Det var ikke kolde kontanter på lønkontoen eller bekvemme arbejdsvilkår, der gjorde udslaget, da Lars Pedersen foretog et radikalt sporskifte i sin karriere.
Han gik nemlig fra en vellønnet, feteret IT-verden og til hospitalsverdenen med ussel løn, udmarvende arbejdstider, stramme budgetter og stressende ventlister.
- Jeg var træt af at sidde otte timer foran en terminal dag ud og dag ind. Jeg havde tit svært ved at se relevansen i det og savnede at være i direkte kontakt med mennesker.
Sådan lyder den korte forklaring på, at den nu 42 årige Lars Pedersen for otte år siden kvittede sit job som programmør i Københavns Kommunes Edb-Central for at blive sygeplejerske. I dag glæder han sig over, at han vovede at tage springet.
- Hvis jeg stadig var i IT-faget i dag, ville jeg måske være en lidt muggen medarbejder og ærgre mig over ikke at have turdet, siger Lars Pedersen.
Kuglepen og kærlig pleje
I dag ser han langt fra muggen ud. I sin hvide kitteljakke og hvide bukser, smiler han over hele ansigtet. Øjnene stråler, selvom Lars Pedersen netop har afsluttet en hektisk arbejdsdag på kræftafdelingen R117 på Herlev Sygehus.
Der manglede personale, og der var "et hav af patienter". Vel at mærke patienter ramt af livstruende kræftsygdomme. Patienter, der har brug for nærvær, pleje, behandling og omsorg.
Og der er himmelvid forskel på at arbejde med COBOL på mainframe og med et menneske ramt af livmoderkræft.
- Edb er meget rationelt. Det er enten eller. Enten virker koden, eller også gør den ikke. Sygepleje er interessant, fordi der er en masse fysiske og psykiske faktorer, der spiller ind, konstaterer Lars Pedersen.
Nu er Lars Pedersens arbejdsredskab sjældent en computer. Det er en rød, en grøn og en blå kuglepen samt en blyant i brystlommen på kitlen. Det er det håndskrevne kardex - sygeplejerskernes "journalbøger". Og ikke mindst Lars Pedersens fødder, ben, arme, mund og øren.
- Det var en svær omvæltning ikke at sidde ned i otte timer dagligt mere. Man går rigtig meget som sygeplejerske. Det kan være benhårdt, siger Lars Pedersen.
Men det er nu på et andet plan, den største udfordring ligger for den tidligere programmør. Nemlig på det psykiske. På Lars Pedersens første arbejdsdag på kræftafdelingen var en af patienterne en ung mor med tre børn. Hun døde to dage efter.
- Det er hårdt med de tunge skæbner, man møder. De bliver ligesom lagret i baghovedet på én. Men samtidig føler jeg også, at jeg udvikler mig og lærer noget nyt om mig selv. Jeg har lært at glæde mig mere over de nære værdier og fået en større bevidsthed om nuet. Og så tiltaler det mig at hjælpe andre mennesker, siger sygeplejersken.
Mandejargon eller kvindefnis
| Karrierevej
Før: ? 1988-94: Uddannet edb-assistent og ansat som programmør: Nu: ? Arbejder som sygeplejerske på Herlev Sygehus på en afdeling med kræftsyge patienter ? 32 timers arbejdsuge ? 17.500 kroner i månedsløn ? Skiftende vagter: Om dagen, aftenen, natten og i weekenden. |
At lønnen som sygeplejerske er temmelig lav og fastlåst i et stift lønsystem kan godt gøre Lars Pedersen harm. Men dog ikke mere, end at han konkluderer:
- Det er jo faktisk ligegyldigt, om jeg fik 10.000 kroner mere i løn. For det hænger jo sammen, og familien fungerer. Det er jo det, der betyder noget, mener han.
Når han i dag ser på IT-branchen udefra, kan han nogle gange godt tænke, at man er lidt forvænt i den verden.
- De påskønner måske ikke altid de gode vilkår og friheden i jobbet, siger Lars Pedersen.
Han nævner goder som flekstid, lønforhandling uden loft og friheden til at planlægge og holde møder uden at skulle afbrydes af patienter.
Omvendt kan Lars Pedersen - med IT-branchens afmatning i bakspejlet - nyde sin meget store jobtryghed. Intet tyder på, at flaskehalsproblemet på sygeplejeområdet skulle forsvinde foreløbig. Der er rigeligt med arbejde. Hvorimod Lars Pedersen som kortuddannet IT-mand måske kunne have fået en fyreseddel, hvis han var blevet i den boldgade.
Lars Pedersen har stadig kontakt med nogle af sine tidligere IT-kolleger. Men når han hører om deres arbejdsliv, misunder han dem slet ikke. Men han mærker, at han har bevæget sig fra et mandefag til et kvindefag.
- Jeg savner ikke at programmere. Men på de rigtig hektiske dage kan jeg godt savne noget af den ro, der var i programmørjobbet. Og når der har været fodbold i fjernsynet, mangler jeg nogen at diskutere kampen med på arbejde, fortæller han.
Derhjemme har Lars Pedersen en computer stående, men han kaster sig ikke over den i fritiden. Højst en time eller to om ugen finder man ham bag skærmen i færd med at surfe eller spille.
