Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
For nylig kom den ambitiøse udmelding fra regeringen, KL og kommunerne, omtalt her i Computerworld, om en storstilet satsning på AI-assistenter til at lette det administrative arbejde for eksempelvis sagsbehandlere inden for beskæftigelsesområdet og sundheds- og ældreområdet.
Det er virkelig positivt, men det er ikke uden grund, når det i samme udmelding understreges, hvor vigtigt det bliver at holde mennesker ansvarlige og involverede, selv om eksempelvis referat-skrivning overlades til en AI-assistent.
Den trecifrede millioninvestering i AI i det offentlige Danmark er helt i tråd med en række trends for AI på internationalt plan.
For offentlige myndigheder anvender allerede generativ AI lige så meget eller mere end det private regi, og på nogle områder førende i brugen af både traditionel og agentisk AI.
Kan man stole på AI-resultaterne?
Men desto mere bekymrende er det, når offentlige investeringer i pålidelig, såkaldt "trustworthy" AI infrastruktur og software halter efter den private sektor.
At det forholder sig sådan, var en af de opsigtsvækkende konklusioner i den seneste IDC Data and AI Impact Report: The Trust Imperative.
Den viste, at kun 16 procent af europæiske offentlige myndigheder arbejder effektivt med at sikre pålidelig AI-implementering, og at 37 procent befinder sig i det som rapporten definerer som en 'fare-zone': Høj tillid til teknologien – endda højere til generativ AI end til mere traditionel, systemisk brug af AI - parret med manglende implementering af de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.
Det er heldigvis ikke for sent at få det nødvendige fokus på compliance og pålidelighed, selv om investeringer og pilotprojekter buldrer derud af.
Jeg tror og håber på, at vi i 2026 får tvunget spotlyset over på denne kritiske komponent for succes, når AI bliver en integrereret del af offentlige services.
Herunder kommer nogle af mine bud på, hvad AI-udviklingen vil komme til at betyde for offentlige beslutningstagere i løbet af næste år.
1. Gennemsigtighed bliver en afgørende faktor i udviklingen af (generativ) AI i det offentlige
Som den indledende nyhed er et godt eksempel på, er offentlige myndigheder i gang med at bevæge sig fra pilotprojekter til operationel AI.
Det vil ofte ske i form af AI agenter, i det offentlige eksempelvis kaldet assistenter, som i stigende grad udfører handlinger, eksempelvis referat-skrivning, med minimal menneskelig involvering.
Men her bliver algoritmisk gennemsigtighed, som en kritisk del af governance, afgørende for at sikre, at processen bag disse produktioner er revidérbare, forklarlige og forståelige for mennesker.
Ikke som et add-on, som man når til efter at modellerne er i produktion, men som en integreret del af samme modeller.
2. De operationelle use cases kommer først fra land – og det er klogt nok
Der er allerede sagt og skrevet meget om det kæmpe potentiale i AI når det gælder diagnosticering, og jeg er ikke i tvivl om at det allerede er lidt af revolution, men dog ikke i storskala – det bliver det nok heller ikke i 2026.
Halvdelen af det sagte og skrevne har nemlig helt rimeligt peget på de mange risici i diverse scenarier, der kræver personhenførbare data, og som kan give GDPR-hovedpiner.
Til gengæld kan man starte rigtig mange andre steder, som også batter, nemlig i mere operationelle use cases, for eksempel IOT i hospitalsudstyr, digitale tvillinger af bygninger til planlægning med meget mere.
3. AI giver overblikket, når knappe ressourcer skal allokeres
Ud over de oplagte muligheder for referat-skrivning og lettelse af registreringsbyrder, forventer jeg at se nogle stærke cases på ressourceplanlægning i 2026.
Når evnen til at samle, rense og sammensætte data i realtid blive bedre, kan offentlige planlæggere langt hurtigere prioritere arbejdskraft, økonomi og andre ressourcer derhen, hvor behovet er størst.
Hvad enten det gælder dagligt beredskab i forbindelse med eksempelvis ambulancedrift, eller ved større krisebegivenheder som en oversvømmelse eller en større ulykke, er AI en vigtig medspiller, når beslutningshastigheden skal trappes op og overblikket er kritisk, hvad enten det gælder ledige hospitalssengepladser, materiel eller mandskab.
4. Syntetiske data træder til når virkelige data mangler eller ikke kan bruges
Mange gode offentlige projekter kan blive bremset af manglen på tilstrækkelige, pålidelige, eller tilgængelige datasæt, endnu et problem som blev fremhævet i IDC Data and AI Impact Report.
Syntetiske data bliver en afgørende ingrediens for at sikre AI-innovation i stor skala og med fuld sikkerhed for bl.a. GDPR og andre hensyn relateret til sensitive data.
Med de rette sikkerhedsmæssige strukturer på plads kan LLM’er generere realistiske – men fiktive – hændelsesrapporter, e mails eller andre teksttyper til brug i forskning og modellering.
5. AI bliver både fjende og allieret for offentlige efterforskere og skattefolk
Den udbredte brug af generativ AI i svindelnetværk skaber allerede store hovedpiner i både private og offentlige organisationer.
Mere sofistikerede falske identiteter og stadig mere avancerede metoder for skatteunddragelse eller misbrug af offentlige ydelser, kommer myndigheder til at sætte ind på svindelopsporing, identitetsverificering og analyse af eksempelvis skattedata for at beskytte statens indtægter.
I 2026 vil identitetsstyring træde frem som en løsning, der skal sikre lovlig, fair og sikker dataudveksling mellem myndigheder. Det vil muliggøre mere kontekstuel efterforskning og håndtering af svindel, misbrug og fejl.
Det organisatoriske gennembrud for AI står lige for døren i den offentlige sektor. Men uden den stærke governance som sikrer, at man får reelt udbytte af sine investeringer på en sikker og gennemskuelig måde, løber man for store risici. Sikkerhedsbæltet skal på, før speederen trædes i bund.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.