Det italienske politi har sammen med blandt andre den internationale anti-piratgruppe Business Software Alliance (BSA) optrevlet, hvad BSA betegner som en gigantisk piratring.
Italiensk politi har allerede sigtet 181 personer, mens det efterforsker ikke færre end 10.300 menneskers rolle i foretagendet.
Ifølge det italienske bagmandspoliti, Guarda di Finanza, har piratringen via internettet solgt piratkopieret musik, software og film for omkring 742 millioner om året.
Beslagt materiale for 876 mio.
I forbindelser med ransagninger af piratringen har italiensk politi beslaglagt software for 876 millioner kroner, ligesom der er blevet beslaglagt film, musik, computere og brændere.
Under ransagningerne over store dele af Italien fandt politiet piratkopier af software fra blandt andre Symantec, Microsoft, Adobe og Apple.
Ifølge BSA ligger Italien i den absolutte top i Europa, når det handler om andelen af virksomheder, der anvender piratkopieret materiale. BSA vurderer, at næsten hver anden italienske virksomhed anvender piratkopieret materiale.
Det italienske politi har under efterforskningen blandt andet anvendt dynamisk sporing af IP-adresser, knæk af krypterede beskeder og analyser af logfiler.