Snow Leopard er pengene værd...om et års tid

Apples nye operativsystem, Mac OS X Snow Leopard, har været ude i et par uger. Det gør din Mac til en klart bedre computer, men revolutionen sker først om et års tid eller to. Få forklaringen her.

Snow Leopard er pengene værd ... om et års tid

Snow Leopard handler ikke om at introducere et væld af smarte, nye funktioner eller give Mac OS X en kæmpe overhaling på brugerinterfacet.

I stedet har Apples programmører sat sig ned og gået maskinkoden igennem med en tættekam og optimeret, forbedret og renset ud.

Resultatet er et operativsystem, der ligner sin forgænger, Mac OS X Leopard, på de fleste punkter, men som kører lidt hurtigere og mere stabilt.

Her på PC World prøvede vi Snow Leopard på to forskellige maskiner, en MacBook Pro 15" (seks måneder gammel) og en Mac Mini 2.0 GHz (nyeste model), og begge maskiner starter hurtigere op, lukker hurtigere ned og vågner også hurtigere op fra dvale.

Der er tale om få sekunder i forhold til forgængeren Leopard, men det hjælper alt sammen på brugsoplevelsen.

Generelt arbejdede maskinerne også lidt hurtigere, og forbedringerne mærkes især ved multitasking, eller når der overføres mange filer via USB/FireWire eller via netværket, eksempelvis når der skal laves backup via Time Machine.

Hastighedsforbedringerne skyldes tre nye grundlæggende ændringer og forbedringer i Snow Leopard, men dem kommer vi tilbage til lidt senere.

Få forbedringer på overfladen

På overfladen er det nemlig andre ting, der får opmærksomhed ved første øjekast.

Apple har nu bygget direkte understøttelse for Microsoft Exchange Server 2007 i ind Snow Leopard, så du nemt kan koble din maskine op mod arbejdspladsens server, og få adgang til e-mail, kalender, kontaktlister og mødeindkaldelser.

Det er absolut et hit og vil på sigt betyde, at flere personer vil vælge en Mac til hjemmet eller på farten, da de vil kunne bruge den op mod firmaets Exchange-server uden alt for meget hurlumhej.

Det skal også nævnes, at QuickTime har fået en overhaling, så H.264-film nu afspilles med GPU-acceleration, og du får nem adgang til grovredigering af videoer, samt direkte upload til YouTube og MobileMe.

Du kan nu også bruge QuickTime til at lave videoer, af hvad du foretager dig på computeren. Det er smart, hvis du skal producere instruktionsvideoer eller vil demonstrere funktionalitet.

Den eneste rigtige ændring af brugerinterfacet er sket hos Exposé, der nu er integreret på en måde, så du blot skal klikke og holde et program nede for at få et overblik over alle vinduer relateret til programmet.

Det gør det nemmere at skifte mellem programmer, hvis du har rigtig meget åbnet på samme tid.

Stacks er også blevet forbedret, så du kan manøvrere dig gennem genvejene og på den måde finde de filer, du leder efter.

Det er dog som altid lettest bare at søge efter dine filer med din indbyggede Spotlight-funktion, der nu er endnu hurtigere.

Ofte tager det kun to sekunder at få relevante søgeresultater frem.

De små detaljer

En anden lille nyhed er automatisk tidsindstilling via din placering i verden.

Snow Leopard kan selv finde ud af, hvor du befinder ud fra din IP-adresse, så du behøver aldrig misse et møde eller et vigtigt opkald, fordi din kalender er sat til den forkerte tidszone.

Der er flere nyheder i Snow Leopard, men det er i småtingsafdelingen, såsom automatisk opdatering af printerdrivere, bedre og mere effektiv videokonference, automatisk genkendelse af tekst i forhold til tjenester, så du eksempelvis får mulighed for at slå adresser op i Google Maps eller tjekke status på dit fly.

Det lyder jo ikke af meget, men som nævnt tidligere, så handler Snow Leopard ikke om at introducere en masse nye, fantastiske funktioner.

En opgraderingslicens koster 229 kroner, så hvis du ikke har brug for ovennævnte små forbedringer og de små hastighedsboost, så kan du sagtens spare pengene og vente med opgradering lidt endnu.

Der komme dog et tidspunkt om kort tid, hvor Snow Leopard bliver alle pengene værd. Læs videre og find ud af, hvorfor...

Store revolutioner under kølerhjelmen

Apple har brugt to år på at forbedre Mac OS X, og der er brugt megen tid på at tage skridtet fuldt ud fra 32-bit til 64-bit kode.

