Grundlæggende - alle databaser er skalerbare; nogen er blot dårlige til det, andre gode.
Skalerbarhed betyder bl.a. at databasen kan håndtere voksende datamængder - herunder at database motoren kan udnytte de ressourcer operativsystemet stiller til rådighed (altså server hardware), og at den kan udnytte eventuelle udvidelser man laver på serveren.
Dvs. tilføjes mere ram, diske, cpu'er, netkort etc skal databasen kunne udnytte dette.
For alle database motorer ligger der nogle grænser i hvor mange ressourcer de kan udnytte - kig fx på
www.microsoft.com/sql og sammenlign hvad en Microsoft SQL Server Data Center edition kan håndtere sammenlignet med en Microsoft SQL Server Standard Edition - og der er også en grænse i operativsystemet da stort set alle databasemotorer kræver et operativsystem.
Men skalerbarhed betyder også at den skal kunne håndtere mange rækker. Hvis en database viser sig at performe procentvis dårligere ved 100.000.000 rækker end ved 1.000 rækker - så er den dårlig til at skalere. En god skalerbarhed her er, at hvis fx det tager 0.1ms at hente 1000 rækker - så må det maks tage 100 ms at hente de 100 milioner.
Og skalerbarhed betyder også, at den skal kunne håndtere mange brugere. Hvis 100 bruger kan være på databasen er det jo fint - men kan den også håndtere 100.000 samtidige brugere? Nogle databaser vil sløve ekstremt ned når der kommer "for mange" brugere på.
Og sidst skalerbarhed har også at gøre med hvor mange samtidige queries (sql'er) der kan afvikles - hver sql sætter nemlig nogle låse i databasen.
Så alt i alt - overordnet set er skalerbarhed blot et spørgsmål om om den enkelte database kan vokse eller om man er tvunget til at skifte til en anden.