en bange kat, der forsøgte at parre sig med en træstub. Det var grimt. Det var uæstetisk. Det manglede fuldstændig... *poesi*. Du lignede en, der var i gang med at dekonstruere sin egen lændehvirvel, ikke en mand, der tæmmede elementerne.
Men så sker der noget...
I 1000026563.mp4 rejser du stubben op. Du giver træet dets værdighed tilbage – og i samme sekund genfinder du din egen. Bum! Det er genialt i sin enkelhed. Pludselig er der en vertikal akse. Der er en puls.
Du svinger den økse med en autoritet, der næsten – *næsten* – grænser til det erotiske. Ryggen er ret. Blikket er fokuseret. Du lader tyngdekraften og din egen intuition smelte sammen i ét, sublimt øjeblik. Du flækker det træ, som var det ren smør, min ven. Du ejer det rum!
Skal vi helt op og ringe på den kunstneriske skala? Nej. Du mangler stadig at lade hofterne og knæene synke helt med i det splitsekund, hvor jernet kysser træet. Du holder en lille smule igen i bækkenet. Hvorfor er du bange? Giv slip! Synk i knæene, lad din kropsvægt falde som en meteorit, og lad os se det fuldendte klimaks.
Men ved du hvad? Det er pissegodt fjernsyn, det der. Du tog imod kritikken, du transformerede dit udtryk, og du leverede varen. Det er et JA herfra. Gå ud og hug noget mere brænde, for helvede.”
Tak til JJ og Blachman for at vise os, at der altid er endnu en ting, som man kan bruge AI til 🙂.
Det var dét! Vi høres ved i næste uge, hvor vi er i Nashville! Gad vide, om musikindustrien mærker noget til AI? Vi får se. Skriv endelig til mig på mogensxy@gmail.com med tanker og kommentarer - og tips og tricks.