Det betyder blandt andet, at operativsystemet kan håndtere væsentlig større mængder hukommelse og arbejde mere effektivt med flere samtidige programmer og større filer.

Den indbyggede Safari 4-webbrowser føles væsentlig hurtigere end under Leopard, og Apple siger, at det hovedsagelig skyldes brugen af 64-bit kode.

Problemet er, at populære programmer som iPhoto '09 og iMovie '09 er skrevet i 32-bit, og de kan altså ikke tage rigtigt brug af Snow Leopard.

Det er altså først, når de får en opdatering til 64-bit, at der for alvor kommer fart over feltet.

Det er også tilfældet med alle de andre programmer, som du bruger på din Mac. Microsoft Office 2010 for Mac bliver skrevet i 64-bit, men det ser først dagens lys om 9-12 måneders tid.

Det skal dog siges, at alle de medfølgende programmer i Mac OS X Snow Leopard er skrevet i 64-bit, så her er der fuld fart over feltet.

Men det kan dog også skabe problemer. Eksempelvis virker Google Video Chat pt. ikke med Safari 4, da Google skrev plug-in'en i 32-bit kode. Vil du bruge Video Chat er det altså med at vente på, at Google får skrevet et nyt 64-bit plug-in til Safari 4 eller bruge Firefox 3.5 til Mac, der er en 32-bit applikation.

Kører bedst på flere kerner

Apple har implementeret to nye teknologier i Snow Leopard, der har potentiale til at give et ordentligt ydelsesboost over tid: Grand Central Dispatch og OpenCL.

Førstnævnte gør det til en leg for udviklere at hive ekstra ydelse ud af nyere processorer med flere kerner, eksempelvis Intels Core2 Duo og Quadcore-processorer.

Med Grand Central Dispatch behøver en programudvikler ikke længere bruge tid på at skrive indviklet og besværlig kode, der er i stand til udnytte flere programkerner på samme tid, nu klarer Mac OS X det automatisk.

Programmøren skal blot skrive sit program til at bruge Grand Central Dispatch, og operativsystemet sørger automatisk for at køre programmet, så det bedst udnytter processoren.

På kort tid kan det betyde mindre, men dog alligevel gode hastighedsforbedringer. På lang tid? En hastighedsrevolution, da du helt sikkert vil have en maskiner med seks, otte, 12 eller 16 kerner.

OpenCL har samme formål som Grand Central Dispatch, men her er formålet at hive ekstra ydelse ud af din grafikprocessor. GPU'en i din Mac laver som oftest ingenting, med mindre du har gang i et 3D-spil eller lignende, og den kører for det meste i tomgang, når du arbejder med de fleste slags programmer på din computer.

Det skal alt sammen ændres med OpenCL. Skriver programmøren sit program til at tage brug af OpenCL, så vil grafikprocessoren kunne hjælpe til, når du konverterer en film til et andet format, når du arbejder med billedredigering eller komprimerer en masse filer. Ideen er at bruge grafikprocessoren til andet end blot grafik.

En langsom revolution

Med Snow Leopard har Apple lagt fundamentet for bedre, hurtigere og mere stabile programmer og en ditto brugeroplevelse.

Der kommer dog til at gå et stykke tid, før vi ser programmer, der virkelig kan bruge 64-bit arkitekturen samt Grand Central Dispatch og OpenCL.

Hvis du har 229 kroner, der brænder hul i lommen, så anbefaler vi, at du opgraderer til Snow Leopard med det samme.

Er du derimod på et stramt budget så spar pengene, indtil forbedringerne i Snow Leopard bliver virkeligt relevante for dig.

Hvis vi skal være ærlige, så sker det nok om et års tid, eller i alt fald når store og populære programmer som iLife, Microsoft Office og Adobe Creative Suite kommer i optimerede versioner.

Der er dog ingen tvivl om, at Apple er på rette kurs med Snow Leopard, og at Mac'en er blevet endnu bedre - både som personlig computer og som et professionelt arbejdsredskab.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

29. maj 2024 | Læs mere


Forbered dig effektivt på cyber katastrofen

Da det ikke længere er et spørgsmål om, om man bliver ramt men et spørgsmål om hvornår, er det essentielt at analysere angrebsflader og designe en effektiv sikkerhedsinfrastruktur, som afvejer sikring af centrale data og systemer mod hensynet til brugervenlighed og medarbejdernes produktivitet.

30. maj 2024 | Læs mere