Internettet har fået danskernes investeringslyst til at eksplodere. Og det har skabt plads for firmaet Investigate, der er bygget på småsparerens behov for klare informationer og overblik over de mange danske investeringsforeninger.
Det er gået så godt, at Investigate efter blot et års tid i det fyldte kontorlokale i Symbion-forskerparken allerede er begyndt at kunne se den dag, hvor selskabet vil flytte hjemmefra til egne lokaler.
- Vi er på vej til at gå fra at være en opstartsvirksomhed til at være en velfunderet virksomhed. Det er klart, at ingen ved, hvad morgendagen bringer i IT-sektoren, men med otte mand på små 50 kvadratmeter synes vi nok, at det er ved at være lidt trangt, siger Henrik Beier, der er produktchef i Investigate.
Første med total overblik
| Investigates idémand og stifter Carsten Mahler (tv) og selskabets produktchef Henrik Beier. Selskabets otte mand holder til huse i et enkelt lokale på under 50 kvadratmeter. Det er også snart tid til at flytte, mener de. |
Det er blot et par år siden, han fik idéen til selskabet, der bygger på et specielt karaktersystem, hvor Investigate på baggrund af et væld af indsamlede oplysninger og forskellige analyseværktøjer rater de flere hundrede afdelinger, der udbydes til salg af danske investeringsforeninger.
Systemet holder afkast og risiko op mod hinanden, ligesom de enkelte investeringsforeninger vurderes i forhold til hinanden.
Siden etableringen er det gået over stok og sten - ikke mindst på grund af Carsten Mahlers store kontaktnet og kendskab til branchen.
På ganske kort tid er selskabet gået fra blot at sidde med den gode idé til at få store ordrer ind i bogen om levering af analyseværktøjer og informationer til både Københavns Fondsbørs, DR og en række pensionskasser.
Tæring efter næring
Generelt er investorerne i øjeblikket tilbageholdende overfor nye idéer og små opstartsvirksomheder. Det har Investigate taget konsekvensen af, og selskabets stifter, Carsten Mahler, valgte derfor tidligt, at selskabets drift ikke skulle baseres på ekstern kapital.
- Vi har simpelthen bare sat tæring efter næring, og heldigvis fik vi relativt hurtigt gode kunder, der har skabt vores økonomiske fundament, siger Henrik Beier.
- Der er så mange virksomheder indenfor denne branche, der ikke holder, fordi de mangler content. Der skal være noget bagved, og så skal man lave noget, som andre ikke laver, siger han.
Samtidig kan det betale sig at være lille og tage den med ro, mener administrerende direktør Carsten Mahler.
- Paradoksalt nok er det jo i dag en fordel at være lille, fordi man kan navigere hurtigere. Man kan sige, at strategier er gode, men at det vigtigste i dag er, at kunne skifte strategi hurtigt, siger han.