De her vilde spil skal du holde øje med

Spilmessen E3 i Los Angeles er hvert år et sandt orgie i nye spil. Vi har forsøgt at danne os et overblik over alt fra brølende skydevåben til svedende fitnessinstruktører. Se her hvad du skal spille det kommende år.

De her vilde spil skal du holde øje med

Når godt 45.600 journalister, branchefolk og indkøbere fra 90 forskellige lande i år tog turen til Los Angeles Convention Center for at deltage i spilmessen E3, og se hvad de 300 udstillere har at byde på, så er det med forventningen om at blive overrasket.

Tre messedage bliver brugt på at spotte kommende hit, aflure tendenserne og håbe på, at der dukker noget helt nyt og fantastisk op. Det gjorde der ikke i år.

Et tilbagevendende spørgsmål efter hvert E3 går på, om pc'en fortsat er en stærk spilplatform, eller om den er døende.

Som det så ud i år, er pc'en ikke glemt, men det er absolut ikke den platform, udgiverne fokuserer på - spil foregår primært på Xbox 360 og PlayStation 3 med pc'en som en potentiel eftertanke, selv skydespillene, som i mange år var et stærkt kort på pc, designes i dag med fokus på konsollerne.

Det eneste skydespil, der blev vist frem på pc, var 2K Games kommende Spec Ops: The Line, der hensat til et sandoversvømmet Dubai i en nær fremtid tegner spændende.

Mange skydespil på vej

Men for fans af genren er der rigeligt at se frem til: Electronic relancerer Medal of Honor-serien og fører den frem til konflikterne i Afghanistan. Ubisoft gør klar til Ghost Recoon: Future Soldier, der, som navnet antyder, beskæftiger sig med det krigsmateriel, der i øjeblikket befinder sig på tegnebrættet hos våbenproducenterne.

Square Enix ser ud til at være på rette vej med det tredje Deus Ex-spil. Og Activision fokuserer med det kommende Call of Duty: Black Ops på de militære operationer, som der ikke kan læses om i historiebøgerne.

Og det er blot nogle af de mange skydespil, der er på vej - actiongenren er fortsat meget dominerende på såvel konsol som pc, mens antallet af strategispil og onlinerollespil i år var til at overskue. Det kommende Civilization V fik således et hav af mediers såkaldte "Best of Show"-priser, heldigvis ikke kun fordi det var et af de få strategispil på E3, men også fordi det rent faktisk ser rigtig godt ud.

Den guldfeber der for blot fire år siden rasede i onlinerollespilsgenren har for længst lagt sig. Spiludgiverne har heldigvis indset, at World of Warcrafts 11 millioner abonnenter ikke er opnåelige, og at det kræver hårdt arbejde og en dedikeret indsats blot at holde fast i de cirka 300.000 - 500.000 abonnenter der skal til, for at få en fornuftig økonomi i et onlinerollespil.

Målet er så givetvis sat noget højere for Star Wars: Old Republic, som udvikles af folkene fra BioWare.

Hensat et par tusinde år før Star Wars-filmene, med en styring der ligner World of Warcrafts til forveksling, og med fuld stemmeindtaling til samtlige figurer i spillet. Electronic Arts kommer til at stå for udgivelsen, og ambitionsniveauet er tårnhøjt.

Ryst med røven

Det er heller ikke mere end et par år siden, at alle spiludgivere med respekt for sig selv skulle have et eller flere musikspil på programmet - den tendens er stille og roligt kølnet gevaldigt af, og salget af musikspil er angiveligt gået samme vej.

Det er derfor helt naturligt at se spiludvikleren Harmonix fokusere deres kommende Rock Band 3 i en mere nichepræget retning, hvor det lettilgængelige spil stadig er til stede, men hvor de mere dedikerede spillere kan fordybe sig i muligheden for at spille keyboard eller den helt nye guitarcontroller udviklet i samarbejde med Fender.

En rigtig guitar med rigtige strenge som kan sluttes til spillet og en forstærker samtidig, og hvor det ikke handler om at trykke på farvede knapper, men om at lave de ægte guitargreb.

Masser af motion

Derimod er der mere end godt gang i hele fitness og motionsgenren, hvilket naturligt hænger sammen med udbredelsen af Wii og lanceringen af Microsofts Kinect og Sonys PlayStation Move.

Electronic Arts har haft meget stor succes med den første Active Sports og lancerer naturligvis en efterfølger til alle tre platforme. Og mens Microsoft og PlayStation selv har diverse aktivitetsspil til deres respektive platforme, så var det Ubisoft der med motionsspillet Your Shape til Kinect stod for det visuelt mest interessante bud i genren.

Bredt betragtet handler motionsgenren også om dans, og her havde Ubisoft allerede tidligere i år stor succes med Lets Dance til Wii, hvor høje salgstal kombineret med relativt lave udviklingsomkostninger naturligt er resulteret i en efterfølger.

Men spiludvikleren Harmonix har også smidt instrumenterne og begivet sig ud på dansegulvet med Dance Central, som, de håber, vil gøre for dans, hvad Rockband har gjort for musik.

Spilmessen E3 er tre dages digitalt støjinferno og et sansebombardement af spil i alle genre og for enhver smag, hvad end det skal handle om små nuttede japanske spilfigurer eller bloddryppende bodybuildertyper bevæbnet med potensstore skydere. Skal der fæstnes lid til al pr-snakken, udkommer der ikke et eneste dårligt spil i løbet af det næste års tid - i virkeligheden udkommer der måske en snes spil, der er værd at afsætte tid til.

Fem favoritter fra E3 2010

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse
    Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

    Iver Jakobsen

    Comsystem A/S

    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S

    Jakob Dirksen, SVP, Nordic Customer Delivery & Operations hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Infrastructure Delivery & Operations. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede Infrastructure Delivery & Operations, der har til opgave at drive og udvikle fibernetværket på tværs af virksomheden. Forfremmelse

    Jakob Dirksen

    GlobalConnect