Test: Harddisk-boks giver kabel-tv som aldrig før

Den er ikke perfekt, men YouSee har endelig skabt en harddiskboks, der spiller smukt sammen med kabel-tv og din fladskærm. Den giver dig massevis af geniale ekstra funktioner - der er alle pengene værd.

Test: Harddisk-boks giver kabel-tv som aldrig før

For næsten to år siden testede vi YouSees bud på en boks, der sendte digitalt kabel-tv til din fladskærm. Vi var langt fra begejstrede over løsningen, der havde sløve menuer og generelt var et rigtig trist bekendtskab.

Derfor var vi på forhånd skeptiske, da vi gav os til at teste YouSees nyeste harddisk-boks, der er produceret af Samsung. Men vi blev hurtigt klogere og ikke mindst begejstrede.

Endelig havde YouSee held med en boks, der var pengene værd og ikke mindst gav brugeren en masse ekstra funktioner, der gør livet foran fladskærmen endnu mere underholdende.

Men lad os gribe fjernbetjeningen og spole tiden tilbage til efteråret 2009. Her gjorde YouSee noget uventet ved at fjerne ekstra betaling for digitalt tv, og via dit nuværende antennestik kunne du nu modtage signalet, der tidligere have været kodet.

Det krævede dog, at du havde den helt rigtige fladskærm - med DVB-C tuner og understøttelse af Mpeg4 - for at nyde hele din kabelpakke i digital kvalitet.

Det pludselige skift til gratis digitalt tv har derfor gjort det endnu mere attraktivt at have en fladskærm med den nyeste teknologi. Ikke mindst fordi flere kanaler udelukkende bliver sendt digitalt, eksempelvis DR HD og Canal 9.

Men hvad nu hvis du har en ældre fladskærm? Er du så fortabt? Bestemt ikke. Du kan sagtens komme med på den digitale bølge og endda i rigtig god stil.

Det kræver, at du får en boks, og det er netop YouSees boks til digitalt tv på fladskærmen, som vi har testet. Den får du med, når du bestiller YouSee Plus.

Geniale funktioner

Boksen er produceret af Samsung og har indbygget 160 gigabyte harddisk. Det vil sige, at den kan bruges til at optage tv-programmer.

Du har også mulighed for at trykke pause - midt i TV-Avisen - hvis telefonen ringer, og du kan genoptage udsendelsen, når du har talt med tante Oda.

Desværre kan optagelserne ikke flyttes fra boksen, så du har ikke mulighed for at brænde dine favoritprogrammer ned på en dvd eller overføre dem til en USB-nøgle.

En af de andre smarte funktioner er Start Forfra. Som navnet antyder, kan du starte en udsendelse forfra, hvis du tilfældigvis dumper ind i et afsnit af Venner.

Tryk på fjernbetjeningen og vupti - tv-programmet vises fra start. Det fungerer udmærket, men boksens magi slutter ikke her.

Et af de geniale træk fra YouSees side er TV Arkivet, som giver dig adgang til DR's egenproducerede programmer, som har været vist på DR1, DR2, DR K eller Ramsjang inden for de seneste 30 dage.

Det er ganske enkelt suverænt, og nu er det slut med at sidde i sofaen og brokke sig over, at der ikke er noget godt i fjernsynet.

Grib fjernbetjeningen og tryk på TV Arkivet, og du har adgang til en skattekiste med tv-programmer. Under testperioden havde DR vist en masse dokumentarprogrammer, som vi ikke fik set, da blev sendt - og som vi heller ikke havde optaget.

Men en kedelig tv-aften kunne de hentes frem og sørge for kanonunderholdning. Det blev også til et nostalgisk gensyn med børneprogrammerne Buster og Guldregn.
Der er måske nogen, der vil begræde, at det ikke er al indhold sendt på DR, der er i arkivet. Men vi savner nu ikke gamle b-film med Eddie Murphy eller afsnit med Columbo.

At bruge TV Arkivet kan kræve, at du kobler et internetkabel til boksen. Da vi ikke gad at trække kabler gennem stuen, benyttede vi af os af internet gennem stikkontakten - med denne løsning - og det fungerede fint.

Du kan dog slippe for at jonglere med internetkabler, hvis der er en såkaldt returvej i det antennesignal, du føder boksen med. Der er et modem indbygget i boksen, som kan kommunikere gennem antennestikket. Og du skal selv aktivt ind og slå det til i boksen.

Nogle gange kan indhold fra TV Arkivet dog hakke lidt - og der opstår nogle pixeleringer på skærmen. Efter at have set adskillige udsendelser, er det dog et fåtal af gange, at vi har oplevet det. Men når det sker, er det stærkt frustrerende. Vi så et afsnit af Livvagterne, da billedet efter 20 minutter pludselig begyndte at hakke voldsomt, og vi måtte droppe at se videre. Men generelt er pixeleringer til at leve med, og som sagt optræder de kun engang i mellem.

