Svenskerne lammetæver danske computerspil

Svenskerne spytter det ene millionsælgende computerspil ud efter det andet, mens de danske spil-udviklere står måbende på sidelinjen. Få forklaringen på hvorfor vi ikke er gode nok.

Svenskerne lammetæver danske computerspil

Konkurser og fejlslagne projekter plager de danske producenter af computerspil, mens det går anderledes godt i Sverige.

Selvom der har været enkelte lyspunkter, der har kunnet markedsføres internationalt, har den engang så roste computerspilsbranche været præget af konkurser og projekter, der aldrig helt fik den verdensomspændende succes, som udviklerne drømte om.

Lige på den anden side af Øresund er der til gengæld fuld knald på.

I 2009 havde den svenske computerspilbranche en omsætning på 835 millioner danske kroner, mens den danske blot havde en estimeret omsætning på 250 millioner kroner.

- Den svenske spilbranche har opnået en eller anden form for kritisk masse. Jeg tror ikke på, at Danmark kan løftes ud af dette vakuum ved hjælp af private investeringer alene. Hvis man vil have en spilindustri i Danmark, skal man fra Statens side have incitamenter på linje med dem i Canada, siger Asbjørn Malte Søndergaard, direktør for det danske spilfirma Tactile Entertainment og ekstern lektor på IT-Universitetet.

I Canada er der opstartsstøtte og skattefordele for computerspilfirmaer.

Senest er Norges største spilfirma, Funcom, flyttet til Canada.

Sverige suger Danmark tør for talent

Selv om Danmark modsat Sverige har en uddannelse dedikeret spilindustrien, får vi ikke i Danmark nytte af de kloge hoveder, der bliver uddannet fra IT-Universitetets medieteknologi og spil-uddannelse.

- I øjeblikket er der simpelthen ikke særlig mange spilfirmaer i Danmark, der søger efter arbejdskraft. Vi bliver nødt til at fortælle vores studerende, at de skal søge til udlandet, herunder Sverige, for at finde arbejde, fortæller Miguel Sicart, adjunkt ved IT-Universitetet.

Den svenske spilbrancheorganisation, Dataspelsbranchen, fortæller, at den svenske spilbranche også mærker krisen, men at der udover spilfirmaets Grin's konkurs (omsætningsmæssigt nummer to i Sverige, red.) ikke har været andre spektakulære konkurser i den svenske spilbranche.

- Den svenske spilbranche beskæftiger det samme antal mennesker som før krisen, og omsætningen som helhed er ikke faldet, siger Per Strömbäck, talsmand for Dataspelsbranchen.

Mere internationalt fokus i den svenske spilbranche

Den svenske spilbranche har især haft held på det internationale marked med spiltitler, der læner sig op af Anden Verdenskrig-genren. Herunder Battlefield 1942 og Hearts of Iron, der er produceret af henholdsvis DICE og Paradox Interactive, som begge har hovedkontor i Stockholm.

- Det går simpelthen bedre for den svenske spilbranche. Overordnet set er det fordi, de har meget mere fokus på verdensmarkedet, end danske spiludviklere har haft, siger Morten Iversen, manuskriptforfatter på Hitman og Freedom Fighters samt tidligere direktør for en række danske spilfirmaer.

Den danske spilbranche har modsat den svenske ikke haft nær så mange ideer, der har appelleret til et større publikum.

- Vi har i Danmark været alt for fokuserede med såkaldte kunstspil, der har til formål at få støttekroner snarere end at sælge til et stort verdenspublikum, siger Morten Iversen.

Sverige har bare nogle fordele

Generelt set har den svenske spilbranche nogle solide fordele i forhold til den danske.

- Jeg tror, forskellen ligger i, at Sverige har haft en meget mere gennemgående spilkultur. Det svenske udgangspunkt er meget større end det danske, siger Gorm Lai, ekstern lektor på IT-Universitetet og koordinator for den internationale organisation for spiludviklere IGDA.

Et andet punkt, som Gorm Lai påpeger, er, at lønningerne i den danske spilbranche ikke er konkurrencedygtige i forhold til Sverige.

Pointen er, at de svenske firmaer har nemmere ved at få udenlandske opgaver fra for eksempel udgivere, da deres omkostninger for tilsvarende antal ansatte ikke er så store som i Danmark.

Den gennemgående spilkultur på den anden side af Øresund ses blandt andet i antallet af spilfirmaer i Sverige samt en bred accept af såkaldte computerspilsforeninger, hvor folk samles om at spille computerspil.

Derudover har Sverige i sitEU-formandskab gjort en del for at påpege, at svenske computerspil er en vigtig eksportvare.

Samtidig bliver verdens største computerspilarrangement, Dreamhack, hvert år afholdt i Jönköping med internationale hardwareproducenter som sponsorer, herunder Intel og Cisco.

Læses lige nu

    Annonce

    Event: Computerworld Summit 2027 - Aarhus

    Digital transformation | Aarhus C

    Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 250 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i København viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

    25. maj 2027 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    LCG har pr. 1. september 2026 ansat Thomas Wong, 47 år,  som Director of Cyber & Risk Advisory. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for at udvikle LCG’s rådgivning inden for cybersikkerhed, cyberrisiko og GRC. Han kommer fra en stilling som VP of security hos Atea. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. november 2026 ansat Brian Davidsen som Key Account Manager ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Solutions Sales Specialist hos Dustin. Nyt job

    Brian Davidsen

    Netip A/S

    Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

    Jan Julin

    Genetec