Efter at have givet sine investorer et chok med skuffende regnskabstal i april, har Sony nu vendt næsen mod brugerne.
Selskabet har således tilbagekaldt 18.000 bærbare computere i Vaio-serien, fordi et defekt modem kan være skyld i, at brugerne kunne få et let, elektrisk stød. Det skriver IDG News Service.
Flere ting skal ske på samme tid, for at problemet opstår. Mens computeren er tilsluttet både en telefonlinje og elnettet, skal den modtage et opkald, samtidig med at brugeren skal røre en metaloverflade på computeren.
Sony opdagede problemet, fordi flere brugere klagede over, at den bærbare computers indbyggede modem var langsommere end forventet. Problemet opstod, når computeren var sluttet til elnettet. Sony har dog ikke hørt fra brugere, der rent faktisk har fået stød.
Ifølge Financial Times koster tilbagekaldelsen Sony 28 millioner kroner. Den kommer, få måneder efter at Sony tilbagekaldte 40.000 computere i en anden Vaio-serie. Sony solgte sidste år i alt 3,1 million Vaio-computere.
Elektronikgiganten skuffede for nogle måneder siden, da de seneste regnskabstal blev offentliggjort. Overskuddet var faldende, ligesom forventningerne til fremtiden også blev skruet ned. Efter et fald er aktiekursen dog kommet sig siden.