Vi fandt også ud af, at det nogle gange kunne betale sig at slukke på boksens afbryderknap, som du finder på bagsiden. Det hjalp enkelte gange, da signalet var stærkt pixeleret.

Lej HD-film direkte på skærmen

Boksen byder også på funktionen Cinema, der er YouSees bud på en online videobiks.

Det smarte er naturligvis, at du ikke skal ned i Blockbuster og aflevere filmen, når du har set den. Cinema har et pænt udvalg og giver adgang til nogle af de nyere film.

Da vi testede kunne vi blandt andet se District 9 og Inglorious Bastards instrueret af Tarantino, og YouSee havde benyttet lejligheden til at oprette et helt Tarantino-tema, hvor man kunne leje adskillige af filminstruktørens tidligere film, blandt andet Kill Bill.

En af de store fordele ved boksen er, at du kan downloade film i HD-kvalitet. Derfor behøver du ikke en Blu-ray-afspiller for at se de nyeste film i sprød HD-kvalitet på din fladskærm.

Prisen for en HD-film er normalt 50 kroner, mens en version i dvd-kvalitet koster 40 kroner. Dermed ligger prisen nogenlunde på niveau med den lokale videobiks, men du slipper naturligvis for at starte scooteren op og køre turen frem og tilbage til butikken.

Ligesom med TV Arkivet kræver Cinema, at du har koblet et internetkabel i boksen eller har en såkaldt returvej i det antennesignal, du føder boksen med.

Det kræver også lidt tålmodighed, når du skal se en film. Vi lejede District 9, og det gik et par minutter med sort skærm, før filmen begyndte at rulle.

Men så havde vi også fuld kontrol over filmen og kunne spole løs. Der er adgang til filmen i 24 timer, når den først er blevet lejet, hvis du vil se den mere end en gang, eller hvis du bliver for træt undervejs og gemmer resten af filmen til næste dag.

Alt i alt er Cinema velfungerende, men udbuddet af film er fortsat lidt beskedent. Du skal også være lidt tålmodig, når du logger ind på funktionen. Boksen skal nemlig have kontakt til nettet, og der kan være lidt ventetid.

Ekstra kanaler

Boksen sørger naturligvis for at sende det digitale tv-signal frem til din fladskærm, og det foregår via HDMI-kabel.

Du skal vænne dig til at bruge harddisk-boksens fjernbetjening, når der skal skiftes kanaler.

Fjernbetjeningen er sort og ret elegant.
Med boksen får du adgang til en række ekstra kanaler, som udelukkende sendes digitalt via kabel-tv, eksempelvis: DR update, Folketings TV, Canal 9 og DR HD.
Du kan oprette din egen programoversigt og placere kanaler på de samme pladser, som du allerede har tildelt dem.

Med hjælp fra TV Guiden - en menu der hentes frem via fjernbetjeningen - får du et overblik over, hvad de forskellige kanaler viser lige nu, og hvad der kommer senere.

Det fungerer rigtig godt, og dermed er det slut med at zappe rundt efter noget, der er værd at se. Du får ganske enkelt overblikket lynhurtigt, og fra TV Guiden kan du hoppe frem til den kanal, som du gerne vil se. Det sparer tid.

Via TV Guiden kan du også vælge at sætte boksen til at optage programmer. Det er så simpelt, at det næsten burde være forbudt.

Du klikker dig blot hen til et program i oversigten og trykker på fjernbetjeningens røde optageknap. Så er den klaret. Ikke noget med at indstille tid, dato, kanal, som du kender det fra din gamle harddiskoptager. Du kan også søge efter indhold, hvis du ikke gider klikke dig frem til det.

Generelt oplevede vi, at boksen gik kold en del gange i begyndelsen af testperioden. Det krævede, at vi slukkede for strømmen til den, så den fik en puster, men så var den velkørende igen.

Opdateringer af boksens software kræver også, at den indimellem skal slukkes, før de træder i kraft - ligesom du kender det fra din computer.

Pengene værd

Boksen koster 89 kroner i leje om måneden, og der er nok en del, der mener, at YouSee allerede sluger alt for mange penge fra husholdningsbudgettet hver måned.

Men i tilfældet med tv-boksen giver den mere end blot et digitalt billede på skærmen - du får et arsenal af nye muligheder for underholdning. Det er netop det, der gør boksen så interessant.

Du får adgang til en online videobiks og kan downloade HD-film, du kan pause og optage udsendelser, du kan se massevis af programmer fra DR (når det passer dig), og du får adgang til nye digitale kanaler.

Hvis du i dag har en fladskærm med Mpeg4 og DVB-C tuner - og dermed allerede kan modtage digitale signaler via kabel-tv - er det lidt tvivlsomt, om boksen vil være en optimal investering.

Men hvis du har en lidt ældre fladskærm og gerne vil have digitalt tv og massevis af smarte muligheder for at blive underholdt i sofaen, så er YouSees tv-boks et oplagt valg. Den gør ganske enkelt tv-oplevelsen bedre - også selv om boksen ikke er helt perfekt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere